Filmkunst

Efter med stor begejstring at have oplevet Sofia Coppolas ”Lost in Translation” og beset den som en ægte lille perle valgte jeg at købe filmen. Her, efter et gensyn, var jeg efterladt mundlam. Sjældent, ja næsten aldrig har jeg overværet en så gennemført smuk og hjertefuld film. Derfor er dommen efter gennemsyn nummer to soleklar: ”Lost in Translation” er muligvis den bedste film, jeg nogensinde har set.

Vi er helt tilbage til den koncentrerede essens af kærlighed ved mødet mellem to mennesker, der trods store tocifrede aldersforskelle finder hinanden som lys i mørket, midt i Tokyos sprudlende fontæne af liv og kultur. Den ene af de to er den aldrende skuespiller, Bob, der er ikke blot hægtet af når det kommer til at oversætte fremmedsprog. Han er i det hele taget hægtet af sin egen hastige levebane og kørt godt og grundigt træt i tilværelsen. Mens konen så vidt som muligt forsøger at belaste Bob med skyldfølelse og samvittighedskvaler over sit hjemmelige fravær, slår han dag- såvel som nattetimerne ihjel i hotellets lobby. Bill Murray er naturligvis det oplagte valg til en rolle som denne, hvor ansigtet og den livstrætte facade skal skjule og samtidig tilkendegive følelser, og hans præstation er elegant, depressiv, herlig og udført med en medmenneskelighed man fuldt ud sætter sin lid til. Om Murray endda burde have vundet en Oscar for sin rolle? Uden tvivl ja.

På samme hotel og i samme mindreværdskrise finder man Charlotte. Hendes kæreste, John, arbejder stort set i døgndrift, og Charlotte går det meste af tiden forundret gennem gaderne og oplever Tokyos glade galskab. Meget lig Bob er hun ikke helt frisk nok til at være på toppen om dagen, og heller ikke træt nok til at sove om natten, og præcis som Bob er hun meget uforstående overfor kulturen og oversætningen. En aften i lobbyen finder de to sammen, og deres første fællessekvens er gennemført i dialog og sammenspillet begået med en uforlignelig gnist af kærlighed. Trods sin unge alder fremstår Scarlett Johansson i rollen som Charlotte som en erfaren stjerne inden for faget, en ikke uslebet, men slebet og poleret diamant, der med sin naturlighed, intelligens og sin ufattelige skønhed man knap kan tage øjnene fra, griber sin seer ved hjertet som denne ubetinget smukke og elskværdige pige fanget i ensomhedens fælde.

Da jeg i sin tid valgte at give ”Lost in Translation” fem stjerner, kunne jeg åbenbart ikke se dens sande skønhed. Måske har det noget med min alder at gøre, da jeg første gang så filmen for godt tre år siden da den udkom på DVD og her for nyligt altså genså den. Måske vil jeg - hvis det overhovedet er muligt - syntes bedre og bedre om filmen jo ældre jeg bliver. Under alle omstændigheder skal Sofia Coppolas ubestridte mesterværk her og nu hædres med alt det kan få, for hvis nogen form for film skal forny mediet, puste liv i dens udbrændte gløder og på én eller anden måde lade årtusindskiftet bane stien for en ny glorværdig æra, kan svaret og vejen frem kun navngives ”Lost in Translation” og Michel Gondrys ”Evigt solskin i et pletfrit sind”. To uforglemmelige film, der hver især beskriver kærligheden mellem mennesker til den store guldmedalje, og så absolut hører til noget af det bedste jeg har set.

Måske er ”Lost in Translation” langt fra ligeså sindrigt opbygget som førnævnte ”Evigt solskin i et pletfrit sind”. Måske tager den hverken hånd om et verdensbillede eller når rundt i alle livets kroge - men intet gør det, når den en smuk og levende film om et håndgribeligt emne, nemlig om kærligheden og hvordan den kan opstå når som helst, hvor som helst, med hvem som helst og hvordan den hverken kan styres eller benægtes. I samme nærmest poetiske og håndgribelige fortælleformel billedliggører Coppola både via. sit usigeligt velvalgte soundtrack, sine perfekte billeder og sine fabelagtige skuespillere helt exceptionelt godt den ensomhed som ethvert menneske somme tider må føle under og som præger vores hovedpersoners fraværende forhold til omverdenen. Det er disse to emner, ensomhed og kærlighed, Sofia Coppola væver sammen og det gør hun rent, klart og præcist til en handling, der på smukkeste vis siger alt næsten uden at sige noget.

Jeg var meget i tvivl om jeg følte trang til at grine eller græde da filmen, efter en af filmhistoriens smukkeste slutninger, efterlod mig i en lettere chokeret tilstand. Jeg aner stadig ikke, om den tåre der sneg sig ned ad min kind var fremskyndet af sorg eller af glæde, om følelsen var kærlig eller trist. Jeg ved kun, at den var ulig noget andet en film har ladet mig føle og at "Lost In Translation", grundet hele dens ånd og hele dens uimodståelige scenarie af to mennesker der uden for tid og sted finder hinanden og forelskes, i uhørt grad sejrer i kærlighedens og filmkunstens navn. På begge fronter er det nemlig en film, man forlader som et rigere menneske - og er det ikke filmkunst, hvad ved jeg ikke hvad er.