Feberfantasier fra drømmeland
5.0
Marc Caro, Jean-Pierre Jeunet og ikke mindst fotografen Darius Khondji blænder op for talrige filmmagiske lækkerbiskener i franske "De fortabte børns by". Med en billedside lige til at forgabe sig i og et univers der svare til en sammensmeltning af levendegjorte vrangforestillinger, er det en, mest af alt visuel, oplevelse af de sjældne.
Allerede ved første øjenkast står "De fortabte børns by" som et klokkeklart visuelt unikum. Scenen er fantastisk flot sat op til fortællingen om den gale videnskabsmand, Krank, hvis alder og dalende livsglæde betyder, at han har mistet sin dyrebare evne til at drømme. Derfor indfanger han børn og kobler sig til deres søvn i håbet om at segne med i drømmeland. Lige indtil nogen forsøger at sætte en stopper for ham.
Fortalt til fotografispecialisten Darius Khondjis (”Se7en” og ”Delicatessen”) ubegribeligt smukke billeder er ”De fortabte børns by” en på alle måder enestående oplevelse, der, med sit arsenal af skæve vinkler og forunderlige farver, næsten tvinger seerens næsetip imod Tv-skærmen og trykker den flad, som var man en lille dreng der kiggede gennem et slikbutiksvindue.
Jenuet og Caros univers minder om en blanding af feberdrøm og børnetegning, som et sted med en lækker flaskegrøn himmel, skæve huse og snørklede gågader og en bizar verden overdækket af et mørkt og konstant tågeslør. I sit alt-mulig-mix bærer ”De fortabte børns by” fra første færd på et forunderligt præg, der omhyggeligt lader den balancere på skillelinjen mellem drøm og mareridt (ikke meget ulig Terry Gilliams ”Brazil”). Det er genre-hybrid af højeste klasse. Både med glimt i øjet og en visuel sans, jeg aldrig mindes at have set mage til.
Ellers er det svært - for ikke at sige umuligt - at sætte ord på denne franske udsøgte specialitet. "De fortabte Børns by" skal opleves, smages og nydes, først og fremmest som et billedligt mesterværk.
Allerede ved første øjenkast står "De fortabte børns by" som et klokkeklart visuelt unikum. Scenen er fantastisk flot sat op til fortællingen om den gale videnskabsmand, Krank, hvis alder og dalende livsglæde betyder, at han har mistet sin dyrebare evne til at drømme. Derfor indfanger han børn og kobler sig til deres søvn i håbet om at segne med i drømmeland. Lige indtil nogen forsøger at sætte en stopper for ham.
Fortalt til fotografispecialisten Darius Khondjis (”Se7en” og ”Delicatessen”) ubegribeligt smukke billeder er ”De fortabte børns by” en på alle måder enestående oplevelse, der, med sit arsenal af skæve vinkler og forunderlige farver, næsten tvinger seerens næsetip imod Tv-skærmen og trykker den flad, som var man en lille dreng der kiggede gennem et slikbutiksvindue.
Jenuet og Caros univers minder om en blanding af feberdrøm og børnetegning, som et sted med en lækker flaskegrøn himmel, skæve huse og snørklede gågader og en bizar verden overdækket af et mørkt og konstant tågeslør. I sit alt-mulig-mix bærer ”De fortabte børns by” fra første færd på et forunderligt præg, der omhyggeligt lader den balancere på skillelinjen mellem drøm og mareridt (ikke meget ulig Terry Gilliams ”Brazil”). Det er genre-hybrid af højeste klasse. Både med glimt i øjet og en visuel sans, jeg aldrig mindes at have set mage til.
Ellers er det svært - for ikke at sige umuligt - at sætte ord på denne franske udsøgte specialitet. "De fortabte Børns by" skal opleves, smages og nydes, først og fremmest som et billedligt mesterværk.
25/03-2007
