- Tilfredsstillende -

4.0
Selvom den sydafrikanske oscarvinder ”Tsotsi” ikke ligefrem er en film, der gør et uudsletteligt indtryk, bør man alligevel ikke snyde sig selv for den. En sød og til dels også rørende fortælling fra storbyens slum.

Filmens største kvalitet er ikke historien, men derimod måden den er fortalt på. For egentlig er det en halvbanal fortælling, vi har med at gøre, som sikkert kunne være endt miserabelt i hænderne på en middelmådig Hollywood-instruktør. Men i stedet har den (indtil nu) ukendte sydafrikaner Gavin Hood brygget et vellykket og medrivende stykke drama sammen.

Særligt billedsiden er god og er helt sikkert et af filmens stærkeste kort. Scenerne fra det golde og fattige Johannesburg er eminente, og Hood har i den grad forstået at lade sine billeder tale for sig selv, når miljøet skal præsenteres. Teknisk er det også en nydelig produktion, men dog skal det siges, at den måske er lidt ”for” nydelig at kigge på, da det i perioder stjæler filmens nerve og sjæl.

Uanset hvad har denne her dog så mange kvaliteter, at den fortjener at blive set. Det er hverken et mesterværk eller en kunstnerisk stærk film, men nogle gange kan mindre også gøre det, hvilket ”Tsotsi” således er et levende bevis på.
Tsotsi