Den Næste Generation
4.0
Man kan måske beklage at det første (og sidste) møde på film mellem rumskibet ”Enterprise’s” to legendariske kaptajner, Kirk (Shatner) og Picard (Stewart), ikke fremstår mere monumentalt og opulent i selve filmen, da de et godt stykke inde i historien endelig træffer hinanden. Det sker nærmest visionsløst og pragmatisk.
Det er så også noget nær det eneste man kan beklage mener jeg, hvis man er fan af denne fornøjelige underholdende omgang sci-fic vrøvl, hvor fakkelen nu gives videre fra den gamle Tv-serie der blev til spillefilm, til den nye (en af efterhånden mange) Tv-serie, der skulle være begyndelsen til en række spillefilm med den næste generation.
Teknisk er filmen i hvert fald særdeles veludført, hvor en kulørt pæn billedside og imponerende effekter fører an i en for serien typisk småfilosoferende rodebutik af en handling, her en gal videnskabsmand (McDowell) der destruerer stjerner for derigennem at genskabe en mentalt utopia, hvori han kan glemme sin smerte (eller noget bavl i den stil). Derfra kører det ellers solidt derudad med alt det tænkelige og utænkelige ”Star Trek” nonsens man næsten kan ønske sig.
Det er så nok en god ide ikke altid at tænke for meget over filmens mange ofte lattervækkende påfund, dialoger, klicheer og synspunkter og alt det andet der kendetegner seriens ulogiske logik. Ikke desto mindre er det fint underholdende, sine steder endda mildt spændende og stedvist bevidst morsomt. Man kan heller ikke underkende serien og altså filmen her for at have sin egen underfundige charme, trods dens ofte tonstunge alvorlige oplæg.
Skuespillet er måske intet særligt, trods i hvert fald Stewart’s synlige talent, det er dog kærkomment at se de mange efterhånden gammelkendte ansigter på det store lærred. Personligt vil mit hjerte dog altid banke mest for den oprindelige seriens skuespillere.
Efterfølges af ”Star Trek: First Contact”.
Det er så også noget nær det eneste man kan beklage mener jeg, hvis man er fan af denne fornøjelige underholdende omgang sci-fic vrøvl, hvor fakkelen nu gives videre fra den gamle Tv-serie der blev til spillefilm, til den nye (en af efterhånden mange) Tv-serie, der skulle være begyndelsen til en række spillefilm med den næste generation.
Teknisk er filmen i hvert fald særdeles veludført, hvor en kulørt pæn billedside og imponerende effekter fører an i en for serien typisk småfilosoferende rodebutik af en handling, her en gal videnskabsmand (McDowell) der destruerer stjerner for derigennem at genskabe en mentalt utopia, hvori han kan glemme sin smerte (eller noget bavl i den stil). Derfra kører det ellers solidt derudad med alt det tænkelige og utænkelige ”Star Trek” nonsens man næsten kan ønske sig.
Det er så nok en god ide ikke altid at tænke for meget over filmens mange ofte lattervækkende påfund, dialoger, klicheer og synspunkter og alt det andet der kendetegner seriens ulogiske logik. Ikke desto mindre er det fint underholdende, sine steder endda mildt spændende og stedvist bevidst morsomt. Man kan heller ikke underkende serien og altså filmen her for at have sin egen underfundige charme, trods dens ofte tonstunge alvorlige oplæg.
Skuespillet er måske intet særligt, trods i hvert fald Stewart’s synlige talent, det er dog kærkomment at se de mange efterhånden gammelkendte ansigter på det store lærred. Personligt vil mit hjerte dog altid banke mest for den oprindelige seriens skuespillere.
Efterfølges af ”Star Trek: First Contact”.
14/05-2007
