Oh Dreadful Movie-making
1.0
Da Hannah (Andersen) får lokket en amerikansk gospelprædikant (Yoba) til sin lille soveby, for at træne det lokale kirkekor, begynder der at ske ting og sager.
Tidstypisk dansk komediedrama, der prøver at kombinere den moderne folkekomedie med det mere seriøse og efterhånden klichefyldte danske drama i den mere socialrealistiske ende.
Desværre uden at det lader til at den hverken tør eller vil gå ind i sit egent stof sådan for alvor, men mere har travlt med at vi som publikum får serveret lidt af hvert, så den rammer bredt, uden at nogen falder af i svinget.
Skuespillet er på det acceptable i bedste fald, men der er tale om typecasting i en grad der gør at man irriteres mere end man frydes. Imens er størstedelen af filmens karakterer overfladiske skabeloner, der i den politiske korrektheds navn præsenterer sine figurer og deres handlinger så vi skal synes om dem, men næppe som de ville have været, havde de været virkelige.
Det er opportunistisk filmskabelse i ordets værste betydning og så er det firkantet instrueret, hvor filmens temaer og pointer om undertrykte følelser, seksuel frustration og den trivielle eksistens skæres ud i pap og gospelmusikken bruges klodset, om end rigtigt, som metafor for glæden ved livet hvis man tør genfinde den, mens filmens symbolik er naiv og søgt, grænsende til det ubegavede.
Filmens største force er i sidste ende musikken og den spiller da en væsentlig rolle. Men når resten af filmen virker så rædsom og lummer på mig, kan den altså ikke redde meget og i sig selv er det jo ingen bedrift at skabe stemning med gospel. Det ligger i forvejen i den musikgenre og er derfor intet man kan kreditere eller rose filmen for, måske tværtimod, så kunne man jo vælge at kalde det populistisk.
Tidstypisk dansk komediedrama, der prøver at kombinere den moderne folkekomedie med det mere seriøse og efterhånden klichefyldte danske drama i den mere socialrealistiske ende.
Desværre uden at det lader til at den hverken tør eller vil gå ind i sit egent stof sådan for alvor, men mere har travlt med at vi som publikum får serveret lidt af hvert, så den rammer bredt, uden at nogen falder af i svinget.
Skuespillet er på det acceptable i bedste fald, men der er tale om typecasting i en grad der gør at man irriteres mere end man frydes. Imens er størstedelen af filmens karakterer overfladiske skabeloner, der i den politiske korrektheds navn præsenterer sine figurer og deres handlinger så vi skal synes om dem, men næppe som de ville have været, havde de været virkelige.
Det er opportunistisk filmskabelse i ordets værste betydning og så er det firkantet instrueret, hvor filmens temaer og pointer om undertrykte følelser, seksuel frustration og den trivielle eksistens skæres ud i pap og gospelmusikken bruges klodset, om end rigtigt, som metafor for glæden ved livet hvis man tør genfinde den, mens filmens symbolik er naiv og søgt, grænsende til det ubegavede.
Filmens største force er i sidste ende musikken og den spiller da en væsentlig rolle. Men når resten af filmen virker så rædsom og lummer på mig, kan den altså ikke redde meget og i sig selv er det jo ingen bedrift at skabe stemning med gospel. Det ligger i forvejen i den musikgenre og er derfor intet man kan kreditere eller rose filmen for, måske tværtimod, så kunne man jo vælge at kalde det populistisk.
16/01-2006
