Middelmådigt drama

3.0
Det er altid sjov at se, når en dansk film forsøger noget andet. Manden bag døren har visse stilistiske og filmiske motiver, som er innovative i dansk film, hvilket ved første øjekast giver en god balance til det ellers socialrealistiske drama. Persontegningerne er generelt skarpe og interessante, og skuespillet fra især Waldau, Hjejle og Oscarsson er virkelig overbevisende.

SPOILERS
Det hele handler om at have tillid til andre mennesker. Det er her Waldaus Svend har sit store problem: han er hamrende jaloux. Især fordi hans kæreste Lizzie er bartender og derved kommer ret tæt på fulde, kærlige mænd. Jalousien driver næsten Svend til vanvid, og der skal en afdød far og hans dårlige vaner til, før Svend forstår, at han har et problem. Slutningen er ikke sentimental, og heldigvis behøves der ikke ord for at beskrive, hvad Lizzie og Svend er kommet frem til i deres forhold. Det er stærkt lavet.

Filmen er dog langt fra uden problemer. For det første har historien mangel på dramatisk drive, hvilket gør, at man faktisk keder sig en gang imellem. Det er, fordi man ikke rigtig ved, hvor det hele bærer hen. Desuden er den sidste halve times tid slet og ret dårligt fortalt. Narrativen er simpelthen for svag, og personerne bliver efterhånden mere og mere uinteressante.

Det er utroligt, at filmen er baseret på en virkelig hændelse, for det virker ikke til at tro på, at en mand har taget sin døde far på en motorcykeltur. Derfor er det ærgerligt, at en film - som bruger så lang tid på at fortælle, hvorfor dette sker - ikke får mere ud af sit klimaks. Det virker simpelthen for fortænkt og konstrueret. Det er let at regne ud, at Svend ikke har sin jaloux natur fra fremmede... og så er den bare ikke længere. Kunne have været en god film, men ender med at være middelmådig i mange henseender.
Manden bag døren