Smerte binder verden sammen

Den mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Iñarritu har sammen med manuskriptforfatter Guillermo Arriaga begået en nogle eftersigende gode film, som jeg indtil videre ikke har set. Men det har jeg fået voldsom lyst til nu, hvor jeg har set deres nyeste film, ”Babel”.

”Babel” tilhører den nye strøm af film, der i stedet for et stort hovedplot med en central karakter, i stedet har en masse forskellige episoder med forskellige karakterer forskellige steder, hvis liv alle er forbundet på en eller anden måde. Sidste år vandt ”Crash”, der har en lignende struktur, en oscar for Bedste Film, og det ser ud til, at der er flere og flere af denne type film på vej.

I ”Babel” er de forskellige historier bundet sammen af een begivenhed, og det centrale tema er, som titlen antyder med myten om babelstårnet, mangel på kommunikation. Jeg ser også som overordnede temaer fraværende faderfigurer og fejlbare systemer, der ikke kan forstå endsige løse de virkelige problemer.

Begivenheden, der binder problemerne og historierne sammen i ”Babel, er et vådeskud fra to hyrdedrenge midt i ingenting i Marokko. Det vådeskud rammer en amerikansk turist (Cate Blanchett), og det sætter en kædereaktion af begivenheder i gang. Den ramte og hendes mand (Brad Pitt) er taget til Marokko, mens deres forhold er i en dyb krise. Deres nyfødte barn døde for nylig, og manden svigtede familien.

Nu kæmper manden med at holde hende i live, men de er strandet i en landsby, hvor der ikke er noget hospital, og det tager evigheder for ambulancen at nå frem. Årsagen til den langsomme ambulance har noget med storpolitik at gøre, og filmen viser politik som noget, hvor hjælp til reel menneskelig nød forsvinder i kunstige diskurser. Samtidig er de andre busturister unødvendigt bange og hensynsløse i deres utålmodighed.

Vi følger også parrets børn, der må passes af deres mexicanske babysitter (Adriana Barazza), da parret er strandet i Marokko i længere tid end planlagt. Men babysitteren skal til bryllup i Mexico, så den eneste løsning er at tage børnene med. Den talentfulde mexicanske skuespiller Gael Garcia Bernal spiller rollen som hendes nevø, der kører hende og børnene til brylluppet. Han er en livlig type, der måske er lidt for livlig for sit eget og sine medmenneskers bedste. Deres historie lader i starten til at være filmens lyseste historie, men det afslutter som den muligvis mørkeste. Denne historie viser igen et system, der er uforstående for menneskelige problemer, og så er der en politisk problemstilling, der er meget aktuel i USA i øjeblikket.

Vi får også historien om de to marokkanske drenge, der affyrer filmens 'startskud'. De to drenge er ganske typiske pubertetsknægte, som er begyndt at blive interesserede i det modsatte køn, og som er fascinerede af det gevær, de får imellem hænderne af deres far. Faren giver dem geværet med instruktion om at skyde rovdyr, men de beslutter sig for at afprøve, hvor langt geværet kan skyde. Politiet er under pres for at finde dem, der affyrede skuddet, da amerikanerne får mistanke om, at der er tale om en terroristcelle. Dette medfører en sørgelig konfrontation mellem drengene, deres far og politiet.

Endelig er der en for mig ganske interessant historie om en døv pige i Tokyo (Kikuchi Rinko), der tackler med sin seksualitet og med at have fundet sin mor efter et selvmord. Tokyo skildres meget eksotisk med neonlys, en skyline og selvfølgelig Hachikō, men det trods denne eksotisme og en noget ekstrem skildring af japansk ungdom, så er det ikke et helt ugenkendeligt Tokyo, der skildres.

Den store japanske stjerne Yakusho Kōchi spiller pigens far, og det er ham, der er linket til de andre historier, da geværet, der skød amerikaneren, er et han engang ejede. Men det er Kikuchi Rinko, der tager alle pointene for storslået skuespil i denne historie. Hendes karakters historie er for mig at se den, der har mest at gøre med mangel på kommunikation. Hun er desperat efter en menneskelig kontakt. Efter en intimitet. Men da nogle fyre i Shinjuku er ude på nanpa, på at samle hende op, løber de skrigende væk, da de finder ud af, at hende og hendes veninde er døve. Hendes måde at afreagere på er på sin vis en sjov kommentar specifikt til voyeurisme i Japan og generelt til synet på kvinder som seksualobjekter. Men samtidig vidner det om en desperation, da hun ikke er i stand til at kommunikere andet end det helt banale og direkte.

I denne histories klimaks ser vi fuldt ud hendes desperation og hendes sårbarhed, og hvor svært hun har ved at formidle den. Men Kikuchi Rinko gør karakterens indre tumult klar for os uden at udtale et eneste ord. Karakteren er døvstum, så det er fysisk skuespil det hele. Jeg har set Kikuchi Rinko før i japansk film, og specielt i ”Sora no Ana” var hun god. Der spillede hun en helt anden type, og hun spillede på en helt anden måde, men også i den film fik hun i kraft af sit spil skabt en meget kompleks karakter, hvor vi kunne mærke en længsel og en sårbarhed. Hun er helt sikkert en skuespillerinde, som jeg vil holde mere øje med for fremtiden.

Det samme gælder Iñarritu. Filmen rørte mig undervejs, selv om den insisterer på smerten. Iñarritu bruger mange meget, meget nære shots af tårefyldte ansigter. Der er mange højspændte situationer med stor vrede og smerte. De subtile og nuancerede følelser er ikke målet i filmen. Med undtagelse af visse steder i Tokyo-historien. Men generelt har filmen mange højdramatiske scener, hvor karaktererne er ved at gå i opløsning. Filmen forsøger ofte at ruske kraftigt i sit publikum. Men i det store hele virker det, og det er det vigtigste. Når det ikke virker alt for melodramatisk, så er det i høj grad på grund af skuespilspræstationerne og ikke mindst musikken. Musikken formidler mange følelser, men det er aldrig de helt store tårer, den forsøger at vride ud af publikum.

Mange har nævnt, at filmen handler om mangel på kommunikation. For mig at se, er det store tema den manglende tilstedeværelse af fædre. Manden i det amerikanske ægtepar forsøgte at flygte fra sin familie, da der opstod en krise, og det er fordi, at han ikke kan være der, at babysitterens skæbne ender, som den gør. I den lille japanske familie kan datter og far ikke kommunikere med hinanden, og han kommer meget sent hjem, som det er tilfældet med mange kontorarbejdende japanske mænd. I Marokko-familien sender faren sine sønner alene ud at passe får uden at give dem instruktioner i at bruge geværet. Vi ser allerede, da de køber geværet, at det bliver behandlet uforsvarligt. Vi ser desuden også Bernals karakter handle uforsvarligt med skydevåben, før det går galt i den historie. Men for at vende tilbage til temaet om fædre, så er det også tydeligt, at der er problemer med kommunikationen mellem far og sønner, da sønnerne ikke tør sige til faren, at de kom til at skyde mod en bus.

Men dette interessante tema til trods, så er filmens stærkeste side ikke det intellektuelle. Det er snarere det emotionelle. Jeg blev rørt af filmen flere gange, da jeg så den. Som sagt spiller det gode soundtrack en stor rolle i dette, men også Iñarritus intense billeder og de gode skuespilspræstationer gjorde filmen til en god oplevelse. En biografoplevelse blandt årets bedste.