Humorens anatomi
3.0
Lars von Trier har lavet en komedie. Den er ikke sjov. I stedet er det en dissektion af, hvad der egentlig får os til at le, hvor von Trier på sædvanlig dogmatisk vis forsøger at "afsløre" fiktionen.
Rammen er historien om ejeren af et it-firma, som i årevis har henvist til en fiktiv direktør, når han skulle træffe ubehagelige beslutninger. Da firmaet så skal sælges, bliver han nødt til at hyre en skuespiller til at spille "direktøren for det hele" - og det setup giver mulighed for mange slags komik, fra forveksling til slapstick. Der er bare ikke ret meget af det, som er morsomt, fordi von Trier overdriver virkemidlerne helt hysterisk - og dermed hiver en stor, virtuel pegepind frem og siger "Se, her burde du grine". Især understreget af hans irriterende fortællerstemme. Det interessante er jo så, at man netop ikke griner. Jeg gjorde i hvert fald ikke.
På ét plan er det genialt, men helt overordnet havde jeg svært ved at slippe fornemmelsen af, at Lars von Trier sad bag lærredet og rakte tunge ad mig. Ja, han dekonstruerer komedien, men hvad er pointen, ud over at vise, at han kan gøre det?
Jeg må samtidig indrømme, at den var provokerende nok til, at jeg aldrig mistede interessen. Også fordi von Trier går endnu længere end tidligere i sit forsøg på at få skuespillerne til at spille anti-skuespil. Jean-Marc Barr vidste fx ikke, hvad hans danske replikker betød, da de indspillede filmen. Og i hovedrollen spiller Jens Albinus klicheen om den selvfede skuespiller helt ud til kanten. Af skuespillerne synes jeg dog, at Sofie Gråbøl fungerer bedst - men også Iben Hjejle og Fridrik Thór Fridriksson har fine roller.
Men som helhed er "Direktøren for det hele" altså mere interessant end god.
Rammen er historien om ejeren af et it-firma, som i årevis har henvist til en fiktiv direktør, når han skulle træffe ubehagelige beslutninger. Da firmaet så skal sælges, bliver han nødt til at hyre en skuespiller til at spille "direktøren for det hele" - og det setup giver mulighed for mange slags komik, fra forveksling til slapstick. Der er bare ikke ret meget af det, som er morsomt, fordi von Trier overdriver virkemidlerne helt hysterisk - og dermed hiver en stor, virtuel pegepind frem og siger "Se, her burde du grine". Især understreget af hans irriterende fortællerstemme. Det interessante er jo så, at man netop ikke griner. Jeg gjorde i hvert fald ikke.
På ét plan er det genialt, men helt overordnet havde jeg svært ved at slippe fornemmelsen af, at Lars von Trier sad bag lærredet og rakte tunge ad mig. Ja, han dekonstruerer komedien, men hvad er pointen, ud over at vise, at han kan gøre det?
Jeg må samtidig indrømme, at den var provokerende nok til, at jeg aldrig mistede interessen. Også fordi von Trier går endnu længere end tidligere i sit forsøg på at få skuespillerne til at spille anti-skuespil. Jean-Marc Barr vidste fx ikke, hvad hans danske replikker betød, da de indspillede filmen. Og i hovedrollen spiller Jens Albinus klicheen om den selvfede skuespiller helt ud til kanten. Af skuespillerne synes jeg dog, at Sofie Gråbøl fungerer bedst - men også Iben Hjejle og Fridrik Thór Fridriksson har fine roller.
Men som helhed er "Direktøren for det hele" altså mere interessant end god.
12/05-2007
