"Rubber Duck" Har Gummiben

2.0
Berømte og berygtede instruktør Peckinpah’s film om en flok truckere, anført af den legendariske “Rubber Duck” (Kristofferson), der kommer i konflikt med en korrupt politimand (Borgnine), er bygget på countrysangen af samme navn af C. W. McCall og indeholder stof til en fængende politisk actionfilm.

Desværre må filmen siges at være mere kendt end egentlig god. Som politisk actionfilm fungerer den nemlig overhovedet ikke, da de mere tematiske og samfundskritiske dele ikke trækkes frem eller føles betydningsfulde. Det kunne man måske leve med hvis den så var bevendt som rendyrket truckeraction, men det er den heller ikke. Der sker intet af interesse i lange perioder og slet ikke noget med gang i.

Selve den simple og ærligt spinkle handling hænger ikke for godt sammen , og på billedsiden ligner den ofte noget rigtigt amatørsjusk. Kun få gode actionsekvenser, sympatiske skuespillere og deres indbyrdes relationer i filmen, der giver den lidt man gider følge med i, får filmen hævet op på hele to stjerner. Skuffende fra en instruktør der ellers har givet os mesterværket ”The Wild Bunch”. Men det var måske inden alkoholen tog for meget over.
Convoy