Strålende tomt mirakel fra Pedro Almodóvar
4.0
Volver – At vende tilbage, er en farverig venden tilbage fra Almodóvar, siden vi sidst mødte ham i La mala educación tilbage i 2004.
Farverne er stærke, og som altid kan man sige at Almodóvar bruger sin helt egen farvekomposition til at udtrykke følelser og situationer med, hvilket fungerer om end endnu bedre i Volver end i La mala educación, og når det samtidig bliver sat sammen med den spanske musik og et fabelagtigt spil fra Penelope Cruz gør det filmen til et stort pumpende organ med flere forskellige temaer, sideløbende historier og en legen med det (u)naturlige blandt skuespillerne på lærredet_og publikum i den store mørke biografsal.
Almodóvars nye værk har udover ovennævnte også fået en anden udvikling i en mere diskret retning – de meget voldsomme erotiske scener er røget ud, dog oser filmen stadig af en sensualitet gennem kropssprog, kameraføring og et formidabelt spil fra skuespillerne.
Volver er langt fra ligeså hårdrejsende som tidligere film fra Almodóvars hånd, hvorvidt dette skyldes at han er blevet ældre, mere moden eller bare små kedelig på sine ældre dage kan diskuteres! –Dog er filmens største problem og samtidige charme de små sideløbende handlinger og absurde situationer, der opstår rundt omkring i filmen, de gør dog det overordnede tema ekstremt svært at kortlægge, men kunne vi have været foruden dem?
Af mørket blev jeg revet ud af Volvers varme kvindekroppe, spidse sensualitet, troen på at ens fejl kan fortrænges og derved retfærdiggøres - At retningslinjer skal kunne undviges og forsvares så længe ens handlinger er rene og ægte. DERFOR er Pacos skæbne retfærdig, ligeså med Padre Manolo i La Mala educación… Man kan sige at Volver er mere stueren end Almodóvar selv, og det anarki og flammehav han normalt sætter i gang, minder i Volver mere om spejdernes lejrbål, end de normale ligbrændinger og filmiske røvertogter han ellers er så kendt for.
Da mørket fortrængtes igen, og jeg fandt mig selv sidde i en stor sal, var resultatet af mit besøg et spørgsmål om hvor de sidste sprudlende følelser blev af? Ikke fordi filmen ikke var god, men fordi jeg manglede det sidste genkendelige (vilde-energiske-nøgne) udspil fra en flok kvinder, der ellers virker så spændende og intense at man får lyst til at rejse til Andalusien, og drikke te sammen med dem.
Farverne er stærke, og som altid kan man sige at Almodóvar bruger sin helt egen farvekomposition til at udtrykke følelser og situationer med, hvilket fungerer om end endnu bedre i Volver end i La mala educación, og når det samtidig bliver sat sammen med den spanske musik og et fabelagtigt spil fra Penelope Cruz gør det filmen til et stort pumpende organ med flere forskellige temaer, sideløbende historier og en legen med det (u)naturlige blandt skuespillerne på lærredet_og publikum i den store mørke biografsal.
Almodóvars nye værk har udover ovennævnte også fået en anden udvikling i en mere diskret retning – de meget voldsomme erotiske scener er røget ud, dog oser filmen stadig af en sensualitet gennem kropssprog, kameraføring og et formidabelt spil fra skuespillerne.
Volver er langt fra ligeså hårdrejsende som tidligere film fra Almodóvars hånd, hvorvidt dette skyldes at han er blevet ældre, mere moden eller bare små kedelig på sine ældre dage kan diskuteres! –Dog er filmens største problem og samtidige charme de små sideløbende handlinger og absurde situationer, der opstår rundt omkring i filmen, de gør dog det overordnede tema ekstremt svært at kortlægge, men kunne vi have været foruden dem?
Af mørket blev jeg revet ud af Volvers varme kvindekroppe, spidse sensualitet, troen på at ens fejl kan fortrænges og derved retfærdiggøres - At retningslinjer skal kunne undviges og forsvares så længe ens handlinger er rene og ægte. DERFOR er Pacos skæbne retfærdig, ligeså med Padre Manolo i La Mala educación… Man kan sige at Volver er mere stueren end Almodóvar selv, og det anarki og flammehav han normalt sætter i gang, minder i Volver mere om spejdernes lejrbål, end de normale ligbrændinger og filmiske røvertogter han ellers er så kendt for.
Da mørket fortrængtes igen, og jeg fandt mig selv sidde i en stor sal, var resultatet af mit besøg et spørgsmål om hvor de sidste sprudlende følelser blev af? Ikke fordi filmen ikke var god, men fordi jeg manglede det sidste genkendelige (vilde-energiske-nøgne) udspil fra en flok kvinder, der ellers virker så spændende og intense at man får lyst til at rejse til Andalusien, og drikke te sammen med dem.
24/10-2006
