"I gave birth to the 20th Century"

5.0
From Hell er instrueret af Hughes–brødrene; Albert og Allen, hvis tidligere bedrifter har budt på Menace II Society og Dead Presidents. From Hell er lidt af et karrierespring for de to ovennævnte, men overordnet set slipper de nogenlunde acceptabelt fra det.

From Hell, der er fra 2001, er den seneste version eller fortolkning af den legendariske og faktuelt baserede historie om den sagnomspundne morder; Jack the Ripper.
En historie, der har formået at både skræmme og fascinere generation på generation i langt over et århundrede.

Filmen her præsenterer Jack the Ripper–sagen som værende en særdeles omfattende sammensværgelse, der strækker sig fra de øverste samfundslag til de nederste og involverer såvel politiet, frimurerlogen, det engelske kongehus, det medicinske etablissement som aspektet omkring jødeforfølgelsen i 1800-tallets London.

I det victorianske London slagter en ondskabsfuld morder de prostituerede i den fattige bydel Whitechapel, en mand der bliver kendt og frygtet under navnet Jack the Ripper.
Politiinspektør Abberline (Johnny Depp) gør det til sin personlige mission at fange The Ripper, men finder snart sig selv dybt involveret i forbrydelserne, der strækker sig højt og vidt i de britiske samfundslag.
Abberline er selv et opium-afhængigt og absint-drikkende psykisk medium, hvis visioner antageligt gør det muligt for ham at opnå en ”højere” indsigt i Ripper-sagen.

From Hell forekommer på billedsiden at være lidt af en mellemting imellem det decideret grumme og grove i de meget grafisk skildrede mord overfor det mere stilede og iøjnefaldende i Abberline’s visioner af mordene, noget der ligner en reel highlights-pakke fra hvert enkelt mord.
Faktisk er From Hell’s overordnede atmosfære mere dopet og skæv end drømmende, hvilket antyder at meget af handlingen finder sted i Abberline's omtågede hjerne.

From Hell præsenterer en acceptabel og velsagtens ganske plausibel løsning på Jack the Ripper–mysteriet, en opklaring af mysteriet der baseres på såvel historisk dokumenterede fakta som myte-relateret fiktion.

I sidste ende finder man nok aldrig frem til hvem eller hvorfor de prostituerede fra White Chapel blev myrdet på så bestialsk vis.
Der har siden hændelserne, og der vil sikkert for altid opstå nye spekulationer fordi emnet er så fascinerende, mytisk og mystisk.

4½ stjerne.
From Hell