I, product placement

3.0
"I Robot" er ok underholdning men når det så er sagt er der også mange ting som denne film lider under. Man ta'r den aldrig helt alvorligt, dertil er der for mange drengerøvs-replikker og scener ligesom i "Mission Impossible 2" og de nye James Bond film ( her tænker jeg specielt på scener kørt i slow hvor hovedpersonen flyver af motorcyklen og i luften skyder på fjenden, hvilket så afsluttes med et vellykket rullefald ). Der er bestemt intet galt med rappe-replikker og macho-action, men der er også en mere seriøs side af "I Robot" ( mennesket mod teknologien som set i mange andre film ) og det er denne blanding som ikke helt fungere.

Will Smith spiller jo altid sig selv det ved vi, men bedre bli'r det ikke med Bridget Moynahan's rolle. Hun bliver aldrig andet end et sidekick, skønt hun ellers spiller meget intelligent videnskabs-kvinde ansat i Chicago's mest berømte firma i år 2035, leverandør af I Robots.

Det værste er nok alle de firmaer som lige skal have vist deres produkter i løbet af filmen, noget sikkert har været en nødvendighed hvis projektet skulle blive til noget, men man bliver bare let revet ud af filmen's univers når der konstant zoomes ind på Audi og JVC anlæg. Converse-skoene er næsten det værste, de er flere gange skrevet direkte ind i manuskriptet for bedre fokus og det er for tykt.

Når man tænker på "The Crow" og "Dark City" så er "I Robot" Alex Proyas' dårligste film, men er man bare til sci-fi film uden den store fordybelse så underholder den.
I, Robot