Ordets magt
4.0
En lovprisning af ordets magt over såvel de menneskelige følelser såvel som politik i en fri gendigtning af den parisiske greve Marquis de Sade (1740-1814) - én af litteraturhistoriens mest succésfulde provokatører - under hans livs sidste 14 års indespærring på sindssygehospitalet Charenton under ledelse af den moderne pædagogisk indstillede abbed Colmier (Joaquin Phoenix).
Mindre pædagogisk indstillet var dog kejser Napoleon, som forarges over, at den flittigt skrivende marquis (en sublimt spillende Geoffrey Rush) åbenbart fortsat får smuglet sine pornografiske og sadistiske (begrebet naturligvis opkaldt efter de Sade) værker ud af hospitalet, hvorefter de publiceres i hemmelighed med stor fortjeneste.
De Sade må stoppes for enhver pris. Derfor sættes den kyniske læge, Royer-Collard (Michael Caine i sikker iskold stil), på opgaven. Lægen (der lovpriser tortur som behandlingsmetode!), er en besiddersyg aristokrat og ikke et hår bedre end den gamle overklasse, får snart sat abbedens ledelsesstil under pres, da marquisen ingenlunde har tænkt sig at overholde et skriveforbud.
Det fører til en svær erkendelsesproces for den tryghedselskende kristne moralist, som oveni forsøger at kæmpe imod sit begær efter marquis'ens lille hjælper, vaskepigen Madeleine (Kate Winslet i sit velkendte småerotiske spil) (virkelighedens Madeleine var dog kun 13 år, da den mindst 60-årige de Sade indledte sit forhold til hende på hospitalet).
Colmier vil redde verden med udgangspunkt i sit livsværk - sindssygehospitalet, men ender ufrivilligt med at ødelægge det hele i sit famlende forsøg på at efterleve sin kristne overbevisning (klassisk von Trier-tema). Det driver ham naturligvis til vanvid, og dermed kan historien fortsætte.
Filmen formidler kampen mellem stærke modsatte viljer, og Colmiers svaghed udstilles til fulde overfor Dr. Collard og i særdeleshed de Sade, som sejrer ad helvede til i sine udstilliner af sine fangevogteres svagheder. Han lider martyrdøden som advokat for den totale ucensurerede ytringsfrihed.
"Quills" er endnu et eksempel på, hvor meget en fortællings underholdningsværdi kan løftes gennem sproglig finesse. Men uden en vis fascination af dette, går man nok forgæves med denne film. Alle andre kan dog imødese et elegant poetisk fortælling.
Et besøg i Wikipedia vil dog afsløre, at filmen har vendt grundigt op og ned på nogle historiske fakta: Dels var Dr. Royer-Collard faktisk manden, som AFSKAFFEDE de torturmetoder, som selveste COLMIER (der var på alder med de Sade) praktiserede, og dels døde marquis de Sade ikke udmagret af tortur men udåndede fredfyldt og smækfed som 74-årig!
Min kvalitetsvurdering: 4½ stjerne
Mindre pædagogisk indstillet var dog kejser Napoleon, som forarges over, at den flittigt skrivende marquis (en sublimt spillende Geoffrey Rush) åbenbart fortsat får smuglet sine pornografiske og sadistiske (begrebet naturligvis opkaldt efter de Sade) værker ud af hospitalet, hvorefter de publiceres i hemmelighed med stor fortjeneste.
De Sade må stoppes for enhver pris. Derfor sættes den kyniske læge, Royer-Collard (Michael Caine i sikker iskold stil), på opgaven. Lægen (der lovpriser tortur som behandlingsmetode!), er en besiddersyg aristokrat og ikke et hår bedre end den gamle overklasse, får snart sat abbedens ledelsesstil under pres, da marquisen ingenlunde har tænkt sig at overholde et skriveforbud.
Det fører til en svær erkendelsesproces for den tryghedselskende kristne moralist, som oveni forsøger at kæmpe imod sit begær efter marquis'ens lille hjælper, vaskepigen Madeleine (Kate Winslet i sit velkendte småerotiske spil) (virkelighedens Madeleine var dog kun 13 år, da den mindst 60-årige de Sade indledte sit forhold til hende på hospitalet).
Colmier vil redde verden med udgangspunkt i sit livsværk - sindssygehospitalet, men ender ufrivilligt med at ødelægge det hele i sit famlende forsøg på at efterleve sin kristne overbevisning (klassisk von Trier-tema). Det driver ham naturligvis til vanvid, og dermed kan historien fortsætte.
Filmen formidler kampen mellem stærke modsatte viljer, og Colmiers svaghed udstilles til fulde overfor Dr. Collard og i særdeleshed de Sade, som sejrer ad helvede til i sine udstilliner af sine fangevogteres svagheder. Han lider martyrdøden som advokat for den totale ucensurerede ytringsfrihed.
"Quills" er endnu et eksempel på, hvor meget en fortællings underholdningsværdi kan løftes gennem sproglig finesse. Men uden en vis fascination af dette, går man nok forgæves med denne film. Alle andre kan dog imødese et elegant poetisk fortælling.
Et besøg i Wikipedia vil dog afsløre, at filmen har vendt grundigt op og ned på nogle historiske fakta: Dels var Dr. Royer-Collard faktisk manden, som AFSKAFFEDE de torturmetoder, som selveste COLMIER (der var på alder med de Sade) praktiserede, og dels døde marquis de Sade ikke udmagret af tortur men udåndede fredfyldt og smækfed som 74-årig!
Min kvalitetsvurdering: 4½ stjerne
17/09-2006
