Selvværd og cykler
5.0
Vittorio De Sica blev hyldet for i ”Ladri de Biciclette” ("Cykeltyven") at have lavet noget af det bedste den italienske neorealisme har bragt. Det gælder lige fra Japan, hvor han vandt Kinema Junpos pris for bedste udenlandske film, i Danmark en Bodil-pris for samme, en Golden Globe fra USA, og den blev kåret til bedste udenlandske film af New Yorks kritikere. Og ikke nok med det: Det er også en god film.
De Sicas forsøg på igennem film at fortælle en historie om rigtige mennesker i realistiske situationer og i troværdige miljøer opfylder flere af disse ambitioner, og samtidig er det ganske enkelt en rørende og smuk fortælling. I Rom efter krigen står Antonio Ricci (Lamberto Maggiorani, De Sica brugte for realismens skyld kun amatører) som tusindvis af andre uden job. Familien bestående af Antonios kone Maria (Lianella Carell), knægten Bruno (Enzo Staiola) og Marias nyfødte barn (Jesus? Nja, denne Maria ligner ingen jomfru) forsørges af velfærdschecken, hvilket ikke er meget. Så Antonio og familien bliver ovenud lykkelige, da han tilbydes et job, hvor han for en lav (men for ham en stor) løn hænger plakater med glamourøse Rita Hayworth i ”Gilda” op.
Allerede i den første scene, hvor Antonio tilbydes sit job, blottes samfundskritikken i filmen. Snesevis af byggearbejdere klager over, at de ikke tilbydes noget job på grund af, at systemet har kategoriseret dem som byggearbejdere. Flere af dem har tilmed på forhånd en cykel, hvilket jobbet kræver. Antonio har ingen cykel, men til gengæld har han en handlekraftig kone i Maria, der uden tøven sælger familiens lagner og sengetøj, så der en cykel kan købes. Bruno bliver ellevild over den nye cykel, som han straks pudser og plejer, og Antonio bliver stolt og lykkelig over at kunne være en rigtig far overfor sin søn og ægtemand for sin hustru. En ægte mand med et ægte arbejde.
Og så sker det, der må ske i denne langt fra perfekte verden. Cyklen, der er nøglen til Antonios lykke og selvværd, stjæles første dag på arbejdet. Antonio er så skuffet over sig selv, at han ikke kan få sig selv til at sige det til Bruno og Maria. De to finder selvfølgelig hurtigt ud af, hvad der er sket. Og med hjælp fra venner går Bruno og Antonio på jagt efter cyklen. En jagt, der bringer dem dybt ned i skidtet i Rom. Lurvede sortbørshandlere. Sky tiggere beder sig frem til en omgang suppe i kirken. Ind i de indre rum i bordelmutters hule. En jagt der driver Antonio ud i steder og situationer, hvor han ikke havde forestillet sig selv.
De Sica skaber til sidst et fabelagtigt og grusomt klimaks, hvor han i en ganske enkel, men samtidig nervepirrende og rystende scene blotlægger menneskelig natur. Og det er ikke noget kønt syn.
Filmen kan let sammenlignes med Kurosawas samtidige Noir, ”Norainu” ("Stray Dog"), hvor Mifune spiller en detektiv, der får stjålet sin pistol, og dykker ned i underverdenen for at få den og sit selvværd tilbage. Det, der gør ”Ladri” til en bedre film end denne ellers gode film, er skildringen af fader-søn forholdet mellem Bruno og Antonio. ”Ladri” bliver i kraft af dette forhold en noget dybere fortælling, der siger noget om faderroller, og hvad selvværd i det hele taget vil sige. For selv noget så personligt som selvværd er relateret til andre mennesker.
Realismen i denne film går nemlig ikke kun på den realistiske skildring af omgivelserne, samfundet, situationerne, men også på en realistisk skildring af hvad det vil sige at være menneske. Og det er dette, der gør denne film fremragende.
De Sicas forsøg på igennem film at fortælle en historie om rigtige mennesker i realistiske situationer og i troværdige miljøer opfylder flere af disse ambitioner, og samtidig er det ganske enkelt en rørende og smuk fortælling. I Rom efter krigen står Antonio Ricci (Lamberto Maggiorani, De Sica brugte for realismens skyld kun amatører) som tusindvis af andre uden job. Familien bestående af Antonios kone Maria (Lianella Carell), knægten Bruno (Enzo Staiola) og Marias nyfødte barn (Jesus? Nja, denne Maria ligner ingen jomfru) forsørges af velfærdschecken, hvilket ikke er meget. Så Antonio og familien bliver ovenud lykkelige, da han tilbydes et job, hvor han for en lav (men for ham en stor) løn hænger plakater med glamourøse Rita Hayworth i ”Gilda” op.
Allerede i den første scene, hvor Antonio tilbydes sit job, blottes samfundskritikken i filmen. Snesevis af byggearbejdere klager over, at de ikke tilbydes noget job på grund af, at systemet har kategoriseret dem som byggearbejdere. Flere af dem har tilmed på forhånd en cykel, hvilket jobbet kræver. Antonio har ingen cykel, men til gengæld har han en handlekraftig kone i Maria, der uden tøven sælger familiens lagner og sengetøj, så der en cykel kan købes. Bruno bliver ellevild over den nye cykel, som han straks pudser og plejer, og Antonio bliver stolt og lykkelig over at kunne være en rigtig far overfor sin søn og ægtemand for sin hustru. En ægte mand med et ægte arbejde.
Og så sker det, der må ske i denne langt fra perfekte verden. Cyklen, der er nøglen til Antonios lykke og selvværd, stjæles første dag på arbejdet. Antonio er så skuffet over sig selv, at han ikke kan få sig selv til at sige det til Bruno og Maria. De to finder selvfølgelig hurtigt ud af, hvad der er sket. Og med hjælp fra venner går Bruno og Antonio på jagt efter cyklen. En jagt, der bringer dem dybt ned i skidtet i Rom. Lurvede sortbørshandlere. Sky tiggere beder sig frem til en omgang suppe i kirken. Ind i de indre rum i bordelmutters hule. En jagt der driver Antonio ud i steder og situationer, hvor han ikke havde forestillet sig selv.
De Sica skaber til sidst et fabelagtigt og grusomt klimaks, hvor han i en ganske enkel, men samtidig nervepirrende og rystende scene blotlægger menneskelig natur. Og det er ikke noget kønt syn.
Filmen kan let sammenlignes med Kurosawas samtidige Noir, ”Norainu” ("Stray Dog"), hvor Mifune spiller en detektiv, der får stjålet sin pistol, og dykker ned i underverdenen for at få den og sit selvværd tilbage. Det, der gør ”Ladri” til en bedre film end denne ellers gode film, er skildringen af fader-søn forholdet mellem Bruno og Antonio. ”Ladri” bliver i kraft af dette forhold en noget dybere fortælling, der siger noget om faderroller, og hvad selvværd i det hele taget vil sige. For selv noget så personligt som selvværd er relateret til andre mennesker.
Realismen i denne film går nemlig ikke kun på den realistiske skildring af omgivelserne, samfundet, situationerne, men også på en realistisk skildring af hvad det vil sige at være menneske. Og det er dette, der gør denne film fremragende.
14/04-2006
