Glødende godt
5.0
Netop da man troede at han var ved for alvor at ruste, giver gode gamle Martin Scorsese os sin bedste film i adskillige år. "The Departed" er hans stærkeste bedrift siden "Casino", og efter at have flakket lidt løst rundt i genre for alle vinde serverer Scorsese atter den varer han mestre til punkt og prikke.
Selvom man føler sig lige lovlig meget nær "Goodfellas" med hensyn til lynklipning, musikbrug og glidende overgange, er "The Departed" en fuldt ud glimrende selvstændig film. Bla. med en rolleliste i toppen af den absolutte top, hvor stjerneskud såvel som garvede Hollywood-kæmper lever op til deres hædrede navne med spil af højeste karat. Man er så godt som 100% solgt til filmens flerlagede plot, der akkurat går i så mange uformodede retninger som en rigtig røver-og-politifilm bør og oveni tilsat et ekstra hot pift. Med andre ord er "The Departed" så vaskeægte knofedtet håndkraft som muligt er og en effektfuld oplevelse af den slags, filmverdenen byder på med urimeligt store mellemrum.
Som i førnævnte ”Goodfellas” er ”The Departed” spækket med kække karakterer i én herlig farverig personcollage. De to hovedroller, Billy Costigan og Colin Sullivan (henholdsvis spillet af Leonardo DiCaprio og Matt Damon) følges begge gennem deres vej til toppen af Bostons politivæsen - den ene med rent mel i posen, den anden med hensigter af de mere dunkle. Sullivan er byens gangstermobbe Costello’s kæledække, der har opfostret ham som sit eget afkom, mens Costigan begår sig med moralsk anstændige intentioner. Begge indtræder de i politiets tjeneste på hver sin side af loven, med hver sit harmende undercover-job der trykker i moralen, mens de fordyber sig længere og længere i deres roller. Spændingskurven i dette forløb er fra først til sidst klynget stramt og fast til tops med et manuskript svøbt i rappe replikmæssige guldkorn, og et handlingstempo der, på lidt uortodoks Scorsese-manér, banker igennem med permanent tophastighed.
Alligevel har filmen sine skønhedsfejl. Det kniber med karakternuancerne og selvom skuespillerpræstationerne store som små fint holder standarten oppe, er persondannelsen mere eller mindre sjusket udført. Man kunne godt ønske mere djævelskhed og vildskab fra Jack Nicholson end hvad han disker op med, da hans blide tone ofte spolerer rollen en smule. Til gengæld kan man let modargumentere mod Mark Wahlberg's "flade" fremtræden, ved at han er et af filmens karaktermæssige trumfkort i sin Joe Pesci-inspirerede rolle som retskaffen skurk. Kritikken man kan give i små doser hist og pist er og bliver dog blot skønhedsfejl, i en stærk og mindeværdig thriller af de utvivlsomt bedste i en årrække.
Martin Scorsese kan atter pynte sin perlekæde af et cv. med endnu et pragtstykke og igen fastslå sin status som en gangsterinstruktør i særklasse - i sit rette element er og bliver han urørlig.
Selvom man føler sig lige lovlig meget nær "Goodfellas" med hensyn til lynklipning, musikbrug og glidende overgange, er "The Departed" en fuldt ud glimrende selvstændig film. Bla. med en rolleliste i toppen af den absolutte top, hvor stjerneskud såvel som garvede Hollywood-kæmper lever op til deres hædrede navne med spil af højeste karat. Man er så godt som 100% solgt til filmens flerlagede plot, der akkurat går i så mange uformodede retninger som en rigtig røver-og-politifilm bør og oveni tilsat et ekstra hot pift. Med andre ord er "The Departed" så vaskeægte knofedtet håndkraft som muligt er og en effektfuld oplevelse af den slags, filmverdenen byder på med urimeligt store mellemrum.
Som i førnævnte ”Goodfellas” er ”The Departed” spækket med kække karakterer i én herlig farverig personcollage. De to hovedroller, Billy Costigan og Colin Sullivan (henholdsvis spillet af Leonardo DiCaprio og Matt Damon) følges begge gennem deres vej til toppen af Bostons politivæsen - den ene med rent mel i posen, den anden med hensigter af de mere dunkle. Sullivan er byens gangstermobbe Costello’s kæledække, der har opfostret ham som sit eget afkom, mens Costigan begår sig med moralsk anstændige intentioner. Begge indtræder de i politiets tjeneste på hver sin side af loven, med hver sit harmende undercover-job der trykker i moralen, mens de fordyber sig længere og længere i deres roller. Spændingskurven i dette forløb er fra først til sidst klynget stramt og fast til tops med et manuskript svøbt i rappe replikmæssige guldkorn, og et handlingstempo der, på lidt uortodoks Scorsese-manér, banker igennem med permanent tophastighed.
Alligevel har filmen sine skønhedsfejl. Det kniber med karakternuancerne og selvom skuespillerpræstationerne store som små fint holder standarten oppe, er persondannelsen mere eller mindre sjusket udført. Man kunne godt ønske mere djævelskhed og vildskab fra Jack Nicholson end hvad han disker op med, da hans blide tone ofte spolerer rollen en smule. Til gengæld kan man let modargumentere mod Mark Wahlberg's "flade" fremtræden, ved at han er et af filmens karaktermæssige trumfkort i sin Joe Pesci-inspirerede rolle som retskaffen skurk. Kritikken man kan give i små doser hist og pist er og bliver dog blot skønhedsfejl, i en stærk og mindeværdig thriller af de utvivlsomt bedste i en årrække.
Martin Scorsese kan atter pynte sin perlekæde af et cv. med endnu et pragtstykke og igen fastslå sin status som en gangsterinstruktør i særklasse - i sit rette element er og bliver han urørlig.
21/11-2006
