London Murder Mystery

2.0
Altså, ham Woody Allen. Før denne havde jeg set "Match Point" og håbede, at han omsider var på vej tilbage i en god stime, og så lavede han sådan en gang crap.

"Scoop" skal forestille at være en krimikomedie om en amerikansk journaliststuderende, som under et besøg i London bliver kontaktet af et spøgelse, der fortæller hende, at en ung adelsmand i virkeligheden er en berygtet seriemorder. Vores heltinde slår så pjalterne sammen med den tryllekunstner, som havde hevet hende på scenen, da spøgelset kom frem, og begynder at udforske adelsmanden. Det lyder fjollet, ikke? Det er det også. Og dumt.

... selvfølgelig kunne der sagtens være kommet en fin komedie ud af det setup. Problemet er bare, at "Scoop" hverken er spændende, morsom eller for den sags skyld romantisk. Bare én af de tre ting kunne have reddet filmen, men den mangler totalt nerve.

Når man sammenligner med "Match Point", er det slående, at én af de store forskelle er, at Allen denne gang har givet sig selv en hovedrolle (som tryllekunstneren). Men det er bare den samme gamle Allen-rolle med de samme gamle replikker, og det virker simpelt hen ikke for mig længere. Samtidig er Scarlett Johanssons rolle som journalistspiren håbløs, og hun spiller faktisk ikke særlig godt. Derimod har Hugh Jackman en troværdig udstråling som adelsmanden, selv om han dog mister lidt af grebet i slutsekvensen.

Slutningen er derudover noget af det bedst fungerende i "Scoop", men ellers er den på mange måder blot en ny version af Allens gamle "Manhattan Murder Mystery". Den syntes jeg også var rædselsfuld.
Scoop