Chokerende forening
6.0
Film om 11. september er noget jeg i den grad har været modstander af, for det virker kvalmende, at nogen skal tjene penge på så tragiske begivenheder. Men nu læste jeg virkeligt rosende anmeldelser af filmen, så jeg valgte at tage chancen og indløse billetten...
Et par timer senere tumlede jeg noget chokeret ud af biografen med en grum stemning i maven, og for den skyld i resten af kroppen... Ikke fordi jeg følte kvalme, men fordi der blev rørt ved noget undervejs, som ellers sjældent får opmærksomhed.
Den store problem med film som United 93 er, at der er overhængende fare for, at det hele ender i gang navlebeskuende selv-sentimentalt og narcissistisk vås om amerikansk pladder-patriotisme og selvopofrelse med præsidenten midt i det hele, så der er ikke er et øje tørt (eller - i mit tilfælde - en spand, der er tom...). Men det er netop her "United 93" har fat i den lange ende, for selv om det er en amerikansk historie, så er instruktøren netop ikke amerikaner.
Engelske Paul Greengrass har både skrevet og instrueret, og jeg må sige, det er en mand med sans for den gode historie. Jeg har tidligere skamrost hans forrige film "The Bourne Supremacy", der gjorde en historie om en udstødt amerikansk CIA-agent - der var i overhængende fare for at blive meget ordinær - til en yderst medrivende film. "United 93" minder derimod langt mere om hans tidligere "Bloody Sunday", der handlede om det britiske militærs overgreb mod demonstrerende nordirere i Derry i 1972. "United 93" er drejet helt efter samme opskrift og virker mere som en drama-dokumentar end en film, fordi Greengrass bruger helt enkle virkemidler til at "dramtisere" sin histore ved simpelthen at "afdramatisere" den. Det lyder måske meget paradoksalt, men som eksempel kan jeg nævne, at der stort set ingen musik er i filmen. Jo, de er lidt stemningsopbygning på meget få steder, men ingen fanfarer til at signalere heltemod eller dramatisk musik til at understrege en truende fare. For det kan man jo ikke få i den virkelige verden, og derfor heller ikke her. Det hjælper med til at gøre tilskueren til en medpassager på United 93, fordi vi - ganske som disse folk - heller ikke får nogle signaler fra instruktøren om, at nu kommer der noget spændende, farligt, romantisk, heroisk eller hvad man nu ellers kan signalere gennem musikken.
Det hele begynder ellers meget roligt, mens vi ser piloterne gennemgå de kedelige checks får take-off, hører stewardesserne overveje om de har sukker nok med på flyet, og alle den slags tåbelige banaliteter. Jeg var faktisk bekymret for, om Greengrass kunne få os til at føle noget for passagererne på United 93, når vi slet ikke kommer tæt på dem i begyndelsen. I denne slags film plejer man jo gerne at bygge sin historie omkring en lille gruppe mennesker, som man så kommer helt tæt på og får hele deres baggrund for at være på flyet, de problemer de slås med i deres liv og hverdag, etc. Men ikke her. Men det virker sjovt nok lige modsat af, hvad jeg ville have forventet, fordi det dermed bliver meget lettere for mig (eller enhver anden der læser denne anmeldelse), at være medpassager på flyet selv, fordi vi jo også ville helt åndsfraværende på turen og bekymre os mest om, hvorvidt sikkerhedsselen sidder rigtigt, eller hvilken mad personalet serverer på turen...
Det fungerer også fint, at skuespillerne er helt ukendte (okay, jeg har faktisk set Christian Clemenson - der er en af de mere fremtrædende passagerer - i andre ting før, men han er ikke noget stort navn), fordi vi så bare ser dem som helt almindelige mennesker på en flyrejse. Terroristerne er heller ikke som rødøjede satansyngel, men snarere som hunderæde og nervøse småfjolser, der er blevet vildledt og nu er helt derude, hvor de slet ikke kan bunde. Piloten blandt dem er faktisk så nervøs, at man næsten tror han vil afblæse det hele eller ødelægge aktionen. Jeg tror faktisk det billede er mere sandfærdigt, end det fjendebillede af behornede djævle, der spiser små børn, som den vestlige propaganda-maskine ellers gerne vil stopfodre os med. Ikke at jeg har nogen sympati for den slags folk (på nogen måde!), men et eller andet sted er de vel også mennesker, og det er i hvert fald det indtryk, som Greengrass efterlader mig med.
