En lille sten på vejen
4.0
”La Strada” er en god traditionel road movie med et par karakterer, der måske ikke er så traditionelle.
Gelsomina (Fellinis kone, Giulietta Masina) er en af de ikoniske filmkarakterer, som man nok aldrig vil glemme. Hun er en sær lille størrelse. Barnagtig, uskyldig og sårbar. Hendes mimik og hendes kropssprog er bizar og klovnagtig. Når hun i filmen får klovne makeup på, så passer det til hende som noget af det mest naturlige.
Hendes diamentrale modsætning er den store, brutale Zampano (Anthony Quinn), der i starten af filmen køber hende af hendes fattige familie til sit omvandrende show. Han lever nemlig af at vise sig frem som stærk-mand i et cirkusagtigt gadeshow. Han har før samlet en pige op, som Gelsomina kendte og beundrede, og hun bliver helt stolt af, at han tager hende med på samme måde som den pige.
Gelsomina finder dog hurtigt ud af, at Zampano slet ikke ser på hende, som han ser på andre kvinder. Hun er blot hans assistent til sit show. De seksuelle behov får han dækket hos andre kvinder rundt omkring på landevejen, og han forsøger ikke engang at skjule det for Gelsomina. Da Gelsomina vil væk fra ham, opsøger han hende igen, og efter at have givet hende et par slag tager han hende med igen. Han behandler hende med andre ord elendigt og utilgiveligt.
Men på vejen møder Gelsomina en fyr, den lystige drillepind Il Matto (Richard Basehart), der virker til at have lidt af de samme klovnegener som Gelsomina. Men i stedet for at filmen udvikler sig til et trekantsdrama, så får il Matto i en smuk scene hende til at se sig selv og sin situation på en helt ny måde.
Filmens store omdrejningspunkt er denne Gelsomina-figur. Denne skrøbelige størrelse som verden ikke kan finde ud af at behandle ordenligt. Derudover er der temaer i filmen, der omhandler forholdet mellem det maskuline og det feminine. På sin vis er filmens karakterer overdrevet til at blive karikaturer, men Fellini og skuespillerne giver karaktererne så meget sjæl, at de virker menneskelige.
Der er ikke nogen karakterer i filmen, som vi i sidste ende ikke føler sympati for på et eller andet plan. Selvfølgelig mest af alt for Gelsomina, men henimod slutningen blotlægger Fellini også Zampanos sjæl, og det er rørende og sørgeligt at se al hans ensomhed.
Jeg faldt desværre ikke altid for Gelsomina-figuren. Af en eller anden grund bliver jeg ikke betaget af klovnemimik. Men langt det meste af vejen nød jeg samspillet imellem de to. Hvis jeg havde set den på det store lærred, så ville jeg muligvis også have knebet en lille tåre til sidst for hendes, hans og verdens skyld.
Gelsomina (Fellinis kone, Giulietta Masina) er en af de ikoniske filmkarakterer, som man nok aldrig vil glemme. Hun er en sær lille størrelse. Barnagtig, uskyldig og sårbar. Hendes mimik og hendes kropssprog er bizar og klovnagtig. Når hun i filmen får klovne makeup på, så passer det til hende som noget af det mest naturlige.
Hendes diamentrale modsætning er den store, brutale Zampano (Anthony Quinn), der i starten af filmen køber hende af hendes fattige familie til sit omvandrende show. Han lever nemlig af at vise sig frem som stærk-mand i et cirkusagtigt gadeshow. Han har før samlet en pige op, som Gelsomina kendte og beundrede, og hun bliver helt stolt af, at han tager hende med på samme måde som den pige.
Gelsomina finder dog hurtigt ud af, at Zampano slet ikke ser på hende, som han ser på andre kvinder. Hun er blot hans assistent til sit show. De seksuelle behov får han dækket hos andre kvinder rundt omkring på landevejen, og han forsøger ikke engang at skjule det for Gelsomina. Da Gelsomina vil væk fra ham, opsøger han hende igen, og efter at have givet hende et par slag tager han hende med igen. Han behandler hende med andre ord elendigt og utilgiveligt.
Men på vejen møder Gelsomina en fyr, den lystige drillepind Il Matto (Richard Basehart), der virker til at have lidt af de samme klovnegener som Gelsomina. Men i stedet for at filmen udvikler sig til et trekantsdrama, så får il Matto i en smuk scene hende til at se sig selv og sin situation på en helt ny måde.
Filmens store omdrejningspunkt er denne Gelsomina-figur. Denne skrøbelige størrelse som verden ikke kan finde ud af at behandle ordenligt. Derudover er der temaer i filmen, der omhandler forholdet mellem det maskuline og det feminine. På sin vis er filmens karakterer overdrevet til at blive karikaturer, men Fellini og skuespillerne giver karaktererne så meget sjæl, at de virker menneskelige.
Der er ikke nogen karakterer i filmen, som vi i sidste ende ikke føler sympati for på et eller andet plan. Selvfølgelig mest af alt for Gelsomina, men henimod slutningen blotlægger Fellini også Zampanos sjæl, og det er rørende og sørgeligt at se al hans ensomhed.
Jeg faldt desværre ikke altid for Gelsomina-figuren. Af en eller anden grund bliver jeg ikke betaget af klovnemimik. Men langt det meste af vejen nød jeg samspillet imellem de to. Hvis jeg havde set den på det store lærred, så ville jeg muligvis også have knebet en lille tåre til sidst for hendes, hans og verdens skyld.
16/12-2006
