"That's not a knife...
3.0
...This is a knife"
Alle der har set eller kender til den australske humørbombe "Crocodile Dundee" ved hvad ordene står for. Vildmanden Mick trues af en tyveknægt med en luset lommekniv, men undrer sig over våbenets størrelse. Herefter giver han sit eget svar på, hvordan en kniv i hvor dage skal se ud og forbløffer modparten med sit lignende slagterredskab. Sagen i den ligeledes australske "Wolf Creek" er en anden. Dundee ikke blot forbløffer, men demonstrere knivens handlekraft og tværer knusende og knasende bladet gennem rygsøjlen på en kvinde...
Man kunne sagtens tro at Paul Hogan var gået forkert og var havnet hos et forkert 'crew' på en ganske forkert film. Ondskaben i sin skikkelse af vildmarkens eksemplariske livsnyder er grusom og skræmmende i sit forvrængede billede på naturfolket. Ligesom i John Boormans "Udflugt med døden" får det naive bymennesker sig lidt af en overraskelse under mødet med den ensomme jæger. Tre unge, uskyldige og tilfældige backpackere indfanges af en sindssyg vildmand, der bekæmper sin kedsomhed ved at fange folk i sit net og lege med dem på sine perverse og forskruede måder.
"Wolf Creek" er baseret på virkelige hændelser og bare tanken kan få nakkehårene til at rejse sig. Filmens anden halvdel er klam og tilstrækkelig nervepirrende, men aldrig mere end det tilstrækkelige og overkommelige. At filmens første halvdel er så obligatorisk kedelig og elementær, gør at instruktøren Greg McLean's rædselskabinet og mangfoldige totureksperimenter aldrig udligner sine svage første tre kvarter. McLean syntes bare at ville have dem overstået, men lidt uden helt at ville give det tilkende. Derfor virker hans karakterdannelse helt igennem sløset.
Man kan snildt spole forbi de første 30 minutter og alligevel få det fulde udbytte af det tamme drama. Derefter slår uhyggen og rædslen nemlig til, uforpasseligt, frontalt og skræmmende effektivt. Det bøjer tre små stjerner sig i støvet for.
Alle der har set eller kender til den australske humørbombe "Crocodile Dundee" ved hvad ordene står for. Vildmanden Mick trues af en tyveknægt med en luset lommekniv, men undrer sig over våbenets størrelse. Herefter giver han sit eget svar på, hvordan en kniv i hvor dage skal se ud og forbløffer modparten med sit lignende slagterredskab. Sagen i den ligeledes australske "Wolf Creek" er en anden. Dundee ikke blot forbløffer, men demonstrere knivens handlekraft og tværer knusende og knasende bladet gennem rygsøjlen på en kvinde...
Man kunne sagtens tro at Paul Hogan var gået forkert og var havnet hos et forkert 'crew' på en ganske forkert film. Ondskaben i sin skikkelse af vildmarkens eksemplariske livsnyder er grusom og skræmmende i sit forvrængede billede på naturfolket. Ligesom i John Boormans "Udflugt med døden" får det naive bymennesker sig lidt af en overraskelse under mødet med den ensomme jæger. Tre unge, uskyldige og tilfældige backpackere indfanges af en sindssyg vildmand, der bekæmper sin kedsomhed ved at fange folk i sit net og lege med dem på sine perverse og forskruede måder.
"Wolf Creek" er baseret på virkelige hændelser og bare tanken kan få nakkehårene til at rejse sig. Filmens anden halvdel er klam og tilstrækkelig nervepirrende, men aldrig mere end det tilstrækkelige og overkommelige. At filmens første halvdel er så obligatorisk kedelig og elementær, gør at instruktøren Greg McLean's rædselskabinet og mangfoldige totureksperimenter aldrig udligner sine svage første tre kvarter. McLean syntes bare at ville have dem overstået, men lidt uden helt at ville give det tilkende. Derfor virker hans karakterdannelse helt igennem sløset.
Man kan snildt spole forbi de første 30 minutter og alligevel få det fulde udbytte af det tamme drama. Derefter slår uhyggen og rædslen nemlig til, uforpasseligt, frontalt og skræmmende effektivt. Det bøjer tre små stjerner sig i støvet for.
19/08-2006