Vi forlader ellers helt og aldeles United 93, da selve aktionen for alvor går i gang. United 93 er nemlig forsinket i sin take-off, hvilket er tæt på at ødelægge det hele, fordi det første fly allerede er kapret før United 93 går i luften. Hele kapringsaktionen skildres gennem flylederne, der skal holde styr på lufttrafikken, og den er hudløst ærlig og barsk. Da de aner den første kapring er stemningen nærmest spøjs - "En flykapring? Nej, hvor sjovt... Det er sgu da noget tid siden..." Faktisk er de helt mistroiske overfor, hvad der sker, og er helt på bar bund, da et fly forsvinder fra radaren, mens CNN rapporterer om, at et mindre privatfly har ramt World Trade Center i New York. Så stiger tvivlen for alvor: "Var det vores fly? Den skade der er da for stort til at være et privatfly, eller?"
Virkeligt skræmmende er episoden, hvor det andet fly rammer World Trade Center. Nu er kontroltårnet opmærksom, da endnu et fly forsvinder, og kan se det flyve forbi ude i horisonten indtil det flyver lige ind i det andet tårn. Men vi ser hele episoden fra kontroltårnet, hvor flyet bare er en prik i baggrunden. Det betyder, at vi har fokus på den rædsel, der breder sig i kontroltårnet i stedet for egentlig at se flyet ramme tårnet (igen - vi har jo set det klip mange, mange gange), og effekten udebliver da heller ikke.
Man bliver virkeligt også forarget over al den bureaukrati, der derefter forhindrer et indgreb fra myndighederne. I kontroltårnet i Bosten står flylederen og brokker sig over, at der ikke kommer nogle jagere i luften til at forhindre de kaprede fly i at ramme flere bygninger samt over den manglende kommunikation med landets forsvar. Men samtidig hører vi ledelsen i NORAD skælde og smelde over, at de ikke kan få lov af FAA til at sende fly i luften for at skyde flyene ned, før det er for sent. Det forarger, fordi det da ikke kan være rigtigt, at kommunikationen virkelig er så skidt, og at man kun har fire jagere til at forsvare hele østkysten med. To har endda ingen våben, og letter tilmed i den forkerte retning og skal derfor bruge tid på at vende om, fordi man ikke må flyve for hurtigt over befolkede områder - et overlydsbrag kunne jo ødelægge nogle vinduer... Men det lyder desværre alt sammen meget overbevisende.
Kapringen af United 93 er blodig og råt skildret, da terroristerne for at markere sig nådesløst slagter den første tilfældige passager. Derefter tvinger de en stewardesse til at give dem adgang til cockpittet, hvor de myrder begge piloterne og derefter hende, og især det sidste mord er kynisk og kvalmende ubehageligt.
Passagererne er i chok og bliver tvunget bagud i flyet, men efterhånden som tiden går, prøver de at kontakte deres familier eller myndigheder via mobiltelefoner eller lignende. Også her er Greengrass hudløst ærlig i sine beskrivelser, for selv om det langsomt går op for passagererne og flypersonalet, hvad de er involveret i, så er der sandt at sige ikke enighed om, hvad man kan gøre ved det. Nogle mener, at de må prøve at overmande terroristerne, fordi de ellers dør alligevel, mens andre mener, at de bare skal gøre, som der bliver sagt og faktisk forsøger at sabotere forsøget på at overtage flyet.
Det som Greengrass virkeligt gør godt her er hans beskrivelse af, hvordan folk reagerer i den situation. Her er ingen heltemodig patriotisme, hvor man vælger at satse livet for at værne om de nationale værdier og beskytte landets ledere. Næ, modstanden kommer slet og ret fra rent og skært overlevelsesinstinkt fra de passagerer, der indser, at de under alle omstændigheder vil miste livet, hvis de ikke kan redde sig ud af situationen, efter de har hørt at de tre andre kaprede fly har ramt henholdsvis World Trade Center og Pentagon. Og jeg tror faktisk, det er tættere på virkeligheden, selv om amerikanske politikere senere har sagt, at disse folk ofrede sig for landet. Yeah, right... Personligt tror jeg mere på Greengrass' version, for de mere overordnede perspektiver i USAs internationale politik er vist ikke lige det, der fylder mest i overvejelserne i den situation...
