Lev svagt, dø aldrig
4.0
"The Fountain" er en af de slags film jeg rigtig godt kunne tænke mig at syntes virkelig godt om. En film jeg næsten på forhånd havde paratgjort mig på at hylde. Ikke nok med at dens trailer lovede alverden - instruktøren hedder Darren Aronofsky og har tidligere stået bag en af de bedste film jeg mindes at have set, "Requiem for a Dream" fra år 2000.
"The Fountain" er altså en film jeg ville elske at drysse stjerner og skamrosende ord ud over, både for sin umanerligt veludførte billedside og sine eksistentielle perspektiveringer af menneskets stræben efter evigt liv. Men det kan jeg, af flere grunde, ikke.
Hvor Darren Aronofskys seneste film, den førnævnte "Requiem for a Dream", beskrev en række menneske fanget i en formørket blindgyde af misbrug og afhængighed gennem aggressive lyd- og billedeffekter, har han i sit nyeste udspil fralagt sig sit domæne af voldsomme udtryksformer og sat buddhisme, liv og død på programmet. I ”The Fountin” kæmper én mand gennem tre tidsaldre om evnen til evigt forbrug af livets kilde. Hvorfor? For at bekende sin kærlighed til kvinden han elsker. Denne mand ved navn Thomas følges både som videnskabsmand i hvor tid og som en munkelignende buddhist, der langt ude i fremtiden svæver rundt et sted i verdensrummet for at nå livets træ og retten til at leve for evigt.
Nu skal jeg naturligvis passe på med at analysere og genfortælle historien i ”The Fountain”, da den ér et næsten uoverkommelig stort stykke at gabe over. Aronofsky har bestemt heller ikke holdt igen med ambitionsniveauet og sine store, anfægtende armbevægelser, hvilket i høj grad bevirker filmen en byrde af at have stoppet for meget i sig. Lidt for mange close-ups og lidt for mange spørgsmål om livets universelle mysterium. Alligevel, eller måske af samme grunde, maler ”The Fountain” med brede strøg, ikke så brede at vi nødvendigvis forstår at tyde dem, men så brede at man med garanti ser på filmen og dens farvelader som noget der under alle omstændigheder tør og vil mere end mange andre film.
”The Fountain” svælger for opslugt rundt i sin egen ekstase og virker i perioder som en alt for selvtilfreds udpensling af den buddhistiske tro til, at jeg for alvor kan juble og værdsætte Darren Aronofskys ellers længe ventede hypotese i så høj grad som jeg gerne vil. De fire små stjerner filmen får, går dog imidlertid til instruktørens atter overvældende talent i lyd og billede, og hans modige og til tider meget tankevækkende forsøg på at filosofere over himlen og jorden, livet og døden og placere det i en filmisk ramme. Ikke at det fremstår som helt fantastisk vellykket, men det giver umådelig god mening set i lyset af hvorfor jeg personligt går i biografen eller bare ser film. Nemlig for at opleve.
"The Fountain" er altså en film jeg ville elske at drysse stjerner og skamrosende ord ud over, både for sin umanerligt veludførte billedside og sine eksistentielle perspektiveringer af menneskets stræben efter evigt liv. Men det kan jeg, af flere grunde, ikke.
Hvor Darren Aronofskys seneste film, den førnævnte "Requiem for a Dream", beskrev en række menneske fanget i en formørket blindgyde af misbrug og afhængighed gennem aggressive lyd- og billedeffekter, har han i sit nyeste udspil fralagt sig sit domæne af voldsomme udtryksformer og sat buddhisme, liv og død på programmet. I ”The Fountin” kæmper én mand gennem tre tidsaldre om evnen til evigt forbrug af livets kilde. Hvorfor? For at bekende sin kærlighed til kvinden han elsker. Denne mand ved navn Thomas følges både som videnskabsmand i hvor tid og som en munkelignende buddhist, der langt ude i fremtiden svæver rundt et sted i verdensrummet for at nå livets træ og retten til at leve for evigt.
Nu skal jeg naturligvis passe på med at analysere og genfortælle historien i ”The Fountain”, da den ér et næsten uoverkommelig stort stykke at gabe over. Aronofsky har bestemt heller ikke holdt igen med ambitionsniveauet og sine store, anfægtende armbevægelser, hvilket i høj grad bevirker filmen en byrde af at have stoppet for meget i sig. Lidt for mange close-ups og lidt for mange spørgsmål om livets universelle mysterium. Alligevel, eller måske af samme grunde, maler ”The Fountain” med brede strøg, ikke så brede at vi nødvendigvis forstår at tyde dem, men så brede at man med garanti ser på filmen og dens farvelader som noget der under alle omstændigheder tør og vil mere end mange andre film.
”The Fountain” svælger for opslugt rundt i sin egen ekstase og virker i perioder som en alt for selvtilfreds udpensling af den buddhistiske tro til, at jeg for alvor kan juble og værdsætte Darren Aronofskys ellers længe ventede hypotese i så høj grad som jeg gerne vil. De fire små stjerner filmen får, går dog imidlertid til instruktørens atter overvældende talent i lyd og billede, og hans modige og til tider meget tankevækkende forsøg på at filosofere over himlen og jorden, livet og døden og placere det i en filmisk ramme. Ikke at det fremstår som helt fantastisk vellykket, men det giver umådelig god mening set i lyset af hvorfor jeg personligt går i biografen eller bare ser film. Nemlig for at opleve.
15/04-2007
