Begrænset gevinst
4.0
Efter vittighedsbomben ”Being John Malkovich” fandt Charlie Kaufman og Spike Jonze atter sammen med et resultat, der trods original tænkning og lysende alternativer ikke når op på hverken førnævntes højder eller i den efterfølgende og uvurderligt smukke "Evigt solskin i et pletfrit sind"s rene mesterklasse.
Dette udspil fra 2002 ved navn "Adaptation" eller på dansk "Orkidé-tyven" er ligesom sine "slægtninge" et, stort mærkeligt genresplit, der kører på syre i stedet for benzin, og en meget veludført form for metafilm, der altså gør opmærksom på sin eksistens som spillefilmsfiktion. Realismen er levnet til fordel for symbolikken, formen og metaforene, der som i ”Malkovich” og ”Evigt solskin...” er tæt pakket ind i humor og opfindsomheder. Derfor er specielt ”Adaptation” på samme måde svær at danne sig et overordnet indtryk af, da den smider om sig med stilskift og humørsvingninger i så kraftige doser, at det helt kan være svært at holde styr på. Også selvom det altså ér ekstremt fascinerende.
Af den grund har jeg også svært ved at bedømme ”Adaptation” som en helhed. Uden tvivl er Nicholas Cage meget velspillende i sin dobbeltrolle som Charlie Kaufman og bror, uden tvivl er billederne og stemningen gennemarbejdet og uden tvivl vrimler det med skæve indfald og guldkorn i denne noget bizarre form for selvbiografi af Kaufman om Kaufman, der deprimeret og totalt nedtrykt forsøger at færdiggøre det manuskriptopgave han har påført sig. Men noget mangler, noget sammenbindingsværk eller den form for ”Chill-faktor” der virkelig blæser mig omkuld.
”Adaptation” handler helt åbenlyst om den fortabte Charlie Kaufman der æder sig selv op med sin egen stolthed, men så afgjort også om at finde ind til sig selv og om åbne øjnene for muligheden for netop dette. At Jonze og Kaufman selv som en selvfølge har overstoppet filmen med alverdens former for underlige og skæve drejninger, er de da i sin fulde ret til. For mig gik den bare ikke. ”Adaptation” trækker derfor ikke mere end fire stjerner i hus herfra, af grunde jeg sådan set har svært ved at begrunde, men i samme grad finder umulige at benægte. Lad os bare sige blomsterpulveret ikke sneg sig rent op.
Dette udspil fra 2002 ved navn "Adaptation" eller på dansk "Orkidé-tyven" er ligesom sine "slægtninge" et, stort mærkeligt genresplit, der kører på syre i stedet for benzin, og en meget veludført form for metafilm, der altså gør opmærksom på sin eksistens som spillefilmsfiktion. Realismen er levnet til fordel for symbolikken, formen og metaforene, der som i ”Malkovich” og ”Evigt solskin...” er tæt pakket ind i humor og opfindsomheder. Derfor er specielt ”Adaptation” på samme måde svær at danne sig et overordnet indtryk af, da den smider om sig med stilskift og humørsvingninger i så kraftige doser, at det helt kan være svært at holde styr på. Også selvom det altså ér ekstremt fascinerende.
Af den grund har jeg også svært ved at bedømme ”Adaptation” som en helhed. Uden tvivl er Nicholas Cage meget velspillende i sin dobbeltrolle som Charlie Kaufman og bror, uden tvivl er billederne og stemningen gennemarbejdet og uden tvivl vrimler det med skæve indfald og guldkorn i denne noget bizarre form for selvbiografi af Kaufman om Kaufman, der deprimeret og totalt nedtrykt forsøger at færdiggøre det manuskriptopgave han har påført sig. Men noget mangler, noget sammenbindingsværk eller den form for ”Chill-faktor” der virkelig blæser mig omkuld.
”Adaptation” handler helt åbenlyst om den fortabte Charlie Kaufman der æder sig selv op med sin egen stolthed, men så afgjort også om at finde ind til sig selv og om åbne øjnene for muligheden for netop dette. At Jonze og Kaufman selv som en selvfølge har overstoppet filmen med alverdens former for underlige og skæve drejninger, er de da i sin fulde ret til. For mig gik den bare ikke. ”Adaptation” trækker derfor ikke mere end fire stjerner i hus herfra, af grunde jeg sådan set har svært ved at begrunde, men i samme grad finder umulige at benægte. Lad os bare sige blomsterpulveret ikke sneg sig rent op.
01/04-2007
