Vejen Til En Gabende Kedelig Form For Tomhed
1.0
Trier forsætter sit ideologiske, moralske og idealistiske korstog, hvis ikke mod USA, så i hvert fald en del af deres politiske system og ellers bare menneskeheden i almindelighed i denne forsættelse til ”Dogville”.
Vi møder atter den enerverende opofrende Grace, her portrætteret af B. D. Howard der ikke fremstår nær så stærkt spillende som Nicole Kidman i samme rolle før hende, hvor hun ankommer til en gammel slaveplantage i de amerikanske sydstater. Her opdager hun at de sorte stadig er slaver, selv om slaveriet for længst er ophævet. Dem må hun selvfølgelig få befriet, men hendes forsøg går naturligvis ikke helt som forventet og hun ender med at skabe lige så store problemer i sit forsøg på at gøre disse mennesker til en del af et demokratisk samfund, som de ideologier hun bekæmper.
Lyder det interessant på papiret, så er det færdige resultat desværre ikke det papir værd det har været nedfældet på. Stilen er den samme som i ”Dogville”, blot med lidt mere fyld på kulisserne i de teateragtige omgivelser og det er begyndt at virke mig trættende. For mig er en film mere end blot den fortalte historie. Havde den fortalte historie så i det mindste forekommet fængende og god, men det gør den ikke.
”Dogville” fandt jeg personligt fortrinlig, men den var også både langt mere raffineret og innoverende skildret og tænkt. Her introduceres de tematiske postulater som tungt og tomt rungende og klodsede banaliteter, mens der hele handlingen, der i sig selv er tynd, igennem væltes den ene kliche efter den anden ud over publikum, så man må undre sig over at det er samme Trier der står bag denne som dens forløber (og i øvrigt mene at filmens pæne anmeldelser hovedsagligt skyldes at det netop er en Trier film).
Som efterfølger står den i sig selv svagt, hvis man ser psykologisk på den og dens hovedperson, der intet mentalt spor trækker efter sig over sine oplevelser fra første film. Det kan vel dækkes ind under den kunstneriske frihed, men det kan det ikke at den også isoleret ret beset er noget nær et flygtigt makværk i dens beskrivelse af mennesker. Dramatugurisk har jeg aldrig anset Trier for at stå særligt stærkt i flere af hans film, men her er det direkte svagt beskrevet i en grad så man nok skal være ualmindelig taknemmelig for at lade sig lokke til at falde for og indfange af en historie der ærligt er gabende kedeligt præsenteret (eller mislede af at det foregår i Trier’s ”skæve” univers).
”Dogville” kunne sine steder måske virke som en gimmick, men den havde dog noget på hjertet. Det har ”Manderlay” måske nok også, men når det i sådan en type film skæres så uintelligent ud i pap, så forekommer det ikke blot fortænkt men også uinteressant.
Efterfølges af ”Wasington”.
Vi møder atter den enerverende opofrende Grace, her portrætteret af B. D. Howard der ikke fremstår nær så stærkt spillende som Nicole Kidman i samme rolle før hende, hvor hun ankommer til en gammel slaveplantage i de amerikanske sydstater. Her opdager hun at de sorte stadig er slaver, selv om slaveriet for længst er ophævet. Dem må hun selvfølgelig få befriet, men hendes forsøg går naturligvis ikke helt som forventet og hun ender med at skabe lige så store problemer i sit forsøg på at gøre disse mennesker til en del af et demokratisk samfund, som de ideologier hun bekæmper.
Lyder det interessant på papiret, så er det færdige resultat desværre ikke det papir værd det har været nedfældet på. Stilen er den samme som i ”Dogville”, blot med lidt mere fyld på kulisserne i de teateragtige omgivelser og det er begyndt at virke mig trættende. For mig er en film mere end blot den fortalte historie. Havde den fortalte historie så i det mindste forekommet fængende og god, men det gør den ikke.
”Dogville” fandt jeg personligt fortrinlig, men den var også både langt mere raffineret og innoverende skildret og tænkt. Her introduceres de tematiske postulater som tungt og tomt rungende og klodsede banaliteter, mens der hele handlingen, der i sig selv er tynd, igennem væltes den ene kliche efter den anden ud over publikum, så man må undre sig over at det er samme Trier der står bag denne som dens forløber (og i øvrigt mene at filmens pæne anmeldelser hovedsagligt skyldes at det netop er en Trier film).
Som efterfølger står den i sig selv svagt, hvis man ser psykologisk på den og dens hovedperson, der intet mentalt spor trækker efter sig over sine oplevelser fra første film. Det kan vel dækkes ind under den kunstneriske frihed, men det kan det ikke at den også isoleret ret beset er noget nær et flygtigt makværk i dens beskrivelse af mennesker. Dramatugurisk har jeg aldrig anset Trier for at stå særligt stærkt i flere af hans film, men her er det direkte svagt beskrevet i en grad så man nok skal være ualmindelig taknemmelig for at lade sig lokke til at falde for og indfange af en historie der ærligt er gabende kedeligt præsenteret (eller mislede af at det foregår i Trier’s ”skæve” univers).
”Dogville” kunne sine steder måske virke som en gimmick, men den havde dog noget på hjertet. Det har ”Manderlay” måske nok også, men når det i sådan en type film skæres så uintelligent ud i pap, så forekommer det ikke blot fortænkt men også uinteressant.
Efterfølges af ”Wasington”.
14/12-2006