Det er også hjerteskærende at høre, hvad passagerne fortæller deres nærmeste over telefonen, før de griber til handling. En fortæller en kollega, at han skal tage sig af hans familie, hvis han ikke overlever, samt at, nå ja, huske at sige, at han elsker sin familie... Trivelt måske, men mere enkelt kan man vel dårligt sige farvel. Eller kvinden, der over telefonen lige skal oplyse om koden til pengeskabet, hvor hendes testamente ligger. Er der virkelig, hvad man tænker på i den situation? Ja, jeg tror faktisk det er tilfældet blandt dem, der formår at være mest rationelle i en sådan situation. Jeg ved ikke om Greengrass eller hans folk har skrevet manuskriptet på baggrund af, hvad man ved fra de efterladte, men overbevisende er det så afgjort.
Særligt bemærkelsesværdig er slutningen. Vi ved selvfølgelig alle sammen, hvordan den sag må ende, men derfor er Greengrass' slutning alligevel en lussing lige midt i fjæset... og en knytnæve i maven! Det er brat og chokerende, og der var dødeligt stille i biografsalen, selv om jeg så afgjort ikke var alene.
Alt i alt er United 93 en sværvægter af en film, der hudløst ærligt beskriver en tragisk hændelse. Vi ved ikke præcist, hvad der foregik på United 93 den 11. september 2001, men Greeengrass' formodning er overbevisende i en grad, hvor man uden videre accepterer den som i hvert fald yderst potentiel sandhed. Virkemidlerne er måske enkle, men de bruges helt perfekt her. Vi får lov til at se på, hvad der sker i United 93, i kontroltårnet, og i NORAD, men vi får kun lov at se, og det faktum betyder, at vi så afgjort føler en enorm frustration og afmagt over, at vi ikke kan gribe ind. På den måde er vi helt med på, hvordan flylederen har det i kontroltårnet, hvordan flykontrollen har det i NORAD, og så sandelig også hvordan passagerne havde det i United 93...
Jeg skyder måske lidt over målet, når jeg giver United 93 topkarakter, for den reserverer jeg normalt kun for de film, der er fødte filmklassikere, men indtrykket var meget voldsomt, selv flere dage efter, så jeg vover pelsen og giver topkarakter til Greengrass... og håber så i øvrigt, at han aldrig laver en film om mig...
Et par timer senere tumlede jeg noget chokeret ud af biografen med en grum stemning i maven, og for den skyld i resten af kroppen... Ikke fordi jeg følte kvalme, men fordi der blev rørt ved noget undervejs, som ellers sjældent får opmærksomhed.
Den store problem med film som United 93 er, at der er overhængende fare for, at det hele ender i gang navlebeskuende selv-sentimentalt og narcissistisk vås om amerikansk pladder-patriotisme og selvopofrelse med præsidenten midt i det hele, så der er ikke er et øje tørt (eller - i mit tilfælde - en spand, der er tom...). Men det er netop her "United 93" har fat i den lange ende, for selv om det er en amerikansk historie, så er instruktøren netop ikke amerikaner.
Engelske Paul Greengrass har både skrevet og instrueret, og jeg må sige, det er en mand med sans for den gode historie. Jeg har tidligere skamrost hans forrige film "The Bourne Supremacy", der gjorde en historie om en udstødt amerikansk CIA-agent - der var i overhængende fare for at blive meget ordinær - til en yderst medrivende film. "United 93" minder derimod langt mere om hans tidligere "Bloody Sunday", der handlede om det britiske militærs overgreb mod demonstrerende nordirere i Derry i 1972. "United 93" er drejet helt efter samme opskrift og virker mere som en drama-dokumentar end en film, fordi Greengrass bruger helt enkle virkemidler til at "dramtisere" sin histore ved simpelthen at "afdramatisere" den. Det lyder måske meget paradoksalt, men som eksempel kan jeg nævne, at der stort set ingen musik er i filmen. Jo, de er lidt stemningsopbygning på meget få steder, men ingen fanfarer til at signalere heltemod eller dramatisk musik til at understrege en truende fare. For det kan man jo ikke få i den virkelige verden, og derfor heller ikke her. Det hjælper med til at gøre tilskueren til en medpassager på United 93, fordi vi - ganske som disse folk - heller ikke får nogle signaler fra instruktøren om, at nu kommer der noget spændende, farligt, romantisk, heroisk eller hvad man nu ellers kan signalere gennem musikken.
