Langsommeligt malerarbejde
2.0
Spansk semi-dokumetaristisk film fordyber sig i arbejdet med at male et solbeskinnet kvædetræ
Det er en ganske almindelig kliché i filmdebatten pt., at Hollywoodfilm er hurtige og overfladiske, mens den europæiske film på anden måde giver sig tid, har dybde, og er større kunst - men mindre publikumssucces'er. Alle de europæiske film, som i virkeligheden bare er efterligninger af Hollywoodtraditionen, bare lidt billigere og måske lidt mere prætentiøse, dem er der aldrig nogen, som snakker om. Men vil man i biografen for at se en europæisk film, som virkelig er fundamentalt anderledes, end noget Hollywood nogensinde ville lave, så har man chancen nu i Posthus Teatret (der sætter en ære i aldrig at have vist en amerikansk film). Her går filmen "Kvædetræets sol".
Filmen er lavet af den garvede spanske instruktør Victor Erice. Han har en ven, Antonio López Garcia, som er maler. En dag fik de to den idé at lave en film om Garcias forsøg på at male et kvædetræ, som står i hans baghave. Filmen er altså ikke en decideret fiktionsfilm, og alle personerne i den spiller sig selv, uden brug af noget manuskript. På den anden side er den heller ikke en rigtig dokumentarfilm, for der er ikke tilstræbt nogen form for objektivitet. I det hele taget er det enormt svært rigtig at beskrive, hvad der er for en slags film.
Lad mig prøve med et handlingsreferat:
Antonio stiller sit lærred op foran kvædetræet, og binder nogle snore op som retningslinier. Han maler lidt på maleriet og på træet selv, mens han snakker lidt med sin kone og en gammel ven fra kunstakademiet. Så sætter han det halvfærdige maleri i kælderen. Så er der gået en time. Af filmen, altså.
En anden tid
Om nogen film lever op til klichéen om den europæiske film, som 'giver sig tid', så er det denne. Tempoet er ekstremt langsomt. I den første halvdel af den to timer og tyve minutter lange film sker der stort set ingenting. I den anden sker der overhovedet ikke noget som helst. Ikke at et lavt tempo i sig selv nødvendigvis er dårligt. Faktisk syntes jeg godt om de dele af filmen i starten, hvor vi ser maleriet vokse langsomt frem. Der er noget fascinerende ved selve arbejdsprocessen, understreget af den flotte fotografering. Også kunstnerens samtaler med sin gamle kammerat er momentvis ganske interessante. Men andre dele er ren stilstand. F.eks. en lang scene, hvor en besøgende japansk kvinde via tolk udveksler omstændige ligegyldigheder i hvad der virker som evigheder. Og så sidder man som tilskuer og føler sig komplet til grin, når man har set et maleri vokse frem i over en time (kunstneren kan åbenbart overkomme ca. tre strøg pr. dag), og det så bare bliver droppet i halvfærdig tilstand til fordel for en tegning, som vistnok heller aldrig bliver færdig. Til sidst ser man i stedet malerens kone male et klatmaleri af ham i en seng - men han falder i søvn, og så bliver det også droppet. Det er bare for meget!
Et eller andet sted er det ærgerligt, at instruktøren på den måde lader sin film løbe ud i ingenting, for refleksionerne over filmmediet og maleriets funktion som fastholdere af virkeligheden er langtfra uinteressante. Og filmen har gode detaljer, som kunstnerens maniske stregsystem på træet, der gør det mulig for ham at korrigere for dets vækst undervejs i processen. På en eller anden måde får filmen givet et meget ærligt portræt af maleren og hans omgivelser, både hans familie, hans venner, og hans rent fysiske forhold i hjertet af en spansk storby. Men filmen er alt for lang, og selv om instruktøren vælger at fortælle på en anden måde end normalt, så havde det måske været en idé at overveje, om der overhovedet var nogen historie at fortælle. Man skal vist være meget stor fan af malerkunstens processer for at synes om filmen, som den fremstår nu.
