Scott’s hurtige tilbagevenden!
4.0
Bruckheimer/Scott har i 80’erne gjort sig positivt bemærket med luftdramaet Top Gun. kort tid efter var de på pletten igen med den fornøjelige efterfølger til ”Frækkere end politiet tillader”. Den gode kurs fra 80erne forsatte heldigvis i 90’erne med ubådsdramaet Fjende i dybet og den formidable Enemy Of The State. 8 år efter Enemy Of The State har makkerparret Bruckheimer/Scott slået sig sammen igen, og det var ærligt også på tide. For der hersker næppe tvivl om, at de tilsammen kan levere fed fed underholdning.
Med den skandaløse Domino i bagagen, lignede Scott en færdig mand sidste år. Derfor stod hans karriere på spil da Deja Vu rullede over det store lærred, og takket være de dygtige arbejdsfolk Scott denne gang var omgivet af, og ikke mindst ham selv, leverer Deja Vu heldigvis varen helt til døren. Manuskriptforfatterne bag Pirates Of The Caribbean har skrevet stoffet til denne film. Deja Vu lægger ud med en typisk thriller forskningssag på et mord og en terrorhandling, men da Deja Vu er en blanding af en thriller og Sci-fi, tager plottet nogle usædvanlige drejninger. Deja Vu handler om tidsrejser. En rejse tilbage i tiden, for at ændrer dens skæbne. Det emne har man selvfølgelig berørt tidligere af større mestre end Tony Scott, men det er et emne jeg i sig selv finder spændende når det fortælles af de rigtige stormestre, derfor er stoffet umiddelbart en større mundfuld end Scott kan tygge, men kære Scott slipper faktisk alligevel godt fra det denne omgang. Han har gjort filmen til en smadderspændende oplevelse. Alligevel sidder man med en følelse af en lille skuffelse på nogle vigtige områder. Teknisk og visuelt er der absolut ingen minusser, men til det indholdsmæssige kunne tingene have set bedre ud med en større instruktør, eller bedre præsentation, men okay. Et godt og utrolig vellykket forsøg, der måske ikke går over i historien, men mindre går altså også an.
Når action ikonet Bruckheimer står på plakaten, så kan det næsten ikke gå hurtigt nok hvad action angår. Det er næsten umuligt at småsove og gabe under eksplosionerne, biljagterne og hvad der ellers følger med en Bruckheimer film. Deja Vu har næsten alle de ting med sig blot i et roligere tempo end man ellers er vant til fra Bruckheimer, men det er i hvert fald ikke blevet mindre underholdende denne gang. Det skal dog siges, at der ikke er action uafbrudt som i Bruckheimers Bad Boys 2 eller The Rock. Action’en kommer sådan momentvis, og det skyldes at man bruger lidt for meget tid på unødvendig snak. Så hvis man blot forventer stribevis af actionscener og spektakulære effekter, så vil deja vu faktisk gå hen og føles som en halvkedelig affære. Alligevel er den rimelig spændende skruet sammen, at man underholdes fint nok.
Denzel gør det fint i rollen. En rolle som vi nu er vant til at se ham i, men gør alligevel et godt indtryk, uden at imponere. (Vi glæder os til at se ham i Ridleys American Gangster) James Caviezel er virkelig godt castet som den psykopatiske forbryder. Han er fremragende. I mindre biroller giver Kilmer en godkendt præstation.
Den bedste nyhed er, at Scott gør skaden god igen. Han er tilbage hvor han hører til, og han kan med rette give sig selv en klap på skulderen. Hans hysteriske og voldsomme billedside som Domino var præget af, er heldigvis erstattet med en noget klarere denne gang, så der er ingen grund til at frygte hovedpine, som Domino gav de fleste. Tilbage er der kun at sige, at jeg kun kan anbefale Deja Vu, også selvom den ikke helt er så intelligent som den gerne vil være, men alligevel seværdig mens den kører, men tænk ikke for meget over den. Det tåler den ikke.
Med den skandaløse Domino i bagagen, lignede Scott en færdig mand sidste år. Derfor stod hans karriere på spil da Deja Vu rullede over det store lærred, og takket være de dygtige arbejdsfolk Scott denne gang var omgivet af, og ikke mindst ham selv, leverer Deja Vu heldigvis varen helt til døren. Manuskriptforfatterne bag Pirates Of The Caribbean har skrevet stoffet til denne film. Deja Vu lægger ud med en typisk thriller forskningssag på et mord og en terrorhandling, men da Deja Vu er en blanding af en thriller og Sci-fi, tager plottet nogle usædvanlige drejninger. Deja Vu handler om tidsrejser. En rejse tilbage i tiden, for at ændrer dens skæbne. Det emne har man selvfølgelig berørt tidligere af større mestre end Tony Scott, men det er et emne jeg i sig selv finder spændende når det fortælles af de rigtige stormestre, derfor er stoffet umiddelbart en større mundfuld end Scott kan tygge, men kære Scott slipper faktisk alligevel godt fra det denne omgang. Han har gjort filmen til en smadderspændende oplevelse. Alligevel sidder man med en følelse af en lille skuffelse på nogle vigtige områder. Teknisk og visuelt er der absolut ingen minusser, men til det indholdsmæssige kunne tingene have set bedre ud med en større instruktør, eller bedre præsentation, men okay. Et godt og utrolig vellykket forsøg, der måske ikke går over i historien, men mindre går altså også an.
Når action ikonet Bruckheimer står på plakaten, så kan det næsten ikke gå hurtigt nok hvad action angår. Det er næsten umuligt at småsove og gabe under eksplosionerne, biljagterne og hvad der ellers følger med en Bruckheimer film. Deja Vu har næsten alle de ting med sig blot i et roligere tempo end man ellers er vant til fra Bruckheimer, men det er i hvert fald ikke blevet mindre underholdende denne gang. Det skal dog siges, at der ikke er action uafbrudt som i Bruckheimers Bad Boys 2 eller The Rock. Action’en kommer sådan momentvis, og det skyldes at man bruger lidt for meget tid på unødvendig snak. Så hvis man blot forventer stribevis af actionscener og spektakulære effekter, så vil deja vu faktisk gå hen og føles som en halvkedelig affære. Alligevel er den rimelig spændende skruet sammen, at man underholdes fint nok.
Denzel gør det fint i rollen. En rolle som vi nu er vant til at se ham i, men gør alligevel et godt indtryk, uden at imponere. (Vi glæder os til at se ham i Ridleys American Gangster) James Caviezel er virkelig godt castet som den psykopatiske forbryder. Han er fremragende. I mindre biroller giver Kilmer en godkendt præstation.
Den bedste nyhed er, at Scott gør skaden god igen. Han er tilbage hvor han hører til, og han kan med rette give sig selv en klap på skulderen. Hans hysteriske og voldsomme billedside som Domino var præget af, er heldigvis erstattet med en noget klarere denne gang, så der er ingen grund til at frygte hovedpine, som Domino gav de fleste. Tilbage er der kun at sige, at jeg kun kan anbefale Deja Vu, også selvom den ikke helt er så intelligent som den gerne vil være, men alligevel seværdig mens den kører, men tænk ikke for meget over den. Det tåler den ikke.
10/12-2006
