Coen brødrenes sidste triumf
6.0
Coen brødrenes sidste gode film The Man Who Wasn't There er en sort hvid film noir. Den har alt hvad en film noir skal indeholde:
Et mystrium, en mand i knibe, den ydre facade hvor alt syntes at være stille og roligt, den næsten toneløse og neddæmpet fortæller (narration).
Filmens hovedperson Ed Crane, som spilles af den fantastiske Billy Bob Thornton, er en stille mand med meget få ord og prøver at holde sig for sig selv. Dermed menes ikke at Ed er en genert type, tværtimod kan Ed godt lide det sådan. Ed har ikke mange venner udover sin kone Doris (Frances McDormand), som er den eneste person han virkelig har holdt af. Faktisk var grunden til hans kone ville giftes med ham netop af den grund at han ikke sagde meget. Ed er menlig ikke typen der bare lukker en masse ubetydeligt lort ud.
Efter mordet på sin kones elsker Big Dave (James Gandolfini) og Doris' eget selvmord, bryder Ed's verden fuldstændig sammen. Ensomheden begynder at tage over, da Doris var den eneste person der nogensinde have elsket og accepteret ham som han var. Ed begynder at føle sig usynlig, et spøgelse simpelthen som en mand der ikke er der. Ed finder dog hurtigt trøst hos vennen Walters unge datter Birdy (Scarlett Johannson) som han finder ud af har et meget stort musikalsk talent. Ed beslutter sig for at hjælpe Birdy med sit talent og en mulig karriere inden for musikken. Dette giver Ed en stolthed som han ikke har følt før, her har han nemlig fået chancen for at virkelig hjælpe en person til et bedre liv. Ed knytter et tæt venskab med Birdy, og hun er den person Ed snakker mest med i hele filmen. Selv med hans egen kone Doris var der ingen dybere samtaler.
Gennem hele filmen fastholder Billy Bob Thornton et næsten helt udtryksløst ansigt, der netop skal understrege den stille person Ed er, men også den meget lyttende og tænkende person. Ed er storryger, og jeg tror ikke man nogensinde ser ham uden en cigaret i munden. Røgen fra cigaretten og den sort hvide dunkle kameraføring giver Billy Bob Thorntons udtryksløse ansigt et slags Bogart look, der lige netop får filmen til at føles som en film noir, men som samtidig understreger Eds personlighed.
Brugen af musik fra bl.a Mozart og Beethoven blandet sammen med Carter Burwells dunkle og nedtonet score, gør filmen bare mere mystisk og hjælper også til at forstå hovedpersonens handlinger mere tydeligt. Dette giver også filmen det rette feel og look som en film noir skal have. Det er meget tydeligt at musikken i en Coen film betyder meget og der bliver tænkt nøje over hvordan og hvor den skal bruges.
Med The Man Who Wasn't There har Coen brødrene skabt en virkelig intelligent og godt skrevet film noir, som ikke mange filmskabere ville kunne være i stand til at lave i dag.
PS: Undskyld hvis min anmeddelse virker lidt rodet, men jeg er ikke så god til det.
Et mystrium, en mand i knibe, den ydre facade hvor alt syntes at være stille og roligt, den næsten toneløse og neddæmpet fortæller (narration).
Filmens hovedperson Ed Crane, som spilles af den fantastiske Billy Bob Thornton, er en stille mand med meget få ord og prøver at holde sig for sig selv. Dermed menes ikke at Ed er en genert type, tværtimod kan Ed godt lide det sådan. Ed har ikke mange venner udover sin kone Doris (Frances McDormand), som er den eneste person han virkelig har holdt af. Faktisk var grunden til hans kone ville giftes med ham netop af den grund at han ikke sagde meget. Ed er menlig ikke typen der bare lukker en masse ubetydeligt lort ud.
Efter mordet på sin kones elsker Big Dave (James Gandolfini) og Doris' eget selvmord, bryder Ed's verden fuldstændig sammen. Ensomheden begynder at tage over, da Doris var den eneste person der nogensinde have elsket og accepteret ham som han var. Ed begynder at føle sig usynlig, et spøgelse simpelthen som en mand der ikke er der. Ed finder dog hurtigt trøst hos vennen Walters unge datter Birdy (Scarlett Johannson) som han finder ud af har et meget stort musikalsk talent. Ed beslutter sig for at hjælpe Birdy med sit talent og en mulig karriere inden for musikken. Dette giver Ed en stolthed som han ikke har følt før, her har han nemlig fået chancen for at virkelig hjælpe en person til et bedre liv. Ed knytter et tæt venskab med Birdy, og hun er den person Ed snakker mest med i hele filmen. Selv med hans egen kone Doris var der ingen dybere samtaler.
Gennem hele filmen fastholder Billy Bob Thornton et næsten helt udtryksløst ansigt, der netop skal understrege den stille person Ed er, men også den meget lyttende og tænkende person. Ed er storryger, og jeg tror ikke man nogensinde ser ham uden en cigaret i munden. Røgen fra cigaretten og den sort hvide dunkle kameraføring giver Billy Bob Thorntons udtryksløse ansigt et slags Bogart look, der lige netop får filmen til at føles som en film noir, men som samtidig understreger Eds personlighed.
Brugen af musik fra bl.a Mozart og Beethoven blandet sammen med Carter Burwells dunkle og nedtonet score, gør filmen bare mere mystisk og hjælper også til at forstå hovedpersonens handlinger mere tydeligt. Dette giver også filmen det rette feel og look som en film noir skal have. Det er meget tydeligt at musikken i en Coen film betyder meget og der bliver tænkt nøje over hvordan og hvor den skal bruges.
Med The Man Who Wasn't There har Coen brødrene skabt en virkelig intelligent og godt skrevet film noir, som ikke mange filmskabere ville kunne være i stand til at lave i dag.
PS: Undskyld hvis min anmeddelse virker lidt rodet, men jeg er ikke så god til det.
14/02-2006
