Asa nisi masa

Fellini er fantastisk. Jeg har kun set to film af ham, og jeg kan allerede genkende hans stil. Eller måske er det meget mere end bare stil, som man kan se i Fellinis film. Måske er det sjælen, som han blotlægger for os.

Fellinis ”8½” er ligesom de Bergman og Tarkovsky-film, jeg har set for nylig, ganske svær at beskrive, da filmen rummer så meget. Instruktøren Guido (Marcello Mastroianni), Fellinis alterego, er i en krise. Hans producer og alverdens skuespillere er på nakken af ham for at få ham i gang med den næste film. Problemet er bare, at han ikke aner, hvad filmen kommer til at handle om. Samtidig føler han skyld overfor sin kone, Luisa (Anouk Aimee), som han er kronisk utro overfor.

I starten af filmen får han et sammenbrud, hvorefter han bliver sendt på et kurophold. Men også her forfølger alle og enhver ham. Virkeligheden smelter sammen med hans drømme og fantasier og mareridt. Barndomsminder og lyster og skyldfølelser smelter sammen til en stor, smuk film.

Samtidig har filmen utrolig mange metafilmiske elementer. Igennem filmen må Guido lægge øre til en kritiker, der ikke bare rakker ned på Guidos tidligere film. Han kommenterer endda Guidos minder og ideer, så snart de tager form i hans hoved. Dermed underminerer Fellini også den intellektuelle kritik. Filmen er stykket sammen af subjektive minder og oplevelser. Ikke teorier og logiske sammenhænge. Filmmediet er bedre til at formidle følelser end tanker.

I "8½" formidler Fellini nogle helt specielle følelser fra et kaotisk liv, der ikke er pænt tilpasset et stramt plot. Følelser af skyld og begær. Af verden som et stort, kaotisk cirkus tilsyneladende uden nogen stor guddommelig mening. Følelser som vi alle kan forholde os til. Men følelser som vi alle forholder os til på hver vores måde, da vi alle har forskellige minder.

”8½” er ikke som en film skåret ud af den klassiske Hollywood-model, hvor filmen trykker på nogle fælles knapper for at vække fælles reaktioner så som latter og spænding hos alle i publikum. ”8½” indeholder som anden god kunst en flertydighed. Jeg er sikker på, at jeg ville se nye ting i filmen, når jeg ser den igen.

Samtidig er filmen utrolig flot, og så er der en gennemgående ironisk og komisk tone i filmen, der er uimodståelig. For eksempel da Wagners dramatiske "valkyrieridt" spilles for fuldt blæs, da nogle gamle apparater på et kuropholdssted går rundt i solen med et glas vand og piller i deres rystende hænder.

Også rumba-scenen er helt fænomenal. I den scene mindes Guido den store, tykke skøge, der dansede for ham og hans venner, da de var tolv. Og specielt god er den måde den scene kædes sammen med præsterne og Guidos skyldfølelse. Som kritikeren i filmen siger, så er det måske ikke en specielt nuanceret eller intelligent kritik af kirken, men det er skam dybfølt og smukt.

Apropos smukt, så har filmen utrolig mange detaljer i billederne så som statister, der danser for sig selv i baggrunden. For eksempel i scenen hvor Guido fantaserer om alle kvinderne i sit liv i et stort harem. Der sker noget i alle hjørner af lærredet, og det er så smukt koordineret, at det næsten kan sammenlignes med en kung fu film. Der er dog ikke tale om et voldeligt kaos, men et følelsesmæssigt, eksistentielt kaos.

Kernen i filmen ligger i ordene ”Asa nisi masa”, der siges i et af Guidos barndomsminder. ”Asa nisi masa” er et ordspil på ordet ”anima”, der er italiensk for ”sjæl”. Fellinis sjæl. En fantastisk sjæl.