- Femme Fatalens endeligt -

Grundlaget for film noir-genren, Bogarts gennembrud og ikke mindst en af filmhistoriens mest hædrede værker. ”The Maltese Falcon” har unægtelig noget at leve op til for fremtidens publikum, men noget tyder på, at den fortsat vil blive ved med at smelte filmhjerter verden over – det er og bliver en djævelsk god film.

Den knivskarpe og tempofyldte dialog er nok filmens bedste egenskab, og det er da også det ualmindeligt veldrejede manuskript, der skaber filmen. Og når man så samtidig har sat Mr. Cool alias Humphrey Bogart til at tage sig af de gyldne ord, så er man immervæk godt på vej. Dette er absolut en af hans mest mindeværdige præstationer, og man kan ganske enkelt ikke forestille sig filmen uden Bogart. Men sådan er det vel med de fleste Bogart-film – ingen kunne fylde lærredet ud som ham.

Filmens tempo er således fremragende, og for sin tid nærmest utænkeligt, og de mange ”twist and turns” i den ellers forholdsvis simple handling er med til at gøre filmen helt utrolig medrivende. Det er så elegant og begavet strikket sammen, at man bliver nødt til at knæle i støvet.

Den gådefulde stemning, som filmen besidder, er desuden glimrende og ikke mindst betagende. Og selvom man til enhver tid ville stille sig tilfreds med filmen ”blot” som en snu og elegant krimi, så krones værket lige til sidst med en banebrydende anti-lovestory, hvor bedrag og følelser krydser klinger i stor stil. En af filmhistoriens bedste afslutningsscener, måske kun lige overgået af ”Casablanca”, som paradoksalt nok har ”lånt” sin fra netop ”The Maltese Falcon”. Blot endnu en genistreg i denne på alle måder pragtfulde film.