No stars, just talent
5.0
SPOILERS
For nylig blev USA en af landets mest interessante og særprægede filminstruktører fattigere. For få dage siden døde Robert Altman nemlig efter en lang karriere med gode film. En af disse er ”The Player”, som han lavede i starten af 90erne efter en lang periode i 80erne med TV-film uden for Hollywood-varmen. Men som han viser i denne film, så er Hollywood langtfra langtfra varmt.
”The Player” viser, hvordan folk med kunstneriske ambitioner og talent er erstattet med kolde producere, der kæmper for at beholde deres karriere. Som altid er Altmans udførelse af historien noget af det mest interessante ved filmen. Han opfordrer til megen improvisation, hvilket gør karaktererne meget mere menneskelige og naturlige. Men eftersom filmen handler om Hollywood og Hollywood-film, så er der naturligvis også en del stilistiske træk med i filmen så som dramatisk musik etc.
Den kreative instruktørs talent ses i den grad i åbningsscenen. Filmen åbner nemlig med et klaptræ og et otte minutter langt take, der er virkelig smukt koordineret med et kamera, der paner over et filmstudies parkeringsplads, hvor vi kigger ind af vinduer og hører manuskriptforfattere pitche film så som ”The Graduate 2” med mere, mens andre går rundt og taler om lange åbningsscener i andre film. Det fantastiske ved scenen er at alle dilemmaer og konflikter i filmen bliver smukt introduceret. Griffin Mill (Tim Robbins) er produceren, som alle manuskriptforfatteren pitcher deres manuskripter for, og i løbet af de første otte minutter ser vi chefer tale om at fyre ham, manuskriptforfattere der kæmper for at komme i audiens hos ham, og vi ser en trusselsbrev blive sendt til ham. Alt sammen i et take. Fantastisk. Og ifølge IMDB, blev al dialog i denne sekvens improviseret.
I modsætning til mange af Altmans andre film, så er fokusset i filmen denne gang kun på en hovedperson Griffin Mill. Tim Robbins spiller fremragende, også taget i betragtning af den store mængde improvisation, som denne sleske, glatte ål af en producer, hvis arbejde går ud på at lytte til manuskriptforfattere og at afvise alle pånær en lille gruppe. Han godtager kun de film, der lever op til nogle kriterier for, hvad der kan markedsføres. Disse kriterier er sex, vold, spænding, et hjerte og vigtigst af alt, en happy ending. Specielt det sidste udføres med en kæmpe ironi, da denne happy ending er for en antihelt, der i sidste ende er usympatisk og kold, og den sker på bekostning af andre.
Som sagt modtager Mill trusler, og det medfører en konfrontation med en manuskriptforfatter, som han mistænker for at true ham. Og da han ikke kan forsone sig med denne forfatter, ender det med et mord. Samtidig er der alle de interne problemer på studiet, da en ny glat ål står parat til at overtage Mills job og magtfulde position i selskabet.
Filmen handler i høj grad om filmmiljøet, og hvordan de forskellige folk spiller hinanden mod hinanden på bekostning af gode film. Hver gang der er en reference til en gammel film eller et billede af Hitchcock eller lignende, så får det os til at tænke på, hvor fjert den nye Hollywood-verden i filmen er fra de storslåede film, der er refereret til.
Kreativite visioner er nærmest et fy-ord overfor Mill, mens Julia Roberts og en happy end er kodeordene. Mill er så langt fra et visionært filmtalent, man kan komme, men han besidder et talent til at være den skiderik, han er. Han kan sidde og gennemskue alle klichéer og genrekonventioner, at når selv en forfatter med store kunstneriske ambitioner pitcher sin samfundskritiske historie, kan vores antihelt gennemskue og forudsige alt, hvad forfatteren vil sige. Og alligevel giver han grønt lys.
Filmen er underholdende og skarp, og så giver Robbins og Altman os en helstøbt karakter. Et dumt svin man kan elske.
