Tonight, we dine in Hell!

5.0
Fantastisk film. Først og fremmest en fuldstændig forrygende visuel oplevelse, hvor Millers tegneseriestil er animeret ind i billederne i konsekvent gyldne toner. Det er dog ikke så ekstremt som i "Sin City", og jeg synes faktisk, det fungerer bedre på den måde. Måske også fordi Zack Snyders dynamiske, blodsprøjtende, slowmotion-ud-over-det-hele portræt af kampene er så medrivende.

Der er enkelte skud, hvor man tænker på "Gladiator" eller "Troy", men det generer ikke mig, og ingen af de to film var i øvrigt så gennemførte som den her. Der er til gengæld også en del skud, hvor jeg tænkte, at det havde jeg alligevel aldrig set før. Scenerne med baggrundshistorie hjemme i Sparta fungerer til gengæld ikke helt så godt, men jeg synes, de gør fyldest som en forklaring på, hvorfor de slås.

Og Gerard Butler er alt for vild som Leonidas. For fanden, hvor er han dog sej.

På sin vis er det også en ganske provokerende film, for ja, de er en bande racistiske, småfascistiske røvhuller, de spartanere. Sådan var deres samfundssystem. Og samtidig er de altså denne histories repræsentanter for den frie vilje. Så kan man tænke lidt over, at det var 300 fascistoide voldspsykopater, som troede så meget på deres sag, at de lavede én af historiens helt store militære bedrifter. :-)

For man skal ikke glemme, at det er en historisk film. Der var faktisk 300 spartanere, som sammen med et par tusinde allierede kæmpede til sidste mand mod flere hundrede tusinde persere ved Thermopylæ tilbage i 480 f.Kr. Nogle af de turboepiske replikker i filmen, som "Come and get them" eller "Then we shall fight in the shade", er taget direkte fra datidige kilders beretninger om slaget. Millers historie er selvfølgelig tegneserieficeret ud i det ekstreme, bl.a. ved at optakten til slaget er simplificeret, og perserne er gjort perverse ud over alle grænser - men den fungerer alligevel som historisk fortælling på flere planer. Eksempelvis får man et overbevisende indblik i, hvilken kampmaskine en veltrænet gruppe hoplitter var, når de gik i falanks. Man forstår virkelig, hvordan det kunne gå til, at Xerxes på slagets første dag sendte flere tusinde mand ind, som blev mejet ned, mens spartanerne kun mistede to-tre af deres folk.
300