Som En Gummi Torpedo

2.0
Politichefen Brody (Scheider) får mistanke om at endnu en haj er på spil i den lille badeby Amity. Selvfølgelig vil byens spidser ikke først lytte til ham og selvfølgelig får han ret.

Med den enorme succes som Spielberg’s ”Jaws” fik, så måtte der naturligvis komme en efterfølger før eller siden. Men hvor Spielberg’s film lykkes så kvalitativt på næsten alle områder og er en moden og gennemtænkt gyserfilm, så fejler den her på mange punkter.

Handlingen kan af gode grunde ikke undgå at blive en del tyndere og et stykke hen ad vejen en gentagelse, mens den tynges af en masse klicheer. Man har så prøvet mod slutningen at bevæge sig lidt i en anden retning og det er da prisværdigt. Desværre ender den som en af den slags overfladiske ”uansvarlige teenagere gider ikke lytte og må betale prisen for det” gyserfilm, som det er svært at holde af eller finde skræmmende, frem for blot irriterende og fornærmende.

Persongalleriet er hult og enfoldigt som i mange (andre) dårlige slashergysere og det er synd, for netop persongalleriet var noget af det der virkede så godt i forrige film og var med til at gøre den til en stor oplevelse. Scheider er en af filmens få lyspunkter og gør det stadig ret godt og man kan ikke underkende at filmen i enkelte øjeblikke rammer en fin stemning og har et par spændende momenter. Også John Williams musik fungerer stadig upåklageligt, selv om den selvsagt meget af tiden repeterer sit nervepirrende tema fra etteren.

Generelt er der dog ikke meget at rose denne søgte, overflødige og i sidste ende tåbeligt ligegyldige efterfølger for, selv om den er nydeligt lavet, hvis man kan leve med en haj der på mest latterlige vis som en torpedo, suser igennem vandet i en lige linie.

I forhold til hvad der skulle følge, så virker ”Jaws 2” dog næsten mesterlig. Efterfølges af ”Jaws 3” også kendt som ”Jaws 3-D”.
Dødens gab 2