For nylig blev USA en af landets mest interessante og særprægede filminstruktører fattigere. For få dage siden døde Robert Altman nemlig efter en lang karriere med gode film. En af disse er ”The Player”, som han lavede i starten af 90erne efter en lang periode i 80erne med TV-film uden for Hollywood-varmen. Men som han viser i denne film, så er Hollywood langtfra langtfra varmt.
”The Player” viser, hvordan folk med kunstneriske ambitioner og talent er erstattet med kolde producere, der kæmper for at beholde deres karriere. Som altid er Altmans udførelse af historien noget af det mest interessante ved filmen. Han opfordrer til megen improvisation, hvilket gør karaktererne meget mere menneskelige og naturlige. Men eftersom filmen handler om Hollywood og Hollywood-film, så er der naturligvis også en del stilistiske træk med i filmen så som dramatisk musik etc.
Den kreative instruktørs talent ses i den grad i åbningsscenen. Filmen åbner nemlig med et klaptræ og et otte minutter langt take, der er virkelig smukt koordineret med et kamera, der paner over et filmstudies parkeringsplads, hvor vi kigger ind af vinduer og hører manuskriptforfattere pitche film så som ”The Graduate 2” med mere, mens andre går rundt og taler om lange åbningsscener i andre film. Det fantastiske ved scenen er at alle dilemmaer og konflikter i filmen bliver smukt introduceret. Griffin Mill (Tim Robbins) er produceren, som alle manuskriptforfatteren pitcher deres manuskripter for, og i løbet af de første otte minutter ser vi chefer tale om at fyre ham, manuskriptforfattere der kæmper for at komme i audiens hos ham, og vi ser en trusselsbrev blive sendt til ham. Alt sammen i et take. Fantastisk. Og ifølge IMDB, blev al dialog i denne sekvens improviseret.
I modsætning til mange af Altmans andre film, så er fokusset i filmen denne gang kun på en hovedperson Griffin Mill. Tim Robbins spiller fremragende, også taget i betragtning af den store mængde improvisation, som denne sleske, glatte ål af en producer, hvis arbejde går ud på at lytte til manuskriptforfattere og at afvise alle pånær en lille gruppe. Han godtager kun de film, der lever op til nogle kriterier for, hvad der kan markedsføres. Disse kriterier er sex, vold, spænding, et hjerte og vigtigst af alt, en happy ending. Specielt det sidste udføres med en kæmpe ironi, da denne happy ending er for en antihelt, der i sidste ende er usympatisk og kold, og den sker på bekostning af andre.
Som sagt modtager Mill trusler, og det medfører en konfrontation med en manuskriptforfatter, som han mistænker for at true ham. Og da han ikke kan forsone sig med denne forfatter, ender det med et mord. Samtidig er der alle de interne problemer på studiet, da en ny glat ål står parat til at overtage Mills job og magtfulde position i selskabet.
Filmen handler i høj grad om filmmiljøet, og hvordan de forskellige folk spiller hinanden mod hinanden på bekostning af gode film. Hver gang der er en reference til en gammel film eller et billede af Hitchcock eller lignende, så får det os til at tænke på, hvor fjert den nye Hollywood-verden i filmen er fra de storslåede film, der er refereret til.
Kreativite visioner er nærmest et fy-ord overfor Mill, mens Julia Roberts og en happy end er kodeordene. Mill er så langt fra et visionært filmtalent, man kan komme, men han besidder et talent til at være den skiderik, han er. Han kan sidde og gennemskue alle klichéer og genrekonventioner, at når selv en forfatter med store kunstneriske ambitioner pitcher sin samfundskritiske historie, kan vores antihelt gennemskue og forudsige alt, hvad forfatteren vil sige. Og alligevel giver han grønt lys.
Filmen er underholdende og skarp, og så giver Robbins og Altman os en helstøbt karakter. Et dumt svin man kan elske.
24/11-2006
