Grotesk Vold I Postapokalyptisk Actionfilm
5.0
Den tidligere politimand Max (Miller) driver omkring i ødemarken, hvor bander hærger og slår hinanden ihjel for en tankfuld benzin. Han ankommer til et fort, hvor en gruppe mennesker forskanser sig og prøver at bekæmpe netop en af de bander, der vil have fingre i deres store mængder benzin og bliver blandet ind i kampen.
Andel del af den postapokalyptiske voldsfilm om enspænderen Max, der efter at have mistet kone og barn ved et brutalt overfald, har opgivet et normalt liv, satte i sin tid en ny standard for at skrue actionscener sammen. Tillige blev den startskuddet til et utal af, ofte dårlige efterligninger, hvor rockere og lignende i latterligt overdimensioneret outfits bekæmpede diverse groteske helte i diskutable voldsforherligende film, der altid foregik efter en atomkrig. Men ”Mad Max 2” er den ægte vare og en kvalitativ en af slagsen, trods de typisk tidlig punk 80’er inspirerede kostumer og indfald, der kan virke en anelse dateret og barokke i vore dage. Den regnes også af mange for bedre en den første film, hvad jeg så ikke finder rigtigt. Den har indrømmet mere og bedre action og den holder et højt tempo og bruger ikke tid på unødige side-historier, der skæres ind til benet i hvad en actionfilm drejer sig om. Jeg kunne så godt lide den mere subjektive indgangsvinkel til emnet som første film havde, hvor Max handlede af meget personlige årsager og hvor hævnen blev motivet til hans gerninger, frem for her hvor han indimellem lidt uklart bare handler. Der er selvfølgelig et usagt og måske også ubevidst dødsønske, efter at Max have mistet alt og det kan være en pointe i forhold til forrige film og går fint i tråd med karakterens udvikling. Det bliver bare ikke så subtilt spændende som første film.
Det lykkes så rigtigt godt for instruktør Miller at skabe en medrivende og fascinerende historie, bygget op som en klassisk western, ud af det spinkle præmis som handlingen hviler på, hvor spændingskurven stiger og stiger og ender i et fantastisk klimaks, hvor en lang og underholdende biljagt eksemplarisk viser hvor meget man kan få ud af så lidt.
Gibson er stadig velvalgt i hovedrollen og virker som skuespiller mere sikker på sine afgrænsede virkemidler end tidligere, så selv om der egentlig ikke er meget spil, så får han det optimale ud af rollen og skaber på den måde en mytisk kultfigur og tragisk antihelt. Teknisk er filmen også et skridt fremad. Klipningen er god, kameraarbejdet fint og actiondelen er gennemført bestialsk, flot lavet og så er der rigeligt af den til at den burde tilfredsstille enhver med forkærlighed til den slags. Af den årsag kommer del to her op på siden af del et, men den overgår den ikke.
Den dag i dag er den australske ”Mad Max 2” så absolut et kig værd og leverer varen, hvis man søger hårdkogt ramasjang, hvor hensyntagen til poleret korrektheder ikke er tilstede, noget man ofte ser en lidt kedelig tendens til i mange amerikanske film i genren.
Efterfølges af ”Mad Max Beyond Thunderdome”.
Andel del af den postapokalyptiske voldsfilm om enspænderen Max, der efter at have mistet kone og barn ved et brutalt overfald, har opgivet et normalt liv, satte i sin tid en ny standard for at skrue actionscener sammen. Tillige blev den startskuddet til et utal af, ofte dårlige efterligninger, hvor rockere og lignende i latterligt overdimensioneret outfits bekæmpede diverse groteske helte i diskutable voldsforherligende film, der altid foregik efter en atomkrig. Men ”Mad Max 2” er den ægte vare og en kvalitativ en af slagsen, trods de typisk tidlig punk 80’er inspirerede kostumer og indfald, der kan virke en anelse dateret og barokke i vore dage. Den regnes også af mange for bedre en den første film, hvad jeg så ikke finder rigtigt. Den har indrømmet mere og bedre action og den holder et højt tempo og bruger ikke tid på unødige side-historier, der skæres ind til benet i hvad en actionfilm drejer sig om. Jeg kunne så godt lide den mere subjektive indgangsvinkel til emnet som første film havde, hvor Max handlede af meget personlige årsager og hvor hævnen blev motivet til hans gerninger, frem for her hvor han indimellem lidt uklart bare handler. Der er selvfølgelig et usagt og måske også ubevidst dødsønske, efter at Max have mistet alt og det kan være en pointe i forhold til forrige film og går fint i tråd med karakterens udvikling. Det bliver bare ikke så subtilt spændende som første film.
Det lykkes så rigtigt godt for instruktør Miller at skabe en medrivende og fascinerende historie, bygget op som en klassisk western, ud af det spinkle præmis som handlingen hviler på, hvor spændingskurven stiger og stiger og ender i et fantastisk klimaks, hvor en lang og underholdende biljagt eksemplarisk viser hvor meget man kan få ud af så lidt.
Gibson er stadig velvalgt i hovedrollen og virker som skuespiller mere sikker på sine afgrænsede virkemidler end tidligere, så selv om der egentlig ikke er meget spil, så får han det optimale ud af rollen og skaber på den måde en mytisk kultfigur og tragisk antihelt. Teknisk er filmen også et skridt fremad. Klipningen er god, kameraarbejdet fint og actiondelen er gennemført bestialsk, flot lavet og så er der rigeligt af den til at den burde tilfredsstille enhver med forkærlighed til den slags. Af den årsag kommer del to her op på siden af del et, men den overgår den ikke.
Den dag i dag er den australske ”Mad Max 2” så absolut et kig værd og leverer varen, hvis man søger hårdkogt ramasjang, hvor hensyntagen til poleret korrektheder ikke er tilstede, noget man ofte ser en lidt kedelig tendens til i mange amerikanske film i genren.
Efterfølges af ”Mad Max Beyond Thunderdome”.
03/06-2006
