Som En Italiensk Opera

Tennislæreren Chris (Meyers) har succes i de finere kredse og gifter sig med millionæren Alec’s (Cox) datter (Mortimer). Men i virkeligheden begærer han hendes brors (Goode) kæreste (Johansson) og de indleder en affære, der med tiden får fatale følger.

Atypisk og alvorsfuld, men særdeles vellykket Woody Allen film, hvor han bevæger sig væk fra de mere underfundige små komedier han normalt instruerer. Ikke at filmen er uden humor, for det er den så absolut ikke, men det er en anderledes seriøs og illuderende tone der ligger gemt i den her og temaet er alt andet end morsomt. Under filmen begynder man at undre sig over valget af underlægningsmusik, italiensk opera hovedsagligt af Giuseppe Verdi. Men som handlingen skrider frem begynder tingene at falde på plads og man forstår hvorfor. Vi er ganske simpelt vidner til en historie så tragisk som netop en italiensk opera, men uden den forlorne overdramatisering og patosfyldte stemning. Det er et dæmpet drama om store følelser og hjerteskærende beslutninger, hvor lidenskab, fristelse og besættelse (som der meget rammende står på plakaten) misleder et menneske i en sådan grad, at han ender med at sælge sin sjæl og til højeste pris.

Allen åbner sin film med en lille genistreg, hvor vi ser en tennisbold danse på kanten af nettet og hører hovedpersonen fortælle at forskellen på om bolden falder til den ene eller anden side, kan betyde forskellen på nederlag og sejr. En metafor der trækkes en rød tråd til senere i filmen og skal komme til at definere og repræsentere dens tema, helt frem til slutningen, hvor Chris til evig tid har tabt, uanset hvordan man vender og drejer det.

Den spændende historie om fortabelse, der er skrevet af Allen selv, holdes i et roligt tempo, hvor karakterfuldt og intens skuespil og begavede replikker står stærkt i centrum og får lov til at udfolde sig, så personerne træder frem i et nuanceret billede af en gruppe mennesker. Særligt imponerer det unge talent Meyers i en psykisk krævende hovedrolle, om et mennesker der langsomt krakelere indvendig. Hans overgang fra charmerende viljefast ung mand, til et desperat ynkværdigt menneske, er både smukt, gribende og foruroligende. Også den evigt skønne Johansson skal fremhæves som den udadtil ranke Nola, en skuespiller uden job, der indvendig er et skrøbeligt menneske på håbløst jagt efter omsorg og et tilhørsforhold i livet. Som den naive Chloe, der gifter sig med Chris, skal Mortimer også nævnes for sit portræt af en sårbar kvinde, for hvem lidenskab står som et praktisk redskab til at stifte familie og leve et borgenligt liv. Teknisk er filmen holdt i et stilfuldt og klassisk snit, hvor den smukke og enkle billeside af Remi Adefarasin, elegant etablerer baggrunden for vore personer og det miljø de færdes i.

Med ”Match Point” har Woody Allen ifølge mig, således skabt en af sine bedste film i lang tid. Den er gennemført på alle planer. Det er et psykologisk drama af den slags der sætter sig fast i ens sind og vokser. Den er et både underholdende og tankevækkende værk, chokerende i dens illusionsløse skildring af illusionernes kræfter og mennesker og naturalistisk barsk i dens kulmination i udstillingen af menneskeligt forfald. Det er en film man ikke skal snyde sig selv for, det er anbefalelsesværdig filmkunst for feinschmeckere.

Til slut skal det nævnes at Woody Allen for en gangs skyld ikke er med i sin egen film, der skiller sig ud fra mange af hans andre, men under overfalden alligevel beskæftiger sig med mennesker indefra. Filmen er desuden optaget i England og ikke i USA og New York hvor Allen normalt plejer at boltre sig.