Det hele begynder ellers meget roligt, mens vi ser piloterne gennemgå de kedelige checks får take-off, hører stewardesserne overveje om de har sukker nok med på flyet, og alle den slags tåbelige banaliteter. Jeg var faktisk bekymret for, om Greengrass kunne få os til at føle noget for passagererne på United 93, når vi slet ikke kommer tæt på dem i begyndelsen. I denne slags film plejer man jo gerne at bygge sin historie omkring en lille gruppe mennesker, som man så kommer helt tæt på og får hele deres baggrund for at være på flyet, de problemer de slås med i deres liv og hverdag, etc. Men ikke her. Men det virker sjovt nok lige modsat af, hvad jeg ville have forventet, fordi det dermed bliver meget lettere for mig (eller enhver anden der læser denne anmeldelse), at være medpassager på flyet selv, fordi vi jo også ville helt åndsfraværende på turen og bekymre os mest om, hvorvidt sikkerhedsselen sidder rigtigt, eller hvilken mad personalet serverer på turen...
Det fungerer også fint, at skuespillerne er helt ukendte (okay, jeg har faktisk set Christian Clemenson - der er en af de mere fremtrædende passagerer - i andre ting før, men han er ikke noget stort navn), fordi vi så bare ser dem som helt almindelige mennesker på en flyrejse. Terroristerne er heller ikke som rødøjede satansyngel, men snarere som hunderæde og nervøse småfjolser, der er blevet vildledt og nu er helt derude, hvor de slet ikke kan bunde. Piloten blandt dem er faktisk så nervøs, at man næsten tror han vil afblæse det hele eller ødelægge aktionen. Jeg tror faktisk det billede er mere sandfærdigt, end det fjendebillede af behornede djævle, der spiser små børn, som den vestlige propaganda-maskine ellers gerne vil stopfodre os med. Ikke at jeg har nogen sympati for den slags folk (på nogen måde!), men et eller andet sted er de vel også mennesker, og det er i hvert fald det indtryk, som Greengrass efterlader mig med.
Vi forlader ellers helt og aldeles United 93, da selve aktionen for alvor går i gang. United 93 er nemlig forsinket i sin take-off, hvilket er tæt på at ødelægge det hele, fordi det første fly allerede er kapret før United 93 går i luften. Hele kapringsaktionen skildres gennem flylederne, der skal holde styr på lufttrafikken, og den er hudløst ærlig og barsk. Da de aner den første kapring er stemningen nærmest spøjs - "En flykapring? Nej, hvor sjovt... Det er sgu da noget tid siden..." Faktisk er de helt mistroiske overfor, hvad der sker, og er helt på bar bund, da et fly forsvinder fra radaren, mens CNN rapporterer om, at et mindre privatfly har ramt World Trade Center i New York. Så stiger tvivlen for alvor: "Var det vores fly? Den skade der er da for stort til at være et privatfly, eller?"
Virkeligt skræmmende er episoden, hvor det andet fly rammer World Trade Center. Nu er kontroltårnet opmærksom, da endnu et fly forsvinder, og kan se det flyve forbi ude i horisonten indtil det flyver lige ind i det andet tårn. Men vi ser hele episoden fra kontroltårnet, hvor flyet bare er en prik i baggrunden. Det betyder, at vi har fokus på den rædsel, der breder sig i kontroltårnet i stedet for egentlig at se flyet ramme tårnet (igen - vi har jo set det klip mange, mange gange), og effekten udebliver da heller ikke.
Man bliver virkeligt også forarget over al den bureaukrati, der derefter forhindrer et indgreb fra myndighederne. I kontroltårnet i Bosten står flylederen og brokker sig over, at der ikke kommer nogle jagere i luften til at forhindre de kaprede fly i at ramme flere bygninger samt over den manglende kommunikation med landets forsvar. Men samtidig hører vi ledelsen i NORAD skælde og smelde over, at de ikke kan få lov af FAA til at sende fly i luften for at skyde flyene ned, før det er for sent. Det forarger, fordi det da ikke kan være rigtigt, at kommunikationen virkelig er så skidt, og at man kun har fire jagere til at forsvare hele østkysten med. To har endda ingen våben, og letter tilmed i den forkerte retning og skal derfor bruge tid på at vende om, fordi man ikke må flyve for hurtigt over befolkede områder - et overlydsbrag kunne jo ødelægge nogle vinduer... Men det lyder desværre alt sammen meget overbevisende.
