Underholdende Wayne Standard

4.0
Lige løsladt fra fængsel, vender Taw Jackson (Wayne) tilbage til byen hvor den ranch han engang ejede lå, og som nu er blevet overtaget af en grisk forretningsmand. Denne hyrer en revolvermand (Douglas) til at skyde Jackson, men de har begge andre planer.

Karakteristisk og konservativ, men mægtigt underholdende John Wayne standard, der ikke skiller sig meget ud fra mange af de andre westerns han medvirkede i på dette sene tidspunkt af sin karriere. Der er intet særligt ved den, der er ikke meget af John Ford’s pionerånd over den og ej heller meget af Howard Hawks’ fortællinger om venskaber i hårde tider (selv om den er tættere på dette end på Ford), mens den er milevidt fra de langt mere kontroversielle og hårdkogte spagettiwesterns der langsomt var begyndt at få stor indflydelse på genren. Der er heller intet særligt ved persontegningen, Wayne’s rolle minder om den samme som han har haft utallige gange og de fleste andre skal blot udfylde og befolke miljøet, inklusiv skurken, selv om der er et par ”tegninger” til noget mere. Mest interessant er Douglas’ tvetydige karakter, hvor man ikke er helt sikker på om han kunne finde på at skyde Wayne for pengenes skyld, men det stikker ikke så dybt igen.

Alligevel er ”The War Wagon” absolut ikke dårlig, den fungerer glimrende som actionfyldt, spændende, solid og også morsom underholdning. Den er medrivende nok til et par gode timer, så den opfylder det den er produceret for, den er teknisk og fortællermæssigt fint lavet og har et godt cast, der uden de behøver spille meget kan holde en fanget.
Panserdilligencen