Malicks nye filmverden
5.0
Spoilers
Terrence Malicks fjerde film i sin karriere, der startede med ”Badlands” i 1973, skuffer absolut ikke. Dette er en film, der er svær at sætte ord på. Det er nemlig ingen traditionel film med en traditionelt fortalt narrativ. Man sidder med billederne fra de næsten uberørte grønne skove og klare flodbredder i Virginia fra starten af 1600-tallet i baghovedet. Og billeder af den unge indianernymfe (Q'Orianka Kilcher), der både formår at være sig selv og samtidig være fuldkommen et med sine omgivelser uanset, hvor hun er.
Billederne er bjergtagende. Det er billeder, fornemmelser, følelser, der dominerer denne film frem for fortælling og dramatisering. Filmen udtrykker nogle gange hovedpersonernes uudtalte tanker og ønsker igennem billeder alene. Mange klip og bevægende kameraer. Hurtigt ind i en situation ind i en anden, uden at det er forvirrende. Andre gange blandes udtalt poesi sammen med billederne. Filmen forsøger at finde sin rod i indianernes opfattelse af omgivelserne, i naturen selv. Ikke i den systematiske genredikterede fortælling.
Malick forsøger at undgå at forvrænge sin film igennem fastlåst tradition og system. Dermed er menneske og natur både elementer i filmens stil såvel som indhold. Filmen handler nemlig om de britiske kolonister i Virginia og deres møde med denne nye verden og de indfødte. Fra første færd planlægges der militært strategisk, og træer fældes, og civilisation bygges. Der går ikke lang tid før den første indfødte skydes, og der går heller ikke lang tid, før maden begynder at slippe op.
Kaptajn John Smith (Colin Farrel) sidder fra starten i brummen for at være kritisk, men han slippes fri, da de når land. Til gengæld sendes han senere ud på en ekspedition til en stor by de indfødte har. Da han siger, at de ikke har planer om at vende bort, bliver lederen/kongen ikke ligefrem glad, men datteren kaster sig over Smith, da han skal henrettes. Smith kommer efterfølgende tæt på de indfødtes liv og specielt på hende. Dog må Smith vende tilbage til kolonien, der nu er blevet helvede af desperate sultne englændere.
Civilisation viser sit absurde, grimme fjæs her, hvor folk graver efter guld, selv når der ingen mad er, og hvor folk kommer op at skændes over datoen. Altimens længes Smith efter det paradis, han havde med den indfødte pige. Han vælges som leder for kolonien, men han og Pocahontas kan ikke afværge en konflikt mellem deres folk. Pocahontas udvises fra sit hjem, og senere sendes Smith hjem til England, hvorefter filmen drejer over på Pocahontas' videre liv med den engelske aristokrat John Rofle (Christian Bale). Et forhold der leder til hendes besøg af det engelske hof, og et videre skridt i hendes indlemmelse i den gamle verden.
Filmen slutter på trods af hendes unge død i en positiv tone, da hun stadig har sin moder natur i de ellers supertrimmede engelske haver. Mennesket har ikke mistet sin naturlige sjæl. Vi har måske blot fået sværere ved at få øje på den. Så er det godt, at en mand som Malick engang imellem kan pege kameraet i den rigtige retning.
Terrence Malicks fjerde film i sin karriere, der startede med ”Badlands” i 1973, skuffer absolut ikke. Dette er en film, der er svær at sætte ord på. Det er nemlig ingen traditionel film med en traditionelt fortalt narrativ. Man sidder med billederne fra de næsten uberørte grønne skove og klare flodbredder i Virginia fra starten af 1600-tallet i baghovedet. Og billeder af den unge indianernymfe (Q'Orianka Kilcher), der både formår at være sig selv og samtidig være fuldkommen et med sine omgivelser uanset, hvor hun er.
Billederne er bjergtagende. Det er billeder, fornemmelser, følelser, der dominerer denne film frem for fortælling og dramatisering. Filmen udtrykker nogle gange hovedpersonernes uudtalte tanker og ønsker igennem billeder alene. Mange klip og bevægende kameraer. Hurtigt ind i en situation ind i en anden, uden at det er forvirrende. Andre gange blandes udtalt poesi sammen med billederne. Filmen forsøger at finde sin rod i indianernes opfattelse af omgivelserne, i naturen selv. Ikke i den systematiske genredikterede fortælling.
Malick forsøger at undgå at forvrænge sin film igennem fastlåst tradition og system. Dermed er menneske og natur både elementer i filmens stil såvel som indhold. Filmen handler nemlig om de britiske kolonister i Virginia og deres møde med denne nye verden og de indfødte. Fra første færd planlægges der militært strategisk, og træer fældes, og civilisation bygges. Der går ikke lang tid før den første indfødte skydes, og der går heller ikke lang tid, før maden begynder at slippe op.
Kaptajn John Smith (Colin Farrel) sidder fra starten i brummen for at være kritisk, men han slippes fri, da de når land. Til gengæld sendes han senere ud på en ekspedition til en stor by de indfødte har. Da han siger, at de ikke har planer om at vende bort, bliver lederen/kongen ikke ligefrem glad, men datteren kaster sig over Smith, da han skal henrettes. Smith kommer efterfølgende tæt på de indfødtes liv og specielt på hende. Dog må Smith vende tilbage til kolonien, der nu er blevet helvede af desperate sultne englændere.
Civilisation viser sit absurde, grimme fjæs her, hvor folk graver efter guld, selv når der ingen mad er, og hvor folk kommer op at skændes over datoen. Altimens længes Smith efter det paradis, han havde med den indfødte pige. Han vælges som leder for kolonien, men han og Pocahontas kan ikke afværge en konflikt mellem deres folk. Pocahontas udvises fra sit hjem, og senere sendes Smith hjem til England, hvorefter filmen drejer over på Pocahontas' videre liv med den engelske aristokrat John Rofle (Christian Bale). Et forhold der leder til hendes besøg af det engelske hof, og et videre skridt i hendes indlemmelse i den gamle verden.
Filmen slutter på trods af hendes unge død i en positiv tone, da hun stadig har sin moder natur i de ellers supertrimmede engelske haver. Mennesket har ikke mistet sin naturlige sjæl. Vi har måske blot fået sværere ved at få øje på den. Så er det godt, at en mand som Malick engang imellem kan pege kameraet i den rigtige retning.
05/05-2006
