Det evige barn bliver far
5.0
De belgiske filmbrødre Dardenne fik guldpalmerne for denne film. Det kan diskuteres om filmen fortjener denne hæder fra Cannes, men det er indiskutabelt, at filmen rummer en masse kvaliteter, som få andre opnår.
Ikke mindst realismen i denne film er fantastisk. Dardenne brødrene er kendt for deres socialrealistiske indhold og deres realistiske stil. Det er så sandelig en stor bedrift at gøre publikum sympatisk overfor en lus af en karakter, der gør så mange usympatiske og utilgivelige ting i løbet af filmen.
I starten er vi bestemt heller ikke sympatiske overfor Bruno (Jeremie Renier), der lever på gaden af at få børn til at stjæle ting for sig. Hans kæreste, Sonia (nykommer Deborah Francois), har født en søn, og i åbningen af filmen ser vi hende forsøge at finde Bruno, der ikke har besøgt hende på hospitalet. Han kan håndtere sin rolle som far. Han er et evigt barn, der lever af at sælge sin sjæl fra sin mobiltelefon. Da han får at vide, at nogle folk vil betale store summer for et spædbarn, slår han til.
I starten tænkte jeg, at det nok var for det bedste, da de to virkede ude af stand til at opdrage et barn. Barnet ville nok ende som de børn Bruno brugte til at stjæle for ham. De to nye forældre virkede som ansvarsløse børn, der selv ikke kunne tage ansvar for dem selv. Se blot scenen hvor Sonia for sjov bider Bruno i hånden, mens han kører i bil. Men da Bruno fortæller Sonia, hvad han har gjort med barnet, er hendes reaktion ganske naturligt ikke afslappet.
Bruno forsøger at rette sine fejl, at tage det ansvar som han aldrig har kunne tage før. Men det er ikke let, når systemet frastøder frem for at støtte, og når folk på gaden ikke er glade for at miste penge på en handel gået i vasken. Jeremie Renier er måske lidt for gammel til sin rolle, men Dardennes intime billeder og hans eget fremragende skuespil gør ham ikke bare overbevisende, men også ufatteligt sørgelig, når vi ser ham kæmpe mod sig selv.
Samtidig med dramaet er denne film et billede af et koldt og ensomt miljø. Biler kører hele tiden støjende forbi vores karakterer uden at ænse deres eksistens. Det er modigt gjort af Dardenne brødrene at sætte linsen på de steder i Europa, hvor det gør mest ondt. Dardenne brødrenes nye form for socialrealisme handler dog ikke blot om miljø, men ligeså meget som de individuelle eksistenser og skæbner i miljøet. Denne film handler om den menneskelige tilstand uden omsvøb. Koldt og kontant.
Ikke mindst realismen i denne film er fantastisk. Dardenne brødrene er kendt for deres socialrealistiske indhold og deres realistiske stil. Det er så sandelig en stor bedrift at gøre publikum sympatisk overfor en lus af en karakter, der gør så mange usympatiske og utilgivelige ting i løbet af filmen.
I starten er vi bestemt heller ikke sympatiske overfor Bruno (Jeremie Renier), der lever på gaden af at få børn til at stjæle ting for sig. Hans kæreste, Sonia (nykommer Deborah Francois), har født en søn, og i åbningen af filmen ser vi hende forsøge at finde Bruno, der ikke har besøgt hende på hospitalet. Han kan håndtere sin rolle som far. Han er et evigt barn, der lever af at sælge sin sjæl fra sin mobiltelefon. Da han får at vide, at nogle folk vil betale store summer for et spædbarn, slår han til.
I starten tænkte jeg, at det nok var for det bedste, da de to virkede ude af stand til at opdrage et barn. Barnet ville nok ende som de børn Bruno brugte til at stjæle for ham. De to nye forældre virkede som ansvarsløse børn, der selv ikke kunne tage ansvar for dem selv. Se blot scenen hvor Sonia for sjov bider Bruno i hånden, mens han kører i bil. Men da Bruno fortæller Sonia, hvad han har gjort med barnet, er hendes reaktion ganske naturligt ikke afslappet.
Bruno forsøger at rette sine fejl, at tage det ansvar som han aldrig har kunne tage før. Men det er ikke let, når systemet frastøder frem for at støtte, og når folk på gaden ikke er glade for at miste penge på en handel gået i vasken. Jeremie Renier er måske lidt for gammel til sin rolle, men Dardennes intime billeder og hans eget fremragende skuespil gør ham ikke bare overbevisende, men også ufatteligt sørgelig, når vi ser ham kæmpe mod sig selv.
Samtidig med dramaet er denne film et billede af et koldt og ensomt miljø. Biler kører hele tiden støjende forbi vores karakterer uden at ænse deres eksistens. Det er modigt gjort af Dardenne brødrene at sætte linsen på de steder i Europa, hvor det gør mest ondt. Dardenne brødrenes nye form for socialrealisme handler dog ikke blot om miljø, men ligeså meget som de individuelle eksistenser og skæbner i miljøet. Denne film handler om den menneskelige tilstand uden omsvøb. Koldt og kontant.
19/03-2006