Kapringen af United 93 er blodig og råt skildret, da terroristerne for at markere sig nådesløst slagter den første tilfældige passager. Derefter tvinger de en stewardesse til at give dem adgang til cockpittet, hvor de myrder begge piloterne og derefter hende, og især det sidste mord er kynisk og kvalmende ubehageligt.
Passagererne er i chok og bliver tvunget bagud i flyet, men efterhånden som tiden går, prøver de at kontakte deres familier eller myndigheder via mobiltelefoner eller lignende. Også her er Greengrass hudløst ærlig i sine beskrivelser, for selv om det langsomt går op for passagererne og flypersonalet, hvad de er involveret i, så er der sandt at sige ikke enighed om, hvad man kan gøre ved det. Nogle mener, at de må prøve at overmande terroristerne, fordi de ellers dør alligevel, mens andre mener, at de bare skal gøre, som der bliver sagt og faktisk forsøger at sabotere forsøget på at overtage flyet.
Det som Greengrass virkeligt gør godt her er hans beskrivelse af, hvordan folk reagerer i den situation. Her er ingen heltemodig patriotisme, hvor man vælger at satse livet for at værne om de nationale værdier og beskytte landets ledere. Næ, modstanden kommer slet og ret fra rent og skært overlevelsesinstinkt fra de passagerer, der indser, at de under alle omstændigheder vil miste livet, hvis de ikke kan redde sig ud af situationen, efter de har hørt at de tre andre kaprede fly har ramt henholdsvis World Trade Center og Pentagon. Og jeg tror faktisk, det er tættere på virkeligheden, selv om amerikanske politikere senere har sagt, at disse folk ofrede sig for landet. Yeah, right... Personligt tror jeg mere på Greengrass' version, for de mere overordnede perspektiver i USAs internationale politik er vist ikke lige det, der fylder mest i overvejelserne i den situation...
Det er også hjerteskærende at høre, hvad passagerne fortæller deres nærmeste over telefonen, før de griber til handling. En fortæller en kollega, at han skal tage sig af hans familie, hvis han ikke overlever, samt at, nå ja, huske at sige, at han elsker sin familie... Trivelt måske, men mere enkelt kan man vel dårligt sige farvel. Eller kvinden, der over telefonen lige skal oplyse om koden til pengeskabet, hvor hendes testamente ligger. Er der virkelig, hvad man tænker på i den situation? Ja, jeg tror faktisk det er tilfældet blandt dem, der formår at være mest rationelle i en sådan situation. Jeg ved ikke om Greengrass eller hans folk har skrevet manuskriptet på baggrund af, hvad man ved fra de efterladte, men overbevisende er det så afgjort.
Særligt bemærkelsesværdig er slutningen. Vi ved selvfølgelig alle sammen, hvordan den sag må ende, men derfor er Greengrass' slutning alligevel en lussing lige midt i fjæset... og en knytnæve i maven! Det er brat og chokerende, og der var dødeligt stille i biografsalen, selv om jeg så afgjort ikke var alene.
Alt i alt er United 93 en sværvægter af en film, der hudløst ærligt beskriver en tragisk hændelse. Vi ved ikke præcist, hvad der foregik på United 93 den 11. september 2001, men Greeengrass' formodning er overbevisende i en grad, hvor man uden videre accepterer den som i hvert fald yderst potentiel sandhed. Virkemidlerne er måske enkle, men de bruges helt perfekt her. Vi får lov til at se på, hvad der sker i United 93, i kontroltårnet, og i NORAD, men vi får kun lov at se, og det faktum betyder, at vi så afgjort føler en enorm frustration og afmagt over, at vi ikke kan gribe ind. På den måde er vi helt med på, hvordan flylederen har det i kontroltårnet, hvordan flykontrollen har det i NORAD, og så sandelig også hvordan passagerne havde det i United 93...
Jeg skyder måske lidt over målet, når jeg giver United 93 topkarakter, for den reserverer jeg normalt kun for de film, der er fødte filmklassikere, men indtrykket var meget voldsomt, selv flere dage efter, så jeg vover pelsen og giver topkarakter til Greengrass... og håber så i øvrigt, at han aldrig laver en film om mig...
14/08-2006
