Ingen magiske nøgler

Michael Hanekes ”Code Inconnu” åbner med en scene af flok døve børn, der leger en leg. En døv pige udtrykker en følelse foran de andre børn, der skal gætte, hvad hun vil udtrykke. Men de kan ikke gætte det. Måske angst, panik, smerte, sorg, frygt.

Det er på samme måde med Hanekes film. I stedet for et nydeligt tilklippet dramatiseret plot, hvor alt er eksplicit, ser vi en masse brudstykker af skæbner rundt omkring i Europa (primært Paris), der hænger sammen på en eller anden måde. En smuk skuespillerinde (Juliette Binoche), en ung sort fransmand af afrikansk etnisk oprindelse (Ona Lu Yenke), en landmand (Josef Bierbichler), en illegal indvandrerkvinde fra Østeuropa (Luminita Gheorghiu som jeg for nylig så i ”The Death of Mr. Lazarescu), en krigsfotograf (Thierry Neuvic), og andre personer i disse menneskers liv.

Efter åbningen med det døve barn ser vi den begivenhed, der binder hovedkaraktererne sammen. Nemlig da en irriteret ung mand (bror til krigsfotografen, der er skuespillerindens kæreste; søn til landmanden) kaster en pose med et afgnavet stykke brød i skødet på den østeuropæiske kvinde, der tigger på et gadehjørne. Den unge sorte mand holder ham tilbage og forsøger at tvinge ham til at undskylde sin amoralske handling overfor kvinden. Politiet dukker op, og de anholder den unge sorte mand for gadeuorden i stedet for den hvide dreng. Derudover deporterer de også den tiggende indvandrer, da hun ikke kan fremvise papirerne.

I denne enkle scene serverer Haneke Europas og verdens ulighedsprobelmer og fordomme i en nøddeskal. Derefter følger vi de forskellige skæbner i brudstykker. I enkeltscener optaget i et take. Nogle takes forbinder karaktererne også senere hen. Vi springer direkte ind i sætninger og situationer. Vi forstår ikke altid konteksten. I starten var jeg også i tvivl om den kronologiske sammenhæng. Men der er nogle generelle temaer om isolation og dårlig samvittighed.

Skuespillerinden er i gang med at optage en thriller, hvor hun spærres inde i et rum af en forbryder. Haneke hopper nogle gange direkte ind i den films verden, hvor vi ser Juliette Binoche give en hårrejsende stærk præstation, efterfulgt umiddelbart af en endnu stærkere præstation i hendes rolle som skuespillerinden. Den karakters isolation og angst er ikke kun i filmen i filmen. Vi ser hende også isoleret på en teaterscene. Og vi ser hende i sit eget hjem, hvor hun hører datteren i nabofamilien skrige, men hun ignorerer det, hvilket senere leder til dårlig samvittighed.

Denne indespærring og dårlige samvittighed kan meget let fortolkes som den rige verden, der holder resten af verden ude. Specielt når vi også følger den unge sorte mands familie og immigrantens rejse tilbage til Frankrig til et liv med ydmygelser som tigger. Derudover følger vi også faren til den unge mand, der smed posen i tiggerens skød. En stille landmand der har isoleret sig på andre ved ikke at kommunikere.

Netop i kraft af filmens struktur med brudstykker og uforklarede elementer, så giver Haneke os masser af muligheder til fortolking, eller måske snarere til at sammensætte filmens brudstykker selv. Vi bliver aktive i at give filmen mening, eller måske konstatere at der er visse dele i denne verden, som vi ikke forstår. Som ikke giver mening. Ukendte koder uden nøgler.