Jacksons drømmeprojekt
4.0
SPOILERS:
Efter succesen med Ringenes Herre har Jackson tjent så mange penge og fået så meget street credit blandt filmstudierne, at han kan vælge og vrage mellem de projekter, der tiltaler ham mest. Da han jo ikke lægger skjul på, at King Kong (1933) er grunden til, at han laver film i dag, er det vel naturligt for ham at give den et ordenligt remake.
Denne nye udgave af Kong er faktisk en rigtig fin film, der dog hverken lever op til originalen eller Jacksons LOTR-trilogi. Men det er også høje standarter, og skuffende er Kong bestemt ikke. Slet ikke den første time, der er spækket med fed 30er-stemning, velskrevne og morsomme replikker og stor spænding omkring udfaldet af Denhams ekspidition. Hele denne time er simpelthen så fantastisk konstrueret, at der havde været en ekstra karakter til filmen, hvis den havde holdt dette niveau.
Det gør den desværre ikke, men mødet med øens beboere - både mennesker og dinosaurer - er fascinerende uanset hvad. Og især scenerne med de forvoksede insigter giver myrekryb. Det er en effektmæssig tour de force, som Jackson og Weta-Workshop altid er kendte for, men så er det bare desto mere utroligt, at Jackson hele tiden vedligeholder spændingsmomentet i al virvaret af savlende T-Rex'ere, en kæmpeabe og andre fortidsdyr. Selve aben, Kong, er fantastisk udtryksfuld, og man kan mærke, at animatorerne virkelig har forsøgt at lægge en sjæl i dyret. Scenerne mellem Ann Darrow og Kong fungerer typisk med en ironisk distance, men somme tider fastholder Jackson nærbillederne mellem de to, og det bliver lidt for meget engang imellem. Man forstår hurtigt idéen med, at Kong har fundet sig et kæledyr, som han skal beskytte fra junglens farer. Dette gælder også manuskriptforfatteren, Jack Driscoll, som ikke viger tilbage for at finde hende. Der opstår en slags trekantsdrama mellem Ann, Jack og Kong, hvilket ikke skal ses seksuelt, men udelukkende følelsesmæssigt.
Det, som jeg fandt mest interessant ved filmen, var Jacksons små auteur-træk, der blandt andet inkluderer ultra-total billederne, de grimme indfødte, de forvrængede billeder samt hans fascination af 'over the top' situationer. Men hans valgfrihed har også givet en lang og til tider også langtrukken film, der mest af alt fascninerer og ikke engagerer.
Sidste del, der foregår i New York er nok den mest overbevisende i den gamle 1933-udgave, men i Jacksons version bliver denne del aldrig helt vellykket. I visse situationer burde han have trukket splitten lidt hurtigere, blandt andet i skøjtescenen, hvor Kong agerer Bambi på glat is. Dette bliver - trods den ironiske distance - lige lovligt sødsuppe, og hele sekvensen på Empire State Building er nok 10 minutter for lang.
Det med længden er nanturligt nok det, filmen er blevet mest kritiseret for, hvilket i mine øjne ikke er et stort problem, men som alligevel afholder filmen fra en topkarakter. Desuden er der enkelte svagheder i skildringen af de menneskelige hovedpersoner. Driscoll er en perfekt helt uden dybde, og Ann Darrow er ligeledes en flad person, som dog via sit udtryk og komiske ageren (hvilket man kan takke Naomi Watts for) alligevel engagerer tilskueren. Jack Black som Carl Denham er både sjov og tragisk, og hans begær efter at skabe den perfekte film kommer før alt andet. Måske overspiller han somme tider, men han er altid interessant at følge.
Men nu er King Kong jo heller ikke noget psykologisk drama, og som monsterfilm har den alt, hvad man kan ønske sig: kampe mellem ekstremt flotte CG-monstre, en underholdende handling og gode replikker. Skal ses, hvis man er interesseret i monsterfilm eller Jacksons instruktørvirke.
