Filmhistorie
5.0
Eftersom Dreyer i stumfilmens tid ikke kunne bruge tale og lydeffekter til at nå ud til publikum, fyldte han i stedet lærredet med fantastiske billeder, hvor skuespillernes ansigter og kameraets vinkler var hans redskaber. Skuespillerne skulle for alvor viste intensitet, og i tilfældet med ”La Passion de Jeanne D'Arc”, lidelse, fortvivlelse, galskab, vrede og ikke mindst frygt.
Fortællingen om Jeanne D'Arc er velkendt. Efter at have ledt franske hærstyrker mod briterne i Guds navn, tages Jeanne (Maria Falconetti) til fange og forhøres af biskop Pierre Cauchon (Eugene Silvain) og en række dommere. Jeanne D'Arc påstår, at hun udfører Guds vilje, som hun har hørt dem igennem en engel. Hendes eksistens alene sætter spørgsmålstegn ved kirkens monopol på at repræsentere Gud. Enten skal denne unge pige kanoniseres, hvilket ville være et nederlag for præsterne, eller også skal hendes handlinger fordømmes som djævlens værk.
Spillet handler i høj grad om præsternes tvivl på, om de faktisk står overfor et af Guds sendebude. Hvis det er tilfældet, så er de i gang med at korsfæste en martyr på samme måde som Jesus blev korsfæstet, og det vil ikke se godt ud i historiebøgerne. Og sådan ser historien om Jeanne D'Arc ud i dag. Nogle præster overbevises om hendes hellige status. Men de gamle autoriteter frygter nu mest, at de vil miste deres magt, hvis de ikke kan få dette pigebarn, der er så stærkt overbevist om sin forbindelse til Gud, til at makke ret.
Maria Falconetti spiller fantastisk. Hun har næsten ikke optrådt i andre film end denne, men hendes optræden er noget af det stærkeste, jeg længe har set på film. Dreyer tager det ene nærbillede af hende efter det andet, hvor vi ser hende udtrykke stærk tro i det ene øjeblik, tvivl i det næste. Galskab i det ene øjeblik og salighed i det næste. Vi fornemmer både mennesket og symbolet Jeanne D'Arc igennem Falconettis optræden og Dreyers billeder.
Og så er billederne af de hårde og vrede autoriteter også helt fantastiske. Der er hele tiden en spænding i billederne, selv om der indtil slutningen sker meget lidt bevægelse. De sætter hende på hårdere og hårdere prøver, hvor et forkert svar kan tolkes som blasfemi. Senere truer de hende med tortur. Og hun er næsten ved at bryde sammen, da de lokker med at give hende messe, hvorefter de stiller hende en betingelse om at skrive under på, at hun stod i ledtog med djævlen. Der er altid en masse spørgsmål i luften under disse scener. Overgiver hun sig? Er hun gal eller blot stærk i sin tro? Har præsterne en samvittighed, eller vil de gøre alt for at beholde deres magt?
I filmens sidste scener viser Dreyer også et stort talent for billeder med mere handling og bevægelse under filmens klimaks, hvor Jeanne D'Arc brænder, og masserne begynder at røre på sig. ”Jeanne D'Arc” er en uforglemmelig og stærk film, der fortjener sin fornemme plads i filmhistorien.
Fortællingen om Jeanne D'Arc er velkendt. Efter at have ledt franske hærstyrker mod briterne i Guds navn, tages Jeanne (Maria Falconetti) til fange og forhøres af biskop Pierre Cauchon (Eugene Silvain) og en række dommere. Jeanne D'Arc påstår, at hun udfører Guds vilje, som hun har hørt dem igennem en engel. Hendes eksistens alene sætter spørgsmålstegn ved kirkens monopol på at repræsentere Gud. Enten skal denne unge pige kanoniseres, hvilket ville være et nederlag for præsterne, eller også skal hendes handlinger fordømmes som djævlens værk.
Spillet handler i høj grad om præsternes tvivl på, om de faktisk står overfor et af Guds sendebude. Hvis det er tilfældet, så er de i gang med at korsfæste en martyr på samme måde som Jesus blev korsfæstet, og det vil ikke se godt ud i historiebøgerne. Og sådan ser historien om Jeanne D'Arc ud i dag. Nogle præster overbevises om hendes hellige status. Men de gamle autoriteter frygter nu mest, at de vil miste deres magt, hvis de ikke kan få dette pigebarn, der er så stærkt overbevist om sin forbindelse til Gud, til at makke ret.
Maria Falconetti spiller fantastisk. Hun har næsten ikke optrådt i andre film end denne, men hendes optræden er noget af det stærkeste, jeg længe har set på film. Dreyer tager det ene nærbillede af hende efter det andet, hvor vi ser hende udtrykke stærk tro i det ene øjeblik, tvivl i det næste. Galskab i det ene øjeblik og salighed i det næste. Vi fornemmer både mennesket og symbolet Jeanne D'Arc igennem Falconettis optræden og Dreyers billeder.
Og så er billederne af de hårde og vrede autoriteter også helt fantastiske. Der er hele tiden en spænding i billederne, selv om der indtil slutningen sker meget lidt bevægelse. De sætter hende på hårdere og hårdere prøver, hvor et forkert svar kan tolkes som blasfemi. Senere truer de hende med tortur. Og hun er næsten ved at bryde sammen, da de lokker med at give hende messe, hvorefter de stiller hende en betingelse om at skrive under på, at hun stod i ledtog med djævlen. Der er altid en masse spørgsmål i luften under disse scener. Overgiver hun sig? Er hun gal eller blot stærk i sin tro? Har præsterne en samvittighed, eller vil de gøre alt for at beholde deres magt?
I filmens sidste scener viser Dreyer også et stort talent for billeder med mere handling og bevægelse under filmens klimaks, hvor Jeanne D'Arc brænder, og masserne begynder at røre på sig. ”Jeanne D'Arc” er en uforglemmelig og stærk film, der fortjener sin fornemme plads i filmhistorien.
02/04-2007
