Det fås ikke meget værre!

1.0
Uhyrlig ringe genindspilning, der på alle tænkelige måder er en katastrofe. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende. Handlingen (hvis der har været en??) er præsenteret på den mest hjernelamme måde, og jeg kan ærligt ikke tro, at nogen kan være i stand til at lave noget så pinligt og grotesk som dette, og jeg må derfor antage, at det var et bevidst træk fra instruktøren for at opnå et eller andet. Og hvad det så skulle være, må guderne vide. Men uanset om det har været det ene eller det andet, så kan vi ikke komme uden om, at denne film er møghamrende dårlig, at den faktisk bliver morsom og en smule underholdende, men næppe af de rigtige grunde.

Skuespillet er en joke. Og det der er mest chokerende er, at man faktisk har rimelige gode folk til rådighed, som Renée Zellweger og Matthew McConaughey. Zellwegers spil kan i bedste fald betegnes som usandsynligt ringe, mens man sagtens kunne beskylde McConaughey for at have været påvirket af stoffer under optagelserne, så hysterisk, ynkelig og anstrengende var han. Skal der virkelig så meget råben og skrigen, for at formidle rædslen?Læderfjæs ligner bare en pose udskidt æblegrød.

Det eneste der er uhyggeligt ved denne film er, det uhyggelige resultat, og det siger vist alt om denne vanvittige remake. Filmen står på imdb’s top 100 over dårligste film, og til det er der ikke noget at sige til.
Texas Chainsaw Massacre: The Next Generation