Efter succesen med Ringenes Herre har Jackson tjent så mange penge og fået så meget street credit blandt filmstudierne, at han kan vælge og vrage mellem de projekter, der tiltaler ham mest. Da han jo ikke lægger skjul på, at King Kong (1933) er grunden til, at han laver film i dag, er det vel naturligt for ham at give den et ordenligt remake.
Denne nye udgave af Kong er faktisk en rigtig fin film, der dog hverken lever op til originalen eller Jacksons LOTR-trilogi. Men det er også høje standarter, og skuffende er Kong bestemt ikke. Slet ikke den første time, der er spækket med fed 30er-stemning, velskrevne og morsomme replikker og stor spænding omkring udfaldet af Denhams ekspidition. Hele denne time er simpelthen så fantastisk konstrueret, at der havde været en ekstra karakter til filmen, hvis den havde holdt dette niveau.
Det gør den desværre ikke, men mødet med øens beboere - både mennesker og dinosaurer - er fascinerende uanset hvad. Og især scenerne med de forvoksede insigter giver myrekryb. Det er en effektmæssig tour de force, som Jackson og Weta-Workshop altid er kendte for, men så er det bare desto mere utroligt, at Jackson hele tiden vedligeholder spændingsmomentet i al virvaret af savlende T-Rex'ere, en kæmpeabe og andre fortidsdyr. Selve aben, Kong, er fantastisk udtryksfuld, og man kan mærke, at animatorerne virkelig har forsøgt at lægge en sjæl i dyret. Scenerne mellem Ann Darrow og Kong fungerer typisk med en ironisk distance, men somme tider fastholder Jackson nærbillederne mellem de to, og det bliver lidt for meget engang imellem. Man forstår hurtigt idéen med, at Kong har fundet sig et kæledyr, som han skal beskytte fra junglens farer. Dette gælder også manuskriptforfatteren, Jack Driscoll, som ikke viger tilbage for at finde hende. Der opstår en slags trekantsdrama mellem Ann, Jack og Kong, hvilket ikke skal ses seksuelt, men udelukkende følelsesmæssigt.
Det, som jeg fandt mest interessant ved filmen, var Jacksons små auteur-træk, der blandt andet inkluderer ultra-total billederne, de grimme indfødte, de forvrængede billeder samt hans fascination af 'over the top' situationer. Men hans valgfrihed har også givet en lang og til tider også langtrukken film, der mest af alt fascninerer og ikke engagerer.
Sidste del, der foregår i New York er nok den mest overbevisende i den gamle 1933-udgave, men i Jacksons version bliver denne del aldrig helt vellykket. I visse situationer burde han have trukket splitten lidt hurtigere, blandt andet i skøjtescenen, hvor Kong agerer Bambi på glat is. Dette bliver - trods den ironiske distance - lige lovligt sødsuppe, og hele sekvensen på Empire State Building er nok 10 minutter for lang.
Det med længden er nanturligt nok det, filmen er blevet mest kritiseret for, hvilket i mine øjne ikke er et stort problem, men som alligevel afholder filmen fra en topkarakter. Desuden er der enkelte svagheder i skildringen af de menneskelige hovedpersoner. Driscoll er en perfekt helt uden dybde, og Ann Darrow er ligeledes en flad person, som dog via sit udtryk og komiske ageren (hvilket man kan takke Naomi Watts for) alligevel engagerer tilskueren. Jack Black som Carl Denham er både sjov og tragisk, og hans begær efter at skabe den perfekte film kommer før alt andet. Måske overspiller han somme tider, men han er altid interessant at følge.
Men nu er King Kong jo heller ikke noget psykologisk drama, og som monsterfilm har den alt, hvad man kan ønske sig: kampe mellem ekstremt flotte CG-monstre, en underholdende handling og gode replikker. Skal ses, hvis man er interesseret i monsterfilm eller Jacksons instruktørvirke.
11/01-2006
