The Trouble with Harry

Carol Reeds ”Den Tredje Mand” fra 1949 er en af de mange film, der blev til gennem ”film-noir” perioden fra 1940’erne og 50’erne. En stilgenre af hårde, frakkeklædte mænd der gumler cigaretter i endeløse baner og sårbare og ulyksalige kvinder til at kaste sig i deres arme. Selvom denne noir-stil langt fra er min stærke side rent kendskabsmæssigt, har ”Den Tredje Mand” bestemt givet mig lyst til mere. For i sin tekniske elegance og sin umanerligt begavede måde at fortælle en historie på, er denne en helt uforlignelig film - en klassiker af alverdens gode grunde.

I forvejen finder jeg adskillige film af ældre dato meget inspirerende (selvom mange naturligvis syner af en overskredet udløbsdato), men sjældent har jeg følt mig så hengivet og så fortryllet af stemning og billeder som af ”Den Tredje Mand”. I en klasse hvor kun de bedste Hitchcock-film følger trop, skænker filmen os et uhyre gennemført manuskript, der sammenkoger de klassiske guldkorn bestående af et mysterium, en romance og en god portion humor og gør det som supplement til et yderst interessant plot, selvom historien i sig selv indrømmet ikke står som filmens force.
Det gør derimod filmens æstetik af stilfulde opsætninger og velbelyst mørke, dunkle skygger og skæve rammer som filmiske virkemidler, der alle forståeligt nok har dannet skole i hvor godt faget kan gøres. Specielt sidstnævnte effekt med at sætte billedet ud af kurs i skæve vinkler er senere hen blevet brugt af mange filminstruktører verden over, bl.a. Spike Lee - der desuden har filmen som en af sine favoritter - i hans ”Do The Right Thing”, der bestræber sig på at skildre overkogte følelser i en hedebølge.

Joseph Cotten giver den som forfatteren Holly Martins, der ankommer til et krigsramt og sønderbombet Wien for at besøge en gammel ven. Til hans overraskelse og bekymring er barndomsvennen Harry dog omkommet i en trafikulykke, men besynderligt forskellige vidneudsagn får ham til at gå dybere i sagen. En tredje mand skulle efter sigende være indblandet i vennens død. En mand som ingen har set ansigtet af og som aldrig er blevet identificeret som andet end en skrøne. Martins forsøger med hjælp fra Harrys daværende kæreste at nå til bunds i mysteriet og må alle steder fra tivolikarruseller til Wiens fugtige kloakundergrund for at få løftet sløret for den mørklagte hemmelighed.

Der er ikke de store forviklinger og twist’s i ”Den Tredje Mand” og hvad hemmeligheden om Harrys død bærer på gives egentlig til kende overraskende tidligt i plotfase. Hvor filmen dog slår igennem er i dens detaljer og i dens lethed, hvor specielt slutningen står som et pragteksemplar på visuel spidsfindighed og veltimet klipning. Hele slutopgøret er udført med en flydende rytme, hvilket gælder for hele filmen og dens udsøgte sans for at behandle sit tempo på. Carol Reeds instruktion stemmer på det punkt ikke rigtig overens med diverse af Hitchcocks thrillere, der føles drevet af en mere sammenbidt suspense (hvilket ikke er ment dårligt), hvorimod ”Den Tredje Mand” løsner en smule i både alvoren og fortælleformen med Anton Karas muntre og verdensberømte tema, og Reeds langt mere elegante og rolige form. Noget der helt skræddersyet klæder filmens tvetydighed og dens absurde undertoner.

På alle leder, kanter, i spidser og i rundinger er "Den Tredje Mand" besynderlig godt skruet sammen og blot marginaler fra den topkarakter den læner sig op ad. Drønunderholdende, stilfuldt og udsøgt filmhåndværk.