Skyggen, der forsvandt
2.0
En dansk fremtidsthriller lyder ikke umiddelbart som nogen dårlig idé, men manuskriptet skal være en hel del bedre end det er i Thomas Borch Nielsens "Skyggen"
Der er en befriende tendens til, at dansk film er ved at bevæge sig ind på Hollywoods enemærker og begyndt at lave mere rendyrkede genrefilm. Alt fra teenage slasher ting, til de mere cool Tarantino efterligninger dukker op hist og her, og det er ikke nødvendigvis nogen skidt retning at bevæge sig i.
Jagten går ind
Derfor virker det egentlig også ganske naturligt at der nu er dukkert en dansk fremtidsthriller op. "Skyggen" foregår i fremtidens København eller nærmere betegnet Teknostaden, hvor webmasteren JB (Lars Bom) lever et velstruktureret liv. Hans vigtigste opgave er at overvåge den øverste gruppe af nettet, hvor, foruden JB, kun Milos, Rosenstein og den magtefulde Stoiss (Jørgen Kiil), har adgang. Plottet går i al sin enkelthed ud på, at nogen tapper Stoiss konto for kontanter og da de andre ledere på det øverste net-trin systematisk udryddes, falder mistanken på JB. Stoiss tvinger JB til at finde den skyldige ved at udstyre ham med en tidsindstillet bombe, der giver ham en løbetid på 35 timer. Sammen med sit muskuløse sidekick, dusørjægeren Miauv (Puk Scharbau), kaster han sig ud i opklaringen, der blandt andet involverer Stoiss bolleveninde Barbie (Karin Rørbæk).
Manus est forsvundet
Det lyder jo altsammen som skelletet til noget, der kunne blive en rigtig spændende film. Men ak - gode intentioner skaber ikke nødvendigvis gode film. Det altoverskyggende problem ved dette værk er et aldeles skidt manuskript, der propper den ene tæerkrummende replik efter den anden i munden på de stakkels skuespillere. Og lad det være slået fast med syvtommersøm: det er så godt som kropumuligt at lave one-liners på dansk uden det virker påtaget. Ikke destomindre er det det vi præsenteres for i store dele af filmen. Oven i hatten får vi nogle totalt kiksede biroller, såsom de to amatørhackere Dot (Mads Parsum) og Darling (Dorthe Westh Lerhmann), der vist nok skal være morsomme, men irriterer ud i det pinagtige.
Men nydeligt ser det jo ud
Det er tydeligt at filmen i al for høj grad har forelsket sig i sit cyberunivers, og det bliver da også dens fremmeste eksistensgrundlag. Man kan ikke sætte nogen fingre på den tekniske kvalitet, der er tilpas fremtidsagtig til at man køber den, også selvom det skinner igennem hvilke forlæg Thomas Borch Nielsen sværger til. Lad mig sige det på den måde at han har set "Blade Runner" mere end en gang. Det ses også enkelte markante steder i historien, så som den gennemgående voice-over, og i den afsluttende scene, der udspiller sig på en grøn plet i det ellers så mørke univers.
Foruden det tekniske univers fungerer valget af skuespillere ganske godt. Lars Bom er så tilpas mut som JB, Puk Scharbau er både farlig og sexet som Miauv og Jørgen Kiil er selvsagt en velvalgt skurk. Kun Karin Rørbech, der skal agere femme fatale, falder noget ved siden af.
Dommen må nødvendigvis være hård på grund af det gudsjammerlige manuskript, tiltrods for de gode intentioner.
Der er en befriende tendens til, at dansk film er ved at bevæge sig ind på Hollywoods enemærker og begyndt at lave mere rendyrkede genrefilm. Alt fra teenage slasher ting, til de mere cool Tarantino efterligninger dukker op hist og her, og det er ikke nødvendigvis nogen skidt retning at bevæge sig i.
Jagten går ind
Derfor virker det egentlig også ganske naturligt at der nu er dukkert en dansk fremtidsthriller op. "Skyggen" foregår i fremtidens København eller nærmere betegnet Teknostaden, hvor webmasteren JB (Lars Bom) lever et velstruktureret liv. Hans vigtigste opgave er at overvåge den øverste gruppe af nettet, hvor, foruden JB, kun Milos, Rosenstein og den magtefulde Stoiss (Jørgen Kiil), har adgang. Plottet går i al sin enkelthed ud på, at nogen tapper Stoiss konto for kontanter og da de andre ledere på det øverste net-trin systematisk udryddes, falder mistanken på JB. Stoiss tvinger JB til at finde den skyldige ved at udstyre ham med en tidsindstillet bombe, der giver ham en løbetid på 35 timer. Sammen med sit muskuløse sidekick, dusørjægeren Miauv (Puk Scharbau), kaster han sig ud i opklaringen, der blandt andet involverer Stoiss bolleveninde Barbie (Karin Rørbæk).
Manus est forsvundet
Det lyder jo altsammen som skelletet til noget, der kunne blive en rigtig spændende film. Men ak - gode intentioner skaber ikke nødvendigvis gode film. Det altoverskyggende problem ved dette værk er et aldeles skidt manuskript, der propper den ene tæerkrummende replik efter den anden i munden på de stakkels skuespillere. Og lad det være slået fast med syvtommersøm: det er så godt som kropumuligt at lave one-liners på dansk uden det virker påtaget. Ikke destomindre er det det vi præsenteres for i store dele af filmen. Oven i hatten får vi nogle totalt kiksede biroller, såsom de to amatørhackere Dot (Mads Parsum) og Darling (Dorthe Westh Lerhmann), der vist nok skal være morsomme, men irriterer ud i det pinagtige.
Men nydeligt ser det jo ud
Det er tydeligt at filmen i al for høj grad har forelsket sig i sit cyberunivers, og det bliver da også dens fremmeste eksistensgrundlag. Man kan ikke sætte nogen fingre på den tekniske kvalitet, der er tilpas fremtidsagtig til at man køber den, også selvom det skinner igennem hvilke forlæg Thomas Borch Nielsen sværger til. Lad mig sige det på den måde at han har set "Blade Runner" mere end en gang. Det ses også enkelte markante steder i historien, så som den gennemgående voice-over, og i den afsluttende scene, der udspiller sig på en grøn plet i det ellers så mørke univers.
Foruden det tekniske univers fungerer valget af skuespillere ganske godt. Lars Bom er så tilpas mut som JB, Puk Scharbau er både farlig og sexet som Miauv og Jørgen Kiil er selvsagt en velvalgt skurk. Kun Karin Rørbech, der skal agere femme fatale, falder noget ved siden af.
Dommen må nødvendigvis være hård på grund af det gudsjammerlige manuskript, tiltrods for de gode intentioner.
19/11-2018