Hollywood behøver med andre ord ikke at frygte konkurrence om sit kernepublikum.
Det er en ganske almindelig kliché i filmdebatten pt., at Hollywoodfilm er hurtige og overfladiske, mens den europæiske film på anden måde giver sig tid, har dybde, og er større kunst - men mindre publikumssucces'er. Alle de europæiske film, som i virkeligheden bare er efterligninger af Hollywoodtraditionen, bare lidt billigere og måske lidt mere prætentiøse, dem er der aldrig nogen, som snakker om. Men vil man i biografen for at se en europæisk film, som virkelig er fundamentalt anderledes, end noget Hollywood nogensinde ville lave, så har man chancen nu i Posthus Teatret (der sætter en ære i aldrig at have vist en amerikansk film). Her går filmen "Kvædetræets sol".
Filmen er lavet af den garvede spanske instruktør Victor Erice. Han har en ven, Antonio López Garcia, som er maler. En dag fik de to den idé at lave en film om Garcias forsøg på at male et kvædetræ, som står i hans baghave. Filmen er altså ikke en decideret fiktionsfilm, og alle personerne i den spiller sig selv, uden brug af noget manuskript. På den anden side er den heller ikke en rigtig dokumentarfilm, for der er ikke tilstræbt nogen form for objektivitet. I det hele taget er det enormt svært rigtig at beskrive, hvad der er for en slags film.
Lad mig prøve med et handlingsreferat:
Antonio stiller sit lærred op foran kvædetræet, og binder nogle snore op som retningslinier. Han maler lidt på maleriet og på træet selv, mens han snakker lidt med sin kone og en gammel ven fra kunstakademiet. Så sætter han det halvfærdige maleri i kælderen. Så er der gået en time. Af filmen, altså.
En anden tid
Om nogen film lever op til klichéen om den europæiske film, som 'giver sig tid', så er det denne. Tempoet er ekstremt langsomt. I den første halvdel af den to timer og tyve minutter lange film sker der stort set ingenting. I den anden sker der overhovedet ikke noget som helst. Ikke at et lavt tempo i sig selv nødvendigvis er dårligt. Faktisk syntes jeg godt om de dele af filmen i starten, hvor vi ser maleriet vokse langsomt frem. Der er noget fascinerende ved selve arbejdsprocessen, understreget af den flotte fotografering. Også kunstnerens samtaler med sin gamle kammerat er momentvis ganske interessante. Men andre dele er ren stilstand. F.eks. en lang scene, hvor en besøgende japansk kvinde via tolk udveksler omstændige ligegyldigheder i hvad der virker som evigheder. Og så sidder man som tilskuer og føler sig komplet til grin, når man har set et maleri vokse frem i over en time (kunstneren kan åbenbart overkomme ca. tre strøg pr. dag), og det så bare bliver droppet i halvfærdig tilstand til fordel for en tegning, som vistnok heller aldrig bliver færdig. Til sidst ser man i stedet malerens kone male et klatmaleri af ham i en seng - men han falder i søvn, og så bliver det også droppet. Det er bare for meget!
Et eller andet sted er det ærgerligt, at instruktøren på den måde lader sin film løbe ud i ingenting, for refleksionerne over filmmediet og maleriets funktion som fastholdere af virkeligheden er langtfra uinteressante. Og filmen har gode detaljer, som kunstnerens maniske stregsystem på træet, der gør det mulig for ham at korrigere for dets vækst undervejs i processen. På en eller anden måde får filmen givet et meget ærligt portræt af maleren og hans omgivelser, både hans familie, hans venner, og hans rent fysiske forhold i hjertet af en spansk storby. Men filmen er alt for lang, og selv om instruktøren vælger at fortælle på en anden måde end normalt, så havde det måske været en idé at overveje, om der overhovedet var nogen historie at fortælle. Man skal vist være meget stor fan af malerkunstens processer for at synes om filmen, som den fremstår nu.
Hollywood behøver med andre ord ikke at frygte konkurrence om sit kernepublikum.
19/11-2018