Kunstig Dybde I Et Slowmotion Helvede

Der findes mange elendige actionfilm på markedet, men de fleste af dem er dog hvad de er. Tanketom underholdning uden omsvøb. Man skal til gengæld (heldigvis) lede længe efter et så dræbende kedeligt og talentløs forsøg på en stilistisk actionfilm, som den franske instruktør Gans filmversion af den japanske tegneserie om den ufrivillige lejemorder (Dacascos), der bærer sit navn fordi han begræder sine ofre. En tegneserie der i øvrigt har været filmatiseret før.

Et er at ”Crying Freeman” ikke nogen stor og dyr film, men den kunne klart have været gjort til solid underholdning havde man nøjes med at ville det. Desværre har Gans desperat prøvet at tilføre sine actionscener, der i forvejen ofte ebber ud i et slowmotion helvede af selv samme grund, og sin fortælling en kunstig dybde som hverken han mester, historie kan holde til som den står fortalt her, eller de på indholdssiden evneløse skuespillere kan viderebringe.

Dacascos kan i hovedrollen smide sig i diverse cirkelspark og rulleture så meget han vil for min skyld, for det kan han. Men når han prøver at mestre noget der skal minde som spil, så er han så hul som en McD burger er fri for ægte næring. Det samme kan siges om Condra i rollen som den kvindelige kunster, i hvem vore kunstelskende lejemorder forelsker sig så meget i, at følelserne trænger igennem den hypnose der har gjort ham til den han er. Dette udvikler sig til en historie om desperat og hårdt prøvet kærlighed, hvis romantiske aspekter har cirka lige så meget følelsesmæssigt appeal som røvfjæset Steven Seagal ville have som sexy pornostjerne.

Jeg kan ikke sige andet end at ”Crying Freeman” er både trættende og en prøvelse at komme igennem mens den kører, og så forekommer den en at blive endnu værre bagefter.