Som en saks i hjertet
6.0
Den barnligsindede og eventyrlige filminstruktør, Tim Burton, begik i 1990 sin så afgjort største bedrift, nemlig eventyrfabelen ”Edward Scissorhands”. En film der uden tvivl kan betegnes som hans bedste, hans mest udfordrende og mest enestående. Og et værk der som indbegrebet af Tim Burton medgiver alle facetter og farverige nuancer af manden, når han er absolut bedst.
Med et som altid smukt arsenal af opfindsomhed og visuelle udfoldelser, tager Burton os igen med ind i eventyrets verden og fortæller sin beretning om menneskemaskinen Edward, der med knivskarpe saksefingre i stedet for rigtige hænder lever isoleret og ensom i sin afdøde opfinders mørklagte slot på toppen af et indhegnet bjerg. For neden af bjerget ligger den eksemplariske solskinsby, Suburbia, der, med identiske parcelhuse i alle regnbuens farver og en befolkningen fyldt med tandpastasmil, er et absurd sammenkog af alt det glatte og velpolerede fra menneskets verden. En modsætning mellem verdener der understreges i Suburbias rutineformel hvor mændene tager på arbejde, kvinderne sludrer for en sladder, mændene vender hjem og byen går til ro, mens Edward langt mindre rituelt vandrer rundt på sit slot og i sin smukke have fanget i sin friheds lænker.
Tim Burton er kendt som en humoristisk og bestemt eventyrlysten filmhåndværker, men ”Edward Scissorhands” er ligeså rørende som den er teknisk elegant, smuk som den er sjov og konsekvent som den er sårbar i sin kraft af mødet mellem eventyrland og virkelighed. Det sker da Edward hjælpes af en af byens mere venligsindede beboere væk fra sit skjul og ned i byens heksekedel af hyklerisk sladdersnak og postyr, imens han konstant kæmper med saksehændernes kvaler og en besværlig forelskelse. Filmen udvikler sig i mere og mere alvorlige baner af håbløshed, både ved synet af Edward der bogstaveligt talt hvæser klør i aggression og ved Tim Burtons som altid uimodståelige evne til at medrive sit publikum med storm.
”Edward Scissorhands” er ganske enkelt en vidunderlig film, ikke synderlig original, men uendelig dybtfølt. Med Johnny Depp, Dianne West, Winona Ryder og ikke mindst Vincent Price i en herlig og uvurderlig rolle er filmen fuldt og fast holdt på et veludført stadie af flotte præstationer, der får os til at le, græde og knuge til Danny Elfmans pragtfulde musik. ”Edward Scissorhands” bør opleves af alle, både som et mægtigt og bevægende følelsesudspil og som en fantasifuld eventyrfilm. Jeg finder i hvert fald hver gang mig selv grædende til denne film og dybt forelsket i Burtons fabelagtige talent.
Med et som altid smukt arsenal af opfindsomhed og visuelle udfoldelser, tager Burton os igen med ind i eventyrets verden og fortæller sin beretning om menneskemaskinen Edward, der med knivskarpe saksefingre i stedet for rigtige hænder lever isoleret og ensom i sin afdøde opfinders mørklagte slot på toppen af et indhegnet bjerg. For neden af bjerget ligger den eksemplariske solskinsby, Suburbia, der, med identiske parcelhuse i alle regnbuens farver og en befolkningen fyldt med tandpastasmil, er et absurd sammenkog af alt det glatte og velpolerede fra menneskets verden. En modsætning mellem verdener der understreges i Suburbias rutineformel hvor mændene tager på arbejde, kvinderne sludrer for en sladder, mændene vender hjem og byen går til ro, mens Edward langt mindre rituelt vandrer rundt på sit slot og i sin smukke have fanget i sin friheds lænker.
Tim Burton er kendt som en humoristisk og bestemt eventyrlysten filmhåndværker, men ”Edward Scissorhands” er ligeså rørende som den er teknisk elegant, smuk som den er sjov og konsekvent som den er sårbar i sin kraft af mødet mellem eventyrland og virkelighed. Det sker da Edward hjælpes af en af byens mere venligsindede beboere væk fra sit skjul og ned i byens heksekedel af hyklerisk sladdersnak og postyr, imens han konstant kæmper med saksehændernes kvaler og en besværlig forelskelse. Filmen udvikler sig i mere og mere alvorlige baner af håbløshed, både ved synet af Edward der bogstaveligt talt hvæser klør i aggression og ved Tim Burtons som altid uimodståelige evne til at medrive sit publikum med storm.
”Edward Scissorhands” er ganske enkelt en vidunderlig film, ikke synderlig original, men uendelig dybtfølt. Med Johnny Depp, Dianne West, Winona Ryder og ikke mindst Vincent Price i en herlig og uvurderlig rolle er filmen fuldt og fast holdt på et veludført stadie af flotte præstationer, der får os til at le, græde og knuge til Danny Elfmans pragtfulde musik. ”Edward Scissorhands” bør opleves af alle, både som et mægtigt og bevægende følelsesudspil og som en fantasifuld eventyrfilm. Jeg finder i hvert fald hver gang mig selv grædende til denne film og dybt forelsket i Burtons fabelagtige talent.
09/03-2007
