Usikker sikkerhed
5.0
”The Conversation” af Francis Ford Coppola er både en personskildring og et tidsbillede af et paranoidt USA i 70erne få år efter Watergate-skandalen. Igennem skildringen af den ensomme og overforsigtige sikkerheds- og aflytningsekspert Harry Caul, spillet af Gene Hackman i sit livs bedste rolle, viser Coppola, at sikkerhed og usikkerhed er to sider af samme sag.
Harry Caul aflytter med sit team en samtale mellem en kvinde og en mand på en plads fyldt med mennesker. Men da han senere lytter båndene efter, får han en fornemmelse af, at der er noget galt. Han er hyret af en direktør for et stort firma, men han er ikke til stede, da Harry kommer for at aflevere båndene. Der er kun hans assistent (Harrison Ford) på kontoret, så Harry nægter at aflevere båndene. Da assistenten forfølger Harry og advarer ham om, at noget slemt vil ske, hvis han ikke afleverer båndene, bliver Harry selvfølgelig endnu mere paranoid. Menneskene omkring ham stiller spørgsmål om hans egen person, som han nægter at svare på. Han lukker flere og flere mennesker ud af sin verden. Alligevel bryder alle hans barrierer ned. Hans største rival indenfor branchen (Allen Garfield) får placeret en mikrofon på ham. Viceværten kommer ind i lejligheden med en ekstra nøgle, som hun ikke har fortalt om.
Harry, der går så meget op i sikkerhed, er hele tiden sårbar. Han siger på et tidspunkt, at det eneste personlige han har at beskytte er sin nøgle, og i denne sætning ligger hele karakterens dilemma. Harry er berømt og respekteret indenfor sit felt, og hele hans identitet drejer sig om dette job som sikkerhedsekspert. Men i løbet af filmen bliver han brudt ned stykke for stykke. Gene Hackman gør det fremragende i denne rolle. Han spiller denne introverte karakter utrolig godt med mumlen og en konstant fornemmelse af usikkerhed. For kun at gå op i sikkerhed er nemlig et tegn på usikkerhed. Og man kan sjældent være sikker på noget.
Samtidig er det en film om ensomhed. Harry formår nemlig ikke at kommunikere med sine medmennesker. Derfor virker titlen ”The Conversation” ironisk. I modsætning til 60ernes James Bond film hvor elektroniske gadgets er sjove og fascinerende, viser Coppolas film et paranoidt Watergate USA, hvor elektroniske gadgets er distancerende og kolde. Et produkt af et moderne samfund, hvor selv de mest tillukkede og usikre kan synke endnu dybere ned i deres egen paranoide verden.
Det er uden tvivl en klassiker, der har inspireret mange film senere hen, og den er helt sikkert en af Coppolas bedste.
Harry Caul aflytter med sit team en samtale mellem en kvinde og en mand på en plads fyldt med mennesker. Men da han senere lytter båndene efter, får han en fornemmelse af, at der er noget galt. Han er hyret af en direktør for et stort firma, men han er ikke til stede, da Harry kommer for at aflevere båndene. Der er kun hans assistent (Harrison Ford) på kontoret, så Harry nægter at aflevere båndene. Da assistenten forfølger Harry og advarer ham om, at noget slemt vil ske, hvis han ikke afleverer båndene, bliver Harry selvfølgelig endnu mere paranoid. Menneskene omkring ham stiller spørgsmål om hans egen person, som han nægter at svare på. Han lukker flere og flere mennesker ud af sin verden. Alligevel bryder alle hans barrierer ned. Hans største rival indenfor branchen (Allen Garfield) får placeret en mikrofon på ham. Viceværten kommer ind i lejligheden med en ekstra nøgle, som hun ikke har fortalt om.
Harry, der går så meget op i sikkerhed, er hele tiden sårbar. Han siger på et tidspunkt, at det eneste personlige han har at beskytte er sin nøgle, og i denne sætning ligger hele karakterens dilemma. Harry er berømt og respekteret indenfor sit felt, og hele hans identitet drejer sig om dette job som sikkerhedsekspert. Men i løbet af filmen bliver han brudt ned stykke for stykke. Gene Hackman gør det fremragende i denne rolle. Han spiller denne introverte karakter utrolig godt med mumlen og en konstant fornemmelse af usikkerhed. For kun at gå op i sikkerhed er nemlig et tegn på usikkerhed. Og man kan sjældent være sikker på noget.
Samtidig er det en film om ensomhed. Harry formår nemlig ikke at kommunikere med sine medmennesker. Derfor virker titlen ”The Conversation” ironisk. I modsætning til 60ernes James Bond film hvor elektroniske gadgets er sjove og fascinerende, viser Coppolas film et paranoidt Watergate USA, hvor elektroniske gadgets er distancerende og kolde. Et produkt af et moderne samfund, hvor selv de mest tillukkede og usikre kan synke endnu dybere ned i deres egen paranoide verden.
Det er uden tvivl en klassiker, der har inspireret mange film senere hen, og den er helt sikkert en af Coppolas bedste.
17/04-2007
