Politiets blinde øje

4.0
Sylvester Stallone viser ikke muskler, men derimod skuespiltalent i James Mangolds udmærkede politi-thriller "Cop Land".

New York Citys glimtende natte-skyline bliver hurtigt forladt af det panorerende kamera, for trods politifilm-genrens hyppige brug af storbyen, foregår "Cop Land" i sovebyen Garrison, New Jersey. Og måske netop derfor er "Cop Land" både mere vedkommende og troværdig end så mange andre storby-politifilm. I New Jersey har politifolk, med arbejde i "the city", siden 1970'erne bosat i noget, der efter hånden er blevet en lille verden for sig, et copland. Byens sherif Freddy Heflin (Stallone) er en tung, venlig lovens håndhæver. Og netop hans lidt sinkede udstråling, forårsaget af en høreskade, der samtidig har forhindret ham i at blive "city-cop", gør ham til en harmløs hygge-landbetjent i byens mange hårdkogte politifolks øjne.

Lig i lasten

Ikke overraskende, viser det sig at politifolkene er korrupte af en anden verden. Den unge betjent Murray Babitch (Michael Rapaport) dræber ved en fejltagelse to unge sorte. Da det er uundgåeligt at han vil blive fældet på grund af sagens racemæssige indhold, simulerer betjenten, efter ordre fra den magtfulde betjent Ray Donlan (Harvey Keitel), selvmord ved at kaste sig ud fra gerningsstedet George Washinton Bridge. Men der er jo noget råddent ved at betjentens lig aldrig bliver fisket op af Hudson River, og Ray og hans folk indser, at sagen vil få ubehagelige følger, hvis ikke Babitch kan vises frem som lig. Da internal-affair-detektiven Moe Tilden (Robert DeNiro) sættes på sagen bliver Sherif Heflin en lus mellem to negle. Sheriffen har set Ray og Babitch sammen efter selvmordet, men er samtidig loyal overfor lillebysamfundet og Ray. En lokal konflikt med mennesker af kød og blod midt i amerikansk films store søgen på retfærdighed. Det gør "Cop Land" til en nuanceret og langt mere vedkommende film end genren ellers byder.

Stjernespil

Sylvester Stallone afslører et egentlig skuespiltalent i rollen som den stilfærdige, men trods alt handlekraftige sherif. Hans store tunge krop, konstant iført provinspolitiets utjekkede sherif-uniform, giver ham netop den ikke-autoritære udstråling, som er hans karrieremæssige skæbne. Harvey Keitel som Ray og Robert De Niro er som altid glimrende, men da vi ved hvad de kan, stjæler de ikke som Stallone al opmærksomhed. "Cop Land" er stramt fortalt uden unødvendige svinkeærinder i form af voldsorgier for voldens skyld eller kærlighedssekvenser uden betydning for historien. Den unge instruktør Mangold byder i sin kun anden spillefilm på psykologisk indsigt, spændende udnyttelse af en fortærsket genre og yderligere afkræver han Hollywoods stjerner store præstationer.
Cop Land