Rumpoesi
6.0
Det er ikke alle der vil føle sig lige velfornøjede med mesterinstruktøren Stanley Kubricks stilfærdige og prætentiøse rum-odyssé ”Rumrejsen år 2001” og som vil værdsætte dens til tider handlingsløse overflod af stemninger og billeder. Oven i købet er det en ekstremt langsom film, der mere eller mindre bevist pirrer tålmodighedsgrænsen i højst uvant grad. Ballet åbner op med et stilfuldt oversigtsbillede af verdensrummet - godt 3-4 minutter inde, efter et halsbrækkende musikalsk forspil er væltet ud af højtalerne til synet af et foruroligende sort skærmbillede.
Meget hurtigere end dette iværksætter Stanley Kubrick aldrig sit forløb. Han har oceaner af tid og ””Rumrejsen år 2001” kræver, at det har seeren også. Men har man det, er den så sandelig også hvert et sekund værd.
Selvom koncentrationen gennem filmens tre kapitler, ”The Dawn of Man”, ”Jupiter Mission: Eighteen Months Later” og ”Jupiter And Beyond The Infinite”, da godt glimtvis kan svigte, er Kubricks rumfart gennemgående en enestående og på mange måder ualmindelig oplevelse at være vidne til. En af hovedårsagerne til det er fordi den i ret utraditionel forstand ikke rigtig fungerer som helhed, men som en imponerende mængde af hver især herlige, intense, smukke og opslugende øjeblikke. Mest iøjefaldende af dem står dog uden tvivl de uforglemmelige sekvenser, hvor der let og fabelagtigt foregår et flydende samspil mellem de rumfartøjer der løst daler rundt i universet og Johan Strauss verdensberømte symfoniklassiker.
I et par af filmens øvrige bedste scener, hvori en af vores hovedpersoner ifører sig en rumdragt, har Kubrick fuldkommen undladt andre understøttende lyde end et tungt og permanent åndedræt fra indersiden af en tæt astronauthjelm. Op til 5-6 minutter ad gangen er det det eneste vi får at høre, og som anstifter af en perfekt klaustrofobisk og ujordisk følelse må det siges at have en helt unik effekt. Overordnet for disse sekvenser og filmen i sig selv er, hvor uhørt konsekvent Stanley Kubrick er gået til værks og hvor godt han alligevel - og måske af samme grund - er sluppet fra det. Man æder filmens langtrukne udfoldelser med hud og hår, fordi Kubrick evner at sætte tiden ud af spil og i stedet omformulere manglen på samme til ren poesi.
”Rumrejsen år 2001” er en sanselig, sælsom og dybt, dybt betagende film i sin måde at tage hånd om så store emner som den gør, men den er først og fremmest overvældende i sine uendeligt skønne illustrationer, så sindsoprivende smukke at det ikke er til at udtrykke. Via dem formår filmen at gøre en oplevelse ud af hvert et billede og noget mindeværdigt ud af hver en sceneopsætning, og selv uden de computermidler man i dag naturligvis ville benytte, har Kubrick skabt et fuldkommen fantastisk effektshow alene på sublime belysninger og kameramanøvrer. Hvad enten et rumskib i dvælende fart eller en lækker morgensol i horisonten rammer skærmen, er det til en så skrigende perfektion at det knap er til at tro på.
Specielt i filmens sidste kapitel er det meget svært at gennemskue dens metaforiske og symbolske sprog og her står jeg også selv lidt uvidende tilbage. Det skal dog ikke desto mindre afholde mig fra at hylde ”Rumrejsen år 2001” som en af mediets mest urokkelige milepæle og som et værk, der af indiskutable grunde stadig sidder på filmhistorien som hud på en krop. Trods den aldrig overgår Kubricks stærke, skarpe og langt mere sortsynede hovedværk, ”A Clockwork Orange”, er ”Rumrejsen år 2001” en filmisk rejse ud over alle grænser og for sci-fi fans noget nær det største, man kan opdrive.
Meget hurtigere end dette iværksætter Stanley Kubrick aldrig sit forløb. Han har oceaner af tid og ””Rumrejsen år 2001” kræver, at det har seeren også. Men har man det, er den så sandelig også hvert et sekund værd.
Selvom koncentrationen gennem filmens tre kapitler, ”The Dawn of Man”, ”Jupiter Mission: Eighteen Months Later” og ”Jupiter And Beyond The Infinite”, da godt glimtvis kan svigte, er Kubricks rumfart gennemgående en enestående og på mange måder ualmindelig oplevelse at være vidne til. En af hovedårsagerne til det er fordi den i ret utraditionel forstand ikke rigtig fungerer som helhed, men som en imponerende mængde af hver især herlige, intense, smukke og opslugende øjeblikke. Mest iøjefaldende af dem står dog uden tvivl de uforglemmelige sekvenser, hvor der let og fabelagtigt foregår et flydende samspil mellem de rumfartøjer der løst daler rundt i universet og Johan Strauss verdensberømte symfoniklassiker.
I et par af filmens øvrige bedste scener, hvori en af vores hovedpersoner ifører sig en rumdragt, har Kubrick fuldkommen undladt andre understøttende lyde end et tungt og permanent åndedræt fra indersiden af en tæt astronauthjelm. Op til 5-6 minutter ad gangen er det det eneste vi får at høre, og som anstifter af en perfekt klaustrofobisk og ujordisk følelse må det siges at have en helt unik effekt. Overordnet for disse sekvenser og filmen i sig selv er, hvor uhørt konsekvent Stanley Kubrick er gået til værks og hvor godt han alligevel - og måske af samme grund - er sluppet fra det. Man æder filmens langtrukne udfoldelser med hud og hår, fordi Kubrick evner at sætte tiden ud af spil og i stedet omformulere manglen på samme til ren poesi.
”Rumrejsen år 2001” er en sanselig, sælsom og dybt, dybt betagende film i sin måde at tage hånd om så store emner som den gør, men den er først og fremmest overvældende i sine uendeligt skønne illustrationer, så sindsoprivende smukke at det ikke er til at udtrykke. Via dem formår filmen at gøre en oplevelse ud af hvert et billede og noget mindeværdigt ud af hver en sceneopsætning, og selv uden de computermidler man i dag naturligvis ville benytte, har Kubrick skabt et fuldkommen fantastisk effektshow alene på sublime belysninger og kameramanøvrer. Hvad enten et rumskib i dvælende fart eller en lækker morgensol i horisonten rammer skærmen, er det til en så skrigende perfektion at det knap er til at tro på.
Specielt i filmens sidste kapitel er det meget svært at gennemskue dens metaforiske og symbolske sprog og her står jeg også selv lidt uvidende tilbage. Det skal dog ikke desto mindre afholde mig fra at hylde ”Rumrejsen år 2001” som en af mediets mest urokkelige milepæle og som et værk, der af indiskutable grunde stadig sidder på filmhistorien som hud på en krop. Trods den aldrig overgår Kubricks stærke, skarpe og langt mere sortsynede hovedværk, ”A Clockwork Orange”, er ”Rumrejsen år 2001” en filmisk rejse ud over alle grænser og for sci-fi fans noget nær det største, man kan opdrive.
15/05-2007
