Pensionsmoden Actionhelt

3.0
Den rutinerede Loncraine er en kvalitativ svingende instruktør, hvis film aldrig for alvor har slået igennem og dermed heller ikke ham, selv om ”Richard III” har modtaget meget ros. Sidst gav han os den letforglemmelige ”Wimbledon”, der i sig selv ingen dårlig film var, men hvis lettere sukret attributter ikke bragte noget særligt på banen (på nær de tennisbolde der blev fyret af i løbet af filmen).

Det gør actionthrilleren ”Firewall” bestemt heller ikke, altså byder på noget særligt, trods et cast af renommerede og kendte skuespillere. Men nogen dårlig film er den altså nu heller ikke. Ikke hvis man kan leve med en triviel og uoriginal spændingsfilm, hvis største egenskab ligger i det solide håndværk og den velsmurte og ofte brugte formular som den er skruet sammen efter. Man får i hvert fald hvad man burde forvente, men indrømmet heller ikke mere.

Gamle Ford, som var en af mine store helte i min barn- og ungdom, er ærligt ved at se lige rigeligt slidt ud til sådanne roller (ja jeg fatter faktisk ikke de gider lave Indy 4, da jeg har svært ved at se en på det tidspunkt endnu ældre Ford give den som actionhelten over dem alle). Men han udfylder dog hovedrollen som familiefaderen, hvis kone og børn tages som gidsler af en gruppe slyngler der har brug for hans hjælp til en forbrydelse, overbevisende nok til at han ikke falder helt igennem og kører den hjem på en velkendt præstation. Ikke særligt nuanceret, men garvet og uden for meget slingren.

Forbryderne, anført af en Bettany der lirer den af på rygraden, har dog tydeligvis ikke set nok gamle film med Ford, for så havde de vidst at de ville få kamp til stregen og det er hvad de får, når de giver sig i kast med det gamle og pensionsmodne ikon. Så kan en kattens leg med musen ellers starte, hvor rollerne for hvem der er kat bytter om konstant. Det er bundforudsigeligt, Ford prøver at finde en løsning, forbryderne lægger endnu en hindring i vejen og nettet strammes osv. Men ikke des mindre er det underholdende nok mens det står på. Det er teknisk upåklageligt udført og tempoet holdes fint oppe, hvor der veksles mellem håndfast action og hæderlig spænding.
Firewall