Ferm og forudsigelig familiedrama
3.0
Med Brødre fortsætter Susanne Bier i sit mest forudsigelige spor. Hun gør det som hun gør bedst, og gør det til en grade-A standard.
Som altid er det tragedien og og de jævne mennesker der står for skud. Majoren Michael sendes til mellemøsten, og erklæres død efter et helikopterstyrt, men i stedet fanges han af oprørere der maltrakterer hans sunde fornuft. Imens må hans fandenivolske bror Janik træde i karakter på hjemmefronten, og hjælpe Michaels familie gennem sorgen. - Måske lidt for ihærdigt.
Bier har virkelig ikke opfundet nogen dyb tallerken med denne fortælling. Istedet er det et genre-miks der låner lidt fra velkendte og gennembrugte fortællinger. Et ordinært trekantsdrama blandet med det tragiske familiedrama, som vi er blevet stopfodret med i danske film, og som har Festen som baggrundsskabelon. Rørt op med fortællingen om manden som vender hjem fra krigen, bedst fortalt i Deer Hunter og Born of the 4th of July. - Nu skulle vi danskere blot have vores egen version.
Skuespillet er upåklageligt. Ulrich Thomsen er definition på indestengt vrede, der vender hjem med posen fyldt med dæmoner. Men forudsigeligheden er mærkbar fra første øjeblik filmen starter. Selvfølgelig går Michael op i sømmene, og selvfølgelig må Janik radikalt ændre sin personlighed for at yde en indsats.
Militærmanden bliver en hustyran, og bøllen må blive en barnepige.
Brødrenes personligheder kan spores tilbage til deres dominerende og utilstrækkelige far, som elsker Michael og afviser Janik. De repræsenterer jo netop hans egne styrker og svagheder, og det er så simplificeret og gennemkonstrueret at det til tider virker meget utroværdigt.
Alt er afpasset, smukt og sælsomt, og Bier viser sig igen som en af dansk films mest kompetente instruktører. Billedsiden er forførende smuk og belagt at sjæl, og lydsiden hæver meget mærkbart filmens standard. Alligevel så sidder man med en forladt følelse. Igen er man blevet snydt for dansk films næste store overraskelse, for Brødre er i bund og grund overraskende ordinær.
Som altid er det tragedien og og de jævne mennesker der står for skud. Majoren Michael sendes til mellemøsten, og erklæres død efter et helikopterstyrt, men i stedet fanges han af oprørere der maltrakterer hans sunde fornuft. Imens må hans fandenivolske bror Janik træde i karakter på hjemmefronten, og hjælpe Michaels familie gennem sorgen. - Måske lidt for ihærdigt.
Bier har virkelig ikke opfundet nogen dyb tallerken med denne fortælling. Istedet er det et genre-miks der låner lidt fra velkendte og gennembrugte fortællinger. Et ordinært trekantsdrama blandet med det tragiske familiedrama, som vi er blevet stopfodret med i danske film, og som har Festen som baggrundsskabelon. Rørt op med fortællingen om manden som vender hjem fra krigen, bedst fortalt i Deer Hunter og Born of the 4th of July. - Nu skulle vi danskere blot have vores egen version.
Skuespillet er upåklageligt. Ulrich Thomsen er definition på indestengt vrede, der vender hjem med posen fyldt med dæmoner. Men forudsigeligheden er mærkbar fra første øjeblik filmen starter. Selvfølgelig går Michael op i sømmene, og selvfølgelig må Janik radikalt ændre sin personlighed for at yde en indsats.
Militærmanden bliver en hustyran, og bøllen må blive en barnepige.
Brødrenes personligheder kan spores tilbage til deres dominerende og utilstrækkelige far, som elsker Michael og afviser Janik. De repræsenterer jo netop hans egne styrker og svagheder, og det er så simplificeret og gennemkonstrueret at det til tider virker meget utroværdigt.
Alt er afpasset, smukt og sælsomt, og Bier viser sig igen som en af dansk films mest kompetente instruktører. Billedsiden er forførende smuk og belagt at sjæl, og lydsiden hæver meget mærkbart filmens standard. Alligevel så sidder man med en forladt følelse. Igen er man blevet snydt for dansk films næste store overraskelse, for Brødre er i bund og grund overraskende ordinær.
23/01-2007
