Opløftende uhyggelig

I mine øjne er filmene inden for gyser-genren af dalende kvalitet. Diverse håbløse remakes, der ikke kan gøre den mindste flue fortræd, har givet nutidens gyser-film et dårligt ry.
Derfor er det selvfølgelig opløftende, når der for en gang skyld dukker en gyser op med kød på, som denne - Saw ('04) - hvor uhyggen sikkert sætter sit præg på hvert eneste billede, der sikkert ruller over skærmen, mens ubehageligheder får selv de mindste hår til at rejse sig på vores rystende og kolde arme. Herligt!

Hvor meget er du villig til at ofre for at bevare dit liv? Det spørgsmål får de stakkels gidsler, håndplukket af den mystiske Jigsaw stillet, da de en efter en skal tage det tilsyneladende nemme valg; om de vil dø eller leve.
Som det står her sort på hvidt, er der ingen tvivl om valget. Men hvad hvis det koster én øjet? Har man så viljen og styrken til at vælge? En interessant tanke, som 'Saw' benytter sig yderst effektivt af.

Af andet 'Saw' effektfuldt tager i brug er de vellykkede flaskbacks værd at nævne, hvor vi følger vore to hovedpersoners liv op til deres tilfangentagen hos Jigsaw. Og lad det være sagt; personkarakteristikkerne er ikke filmens styrke (bl.a. pga. halvgodt skuespil), og derfor kommer vi aldrig ind i personernes sind og føler deres mindste bevægelse. Flashbacks'enes styrker findes helt andetsteds; uhyggen; det, der suværent står øverst på opskriften til en gyserfilm.
Og netop uhyggen er stærkt medvirkende til at disse flashbacks til tider er så kriblende
væmmelige, at selv en garvet gyser-tilhænger kan ryste en anelse i bukserne.

'Saw' er hårrejsende uhyggelig, kvalmende ubehagelig og i det hele taget ekstremt vellykket. Filmen rejser sig ubesværret over mange af nutidens andre gysere, mens den kaster en stadig sortere skygge over dem. Bedste gyser i lang tid.