En 2'ers forbandelse
1.0
Hollywood's egen forpinte og udmattede forbandelse tager atter sin tørn: En god film avler en skidt efterfølger, og "The Grudge " lader helt og holdent cyklusen videregå.
Der var noget sært fascinerende ved at se Sarah Michelle Gellar forsvinde ind i en kultur hun ikke forstod, og genopvække de mest skræmmende sider af Japan. "The Grudge" var alt i alt vellykket, måske fordi den var instrueret af originalens egen ophavsmand, Takashi Shimizu. Stemningen var creepy, billederne køligt elegante og skuespillet ganske habilt. Se, bytter man "creeby", "køligt elegante" og "habilt" ud med sine modsætninger, og omdøber datiden til nutidsform, er det i store træk beskrivelsen af opfølgerens lavkvalitet. Selvom "The Grudge 2" ser så uendelig meget op til sin forgænger, ender den som den tirrende lillebror, indbydende til en god og grundig omgang smæk.
Historien er stort set ikke værd at rode rundt, da der hverken er hoved, hale eller løsninger af tyngde, der kæder ledene sammen. Uden nogen form for fortællingsmæssigt overblik forsvinder Takashi Shimizu ind i sin egen svært ubehjælpelige fascination for sine to kæledækker - den sorthårede pige og den miavende sammenkrummede dreng. Tanken bag "The Grudge 2" synes at gå på hvor mange akrobatiske optrin til mord de to sammen kan begå, men da figurerne i grunden hurtigt bliver trivielle i deres optrædende og decideret kedelige, står filmen allerede her med sin ene fod i graven.
Og eftersom fortællingen i bund og grund ikke har andre kort på hånden end sit bleghudede makkerpar, der håbløst siger "bøh" på de mest bøvede måder, hopper Shimizu til sidst i med begge ben.
Alt i alt har filmen sine få øjeblikke, men efterlader flere sorte hår i munden og klichéer galt i halsen, end egentlige gys på samvittigheden.
Hvor "The Grudge" (som "Filmland"s Per Juul Carlsen nævner) gjorde enhver fordom om elendige og klodsede amerikanske remakes til skamme, lader 2'eren dem ubesværet blive højaktuelle igen. Jeg gisper allerede ved tanken om en 3'er.
Der var noget sært fascinerende ved at se Sarah Michelle Gellar forsvinde ind i en kultur hun ikke forstod, og genopvække de mest skræmmende sider af Japan. "The Grudge" var alt i alt vellykket, måske fordi den var instrueret af originalens egen ophavsmand, Takashi Shimizu. Stemningen var creepy, billederne køligt elegante og skuespillet ganske habilt. Se, bytter man "creeby", "køligt elegante" og "habilt" ud med sine modsætninger, og omdøber datiden til nutidsform, er det i store træk beskrivelsen af opfølgerens lavkvalitet. Selvom "The Grudge 2" ser så uendelig meget op til sin forgænger, ender den som den tirrende lillebror, indbydende til en god og grundig omgang smæk.
Historien er stort set ikke værd at rode rundt, da der hverken er hoved, hale eller løsninger af tyngde, der kæder ledene sammen. Uden nogen form for fortællingsmæssigt overblik forsvinder Takashi Shimizu ind i sin egen svært ubehjælpelige fascination for sine to kæledækker - den sorthårede pige og den miavende sammenkrummede dreng. Tanken bag "The Grudge 2" synes at gå på hvor mange akrobatiske optrin til mord de to sammen kan begå, men da figurerne i grunden hurtigt bliver trivielle i deres optrædende og decideret kedelige, står filmen allerede her med sin ene fod i graven.
Og eftersom fortællingen i bund og grund ikke har andre kort på hånden end sit bleghudede makkerpar, der håbløst siger "bøh" på de mest bøvede måder, hopper Shimizu til sidst i med begge ben.
Alt i alt har filmen sine få øjeblikke, men efterlader flere sorte hår i munden og klichéer galt i halsen, end egentlige gys på samvittigheden.
Hvor "The Grudge" (som "Filmland"s Per Juul Carlsen nævner) gjorde enhver fordom om elendige og klodsede amerikanske remakes til skamme, lader 2'eren dem ubesværet blive højaktuelle igen. Jeg gisper allerede ved tanken om en 3'er.
04/11